Den strandede krøbling på fronten har glemt, hvordan det føles at vaere bange

Mens Ruslands praesident Putin har travlt med at søge folkelig opbakning via pseudofolkeafstemninger i de besatte områder, kan hans fodsoldater i Ukraine have kurs mod nye nederlag på slagmarken. Jyllands-Posten har mødt artilleriregnen ved fronten i den

Det føles som et nonstop lydtaeppe af gigantiske brag. Havde vi tvivlet på årsagen til de ildevarslende hvide røgskyer i horisonten på vej mod Bakhmut, står den bogstaveligt talt øredøvende klar, så snart det sidste checkpoint ind til byen forsvinder i bakspejlet.

»Der er fire kilometer til frontlinjen. Jeg lader jer passere, men det er på eget ansvar,« lød soldatens sidste replik, da han lod os passere.

Kort forinden fik han accept af vores tilstedevaerelse fra den øverstbefalende, og mens vi ventede på den, gav soldaten os følgende salut, da vi søgte oplysninger om det seneste artillerinedslag i byen.

»Det er der jo hele tiden. Så for et minut siden!«

Knap har vi kørt 100 meter, før et dystert brag tordner et ubestemmeligt sted over, foran eller måske bag os. Så endnu ét, inden yderligere en kaskade af artilleri afsendt med ukrainsk hilsen mod fjenden lander et sted på den anden side af Bakhmutovkafloden, hvor naturen har sat den aktuelle frontlinje.

Byen Bakhmut har indtil videre ikke vaeret på russiske haender, som eksempelvis den nyligt befriede Izjum eller delvist befriede frontlinjeby Kupjansk. Til gengaeld er den blevet en nøgleby i det aktuelle slag om Donbas. Ikke kun dét, der foregår ved de seneste dages pseudofolkeafstemninger i fire omstridte regioner, men saerligt dét på slagmarken.

Siden invasionens begyndelse har Ruslands praesident, Vladimir Putin, haft Donbas (regionerne Luhansk og Donetsk, red.) som erklaeret annekteringsmål. Senest gentaget i hans officielle tale i sidste uge og med de aktuelle folkeafstemninger i regionerne Kherson, Zaporizjzja, Donetsk og Luhansk, der samlet kan udgøre et sydøstligt landforbindelse for Putin til den allerede annekterede Krim-halvø.

Mens Kreml har brugt de seneste dage på at cementere hjemlig opbakning med den erklaerede massemobilisering og de besatte områders forventede rungende »ja« til russisk annektering, går det anderledes traegt med de russiske styrkers avancementet på slagmarken. Også selv om russiske lejesoldater i den frygtede Wagner-gruppe senest har indtaget byen Kordema cirka 20 km syd for den hovedgade i Bakhmuts centrum, som vi nu kører i gennem.

Har glemt frygten

Vi er kun nået få hundrede meter inden for bygraensen, da krigen viser sit brutale ansigt. Afsvedne bygninger, knuste eller barrikaderede vinduer og så et gigantisk krater, der blokerer vejen. Et blottet vandrør i bunden af det op mod tre meter dybe hul synes at vaere blevet forsyningsåre for nogle civile, der er i gang med at fylde deres medbragte spande.

Før krigen havde Bakhmut 70.000 indbyggere, og byen var kendt for at stå for 90 pct. af Ukraines saltproduktion, men nu er alt stort set rømmet for andre end soldater. De civile, vi møder, kan taelles på ganske få haender, og de synes bundet til byen som trøstesløse sjaele uden fremtid eller mulighed for at tage andre steder hen.

»Jeg er hjemløs. Hvor skulle jeg tage hen? Hvordan kan jeg beskrive det for dig … Jeg kan ikke huske, hvordan det er at vaere bange laengere,« lyder det fra krøblingen Aleksander på 47, som sidder i kørestol med en pakke toast i skødet, mens et tydeligt alkohol-påvirket par slingrer forbi.

Selv om det konstant buldrer rundt omkring os, hver gang de ukrainske artilleristillinger sender granater, raketter og missiler afsted, sidder han upåvirket foran det eneste åbne marked i byen. Mørkelagt uden strøm og alligevel et knudepunkt for adskillige soldater, der tanker op med cigaretter og fødevarer.

Dagens fangst taler russisk

Blot 50 m laengere nede ad gaden ligger et tidligere indkøbscenter fuldstaendig udbombet. I naeste nu drøner ikke kun endnu en kaskade af øredøvende brag igen gennem byen, men også en militaer pickup truck ad den mennesketomme hovedgade. Snarere kalkuleret end helt tilfaeldigt stopper den overraskende få meter fra det sted, hvor vi står med kameraerne fremme. Efter alt at dømme, fordi ukrainerne finder det fordelagtigt at fremvise dagens fangst, der ligger udstrakt på ladet.

»Jeg bliver nødt til at stille mig op, eller hvad?« lyder det fra bunden af ladet mod de tre soldater, uden at det står klart, om det er et ønske eller et spørgsmål fra den mand, de har anholdt og mistaenker for at vaere kollaboratør.

Med den ene hånd laenket til indersiden af ladet har han fået lov at ryge med den anden hånd haengende over karosseriet.

I de følgende minutter følger en lettere usammenhaengende snak mellem manden og soldaterne. Men det står klart, at han er blevet anholdt, fordi han gik rundt på deminerede jordhøje og med en telefon i hånden havde kurs mod soldaterne, oplyser de. I deres optik for at videregive ukrainernes position til russerne.

»Jeg arbejdede på gaden. Jeg gik på gaden,« siger han snøvlende og suger på sin smøg.

»Ja ja, nu kan du fortaelle dine historier,« svarer en soldat.

»Han bliver ved at tale på den måde,« siger en anden og ryster på hovedet.

»Hvem arbejdede du med på gaden?« spørger soldaten, mens hans maskerede kollega konstant har sit våben rettet mod fangen.

»Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke,« mumler manden på russisk.

»Din far er Yanukovych?« vil soldaten vide med henvisning til den tidligere guvernør i netop Donetsk-regionen og i dag også detroniseret praesident med eksil i Rusland, Viktor Yanukovych.

»Hvis far? Det ved jeg ikke. Hvem er min far?,« lyder responsen i en lettere uforståelig russisk smøre, mens hans bundne hånd klamrer sig til et blodplettet tørklaede, der angiveligt stammer fra den blodtud han fik ved anholdelsen.

Efter han selv har oplyst sit navn og alder på 37, følger han op med en kryptisk konstatering:

»Interessant. Interessant, ikke?« siger han og spørger så soldaterne:

»Hvad for en slags er I?« fortsaetter han, men får blot et svar retur om, at det er på tide at saette kursen mod efterretningstjenesten SBU, hvorefter bilen forsvinder i hast.

Jeg ved ingenting. Jeg ved ingenting. Vi lever i frygt. Men vi har vores hjem her. ANONYM KVINDE I BAKHMUT

Vidunderlige tider

Gennem de seneste uger har Jyllands-Posten besøgt flere af de nyligt befriede byer i den nordøstlige Kharkiv-region. Her lå både den fuldt befriede by Ijzum og den taet på befriede frontlinjeby Kupjansk delvist ødelagte og arrede tilbage som tomme spøgelsesbyer. Saerligt i Kupjansk, hvor heftige artilleridueller stadig pågår. Alligevel tager Bakhmut prisen for at virke naesten helt affolket af civile.

Ved et boligkompleks, der har tydelige tegn på artillerinedslag, har de få beboere vi møder, ingen synderlig lyst til at tale.

»Jeg ved ingenting. Jeg ved ingenting. Vi lever i frygt. Men vi har vores hjem her,« forklarer en aeldre kvinde, der er ude at gå blandt de faldefaerdige bygninger sig til at ytre.

»I viser ikke sandheden. Vores lokale nyheder siger, at vi venter på, at russerne kommer. Men vi venter ikke på nogen,« haevder en mand flankeret af sin familie og naboer, der som de fleste andre sidder foran opgangen og laver te eller mad over åben ild.

Hvorfor er I ikke flygtet eller er blevet evakueret?

»Det er min ret at blive her. Det er mit hus,« svarer en anden mand fåmaelt og giver os kun lov til at tage fotos af deres tekedel.

»Vi har det vidunderligt. Det er vidunderlige tider,« tilføjer en mand ironisk storsmilende foran en anden opgang, hvor naboer og en snerrende pitbull fordriver

ligger vejen nemlig åben til andre byer som Sloviansk, dernaest Kramatorsk og derefter et muligt momentum for at realisere Putins overordnede mål om at kontrollere hele Donbas.

Putin – nu som indgraveret pik

I øjeblikket kaemper de to parter dog også intenst om byen Lyman kun 65 km nordøst for Bakhmut. Her tyder endnu uofficielle meldinger på, at det blot er et spørgsmål om tid, før russerne også her må erklaere retraete. I så fald endnu et afgørende nederlag til den russiske praesident.

»Du ser, hvordan russerne har ramt civile bygninger, så det er virkelig hårde vilkår. Russerne kaemper hårdt, og de har mange maend her. Men vi overgiver os ikke. Det her er Ukraine. Og vi vil kaempe for det,« som en soldat ved navn Viktor på 28 formulerer det under vores besøg i byen.

Og hvor vi ankom til Bakhmut med ildevarslende velkomst fra soldaten ved checkpointet, er det en anderledes og langt mere løssluppen afsked, vi kort efter får på vej ud af byen. Ved det sidste checkpoint fanger et smalt, velkendt ansigt vores blik. Midt på de sidste betonblokke ved checkpointet, står et billede af den russiske praesident velplaceret til uundgåeligt skue for alle, der kører forbi.

»Putin er en pik,« lyder teksten, og ikke kun ordene, men den overordnede pointe er ikke til at misforstå. Hvem ved – måske ligefrem et varsel for, hvad praesidenten har i vente fra krigszonen, der ikke synes at bekymre sig en døjt om hans såkaldte folkeafstemning. For sammen med Putins portraet er ordene nidkaert indgraveret i en flot sort og tung marmorplade: en gravsten.