»Jeg er ret ambitiøs med de ting, jeg kaster mig over«
Rasmus Tantholdt laerte tidligt at finde vej gennem kaos. Som ung teenager mistede han sin alkoholiske far i en tragisk togulykke. Siden har den bogaktuelle krigskorrespondent forsøgt at spille sine kort så godt som muligt. Og laere af sine fejl.
Min drøm om lykken?
»At de mennesker, jeg elsker, har det godt. Det er selvfølgelig sjaeldent, at alle har det godt på samme tid. Men det sker heldigvis indimellem, og lige nu befinder jeg mig et sted i livet, hvor det hele går op. Jeg er helt med på, at lykke ikke er en konstant følelse, men de fleste af os straeber efter at opnå den så ofte som muligt, og jeg maerker naesten altid et strejf af lykke, når jeg er sammen med min familie. Isaer når jeg hører dem grine. Og i saerdeleshed, når de griner af noget, jeg har sagt.«
Min sindsstemning netop nu?
»Jeg sidder på mit hotelvaerelse i den ukrainske by Kharkiv efter endnu en nat med bombenedslag. Jeg kan sove fra naesten al larm, men når jeg hører rumlen fra en eksplosion, vågner jeg med det samme. Den lyd vaenner min krop sig aldrig til. Heldigvis falder jeg som regel hurtigt i søvn igen, og da jeg vågnede i morges, var jeg rimelig udhvilet. Jeg kiggede ud af vinduet, solen skinnede fra en blå himmel, og jeg maerkede, at mit humør var højt. Det er det ofte om morgenen. Da jeg kom ned i hotellets restaurant for at spise morgenmad, gik jeg direkte over til mine kolleger på Norges TV 2 og sagde: ”Venner, er I klar over, at denne dag aldrig kommer igen?” Det grinede vi en del af. Sådan prøver jeg at møde hver dag. Jeg hader udtrykket ”at slå tiden ihjel”. Det skal vi sateme ikke. Vi må ikke spilde tiden. Det betyder ikke, at jeg står op klokken seks om morgenen og suser over i fitnesscenteret eller halser rundt efter kulørte oplevelser, men jeg vil gerne vaere til stede i dagen. Det kan vaere ret udmattende at vaere på farten, som jeg har vaeret det med min fotograf, siden krigen i Ukraine brød ud. Men hver gang, metaltraetheden indfinder sig, minder jeg mig selv om, hvor privilegeret jeg er. I snart 20 år har jeg fået lov til at rejse rundt i verden for TV 2. Det er jeg så taknemmelig for. I det hele taget føler jeg mig meget taknemmelig over mit liv. Det skyldes ikke mindst, at jeg har set, hvor slemt mennesker kan have det andre steder. Når jeg oplever familier tage afsked med faedre, der skal i kamp her i Ukraine, når jeg ser børn sulte i Somalia, eller når jeg møder unge afghanere i Kabul, der er truet på livet af Talebans terrorregime, føler jeg mig simpelthen så heldig over at vaere født i Danmark.«
Det primaere traek ved min karakter?
»Jeg er god til at få det bedste ud af tingene. Vi bliver alle født med nogle kort på hånden. Nogle har fået gode kort, andre har fået dårlige kort, og så er vi en flok, som har fået en blandet håndfuld. For mig har det altid vaeret vigtigt at spille mine kort så godt som muligt. Mine foraeldre blev skilt, da jeg var 11 år, og jeg mistede min far, da jeg var 13 år. De sidste år af hans liv var han desvaerre ret alkoholiseret. Han døde i 1987, fordi han blev suget ind under et godstog, formentlig fordi han var beruset og stod på kanten af perronen ned til skinnerne. Inden ulykken flyttede min lillesøster og jeg frem og tilbage mellem vores foraeldre, som mange skilsmissebørn gør. Vi var 14 dage hvert sted, men når vi kom hen til vores far, vidste vi aldrig, hvad der ventede os. Nogle gange var han så fuld, at det var dybt uansvarligt at vaere der, men han var jo vores far, så jeg fortalte aldrig min mor om hans voldsomme drikkeri, for så vidste jeg, at hun ikke ville lade os tage afsted. Det betød til gengaeld, at jeg fik et alt for stort ansvar i en alt for ung alder. Når min far faldt om af druk på sofaen om aftenen, skulle jeg sørge for, at min søster kom i seng. Og indimellem også for at slaebe ham ind i sovevaerelset. Det gjorde, at jeg tidligt laerte at navigere i kaos, og det er jo de evner, jeg gør brug af i mit arbejde i dag. Hvis man forsøger at spille sine kort godt, kan man opnå meget i tilvaerelsen. Det kan fodboldspilleren Stig Tøfting tale med om. Han mistede begge sine foraeldre i en ung alder, men jeg har aldrig hørt ham brokke sig over sin barndom. Han har aldrig brugt det som undskyldning, når tingene gik galt for ham. Ikke engang som forklaring. Når han endte i slagsmål på Café Ketchup og røg i faengsel for vold, naevnte han aldrig, at hans far havde skudt hans mor og efterfølgende taget livet af sig selv. Jeg har selv begået min ration af dumheder, men jeg kunne ikke drømme om at bruge min barndom som forklaring eller undskyldning. Der er selvfølgelig mennesker, som kommer med så dårlige kort på hånden, at de knaekker som voksne. Den slags mennesker skal have al den hjaelp og støtte, de kan få. Vi andre derimod må kaempe så godt, vi kan med den bagage, vi har med hjemmefra. Jeg fik heldigvis også en masse gode kort med mig. Min mor var en utrolig kaerlig mor, der stillede op med varme og stabilitet. Og min far var et socialt begavet menneske fuld af humor og kaerlighed. Han kunne bare ikke lade vaere med at drikke, og det ødelagde hans liv. Mine oplevelser med ham har betydet, at jeg altid har vaeret ekstrem ambitiøs med mit eget liv. Jeg har aldrig gået den lige vej, og jeg fik ikke en studentereksamen, fordi jeg blev erklaeret uegnet til gymnasiet, men jeg har altid lagt en masse energi i de ting, jeg kastede mig over. Jeg har naegtet at lade mig tryne af ydre omstaendigheder.«
Min største fejl?
»At jeg nogle gange fylder for meget. Jeg elsker at diskutere politik med min kaereste og vores faelles venner, men jeg tror, at de indimellem synes, jeg taler for meget og kun kan se fornuften i mine egne argumenter. Jeg kan blive ret staedig i en diskussion, og hvis det på bagkant viser sig, at jeg havde ret i de ting, jeg argumenterede for, kommer folk til at høre på, hvor utrolig meget ret jeg havde. Omvendt skøjter jeg gerne let hen over de gange, hvor jeg tog fejl. Jeg fylder meget i en diskussion. Nogle gange alt for meget. Sådan har det ikke altid vaeret, men jeg tror, det er en arbejdsskade. Når man er vant til, at andre altid vil høre ens udlaegning af tingene, kommer man let til at glemme at lytte. Heldigvis er min kaereste god til at hive mig ned på jorden. Det er min søn også. Det gode ved at have en stor dreng er, at han ikke laengere forguder én. Naermest tvaertimod. Det sker ofte, at folk stopper mig på gaden for at rose mig, og når jeg er sammen med min søn, kan de godt finde på at sige: ”Er du klar over, hvor sej din far er?” Så kigger han på dem med et lumsk smil og siger: ”Så skulle du prøve at bo sammen med ham!” Al den kredit jeg har hos seerne, fordi jeg rejser til alverdens braendpunkter, kan jeg ikke bruge til noget som helst over for ham.«
Min foretrukne beskaeftigelse?
»At vaere på Aarhus Stadion med min søn. Gerne med en stor fadøl i den ene hånd og en grillpølse med brød i den anden. Min søn er vokset op i København, men han fik en AGF-sut i munden, da han kun var et par timer gammel, så han aldrig kom i tvivl om, hvilket hold han skulle holde med. Strategien virkede, og i dag er han mindst lige så stor fan af ”De Hviie”, som hans far er. Da jeg solgte min lejlighed for at flytte sammen med min kaereste sidste år, måtte jeg gøre den nye ejer opmaerksom på, at der var et hul i køkkendøren. Det stammede fra engang, FCK udlignede til 3-3 mod AGF på et straffespark 11 minutter inde i overtiden. Det mål havde min søn svaert ved at acceptere, og det kom så til at gå ud over køkkendøren.«
Hvad ville vaere den største ulykke for mig?
»At der skete noget med de mennesker, jeg elsker. Af samme grund er jeg også meget opmaerksom på, at min søn ikke skal miste mig, fordi jeg selv oplevede at miste min far. Jeg ved, hvor hårdt det er. Det er også derfor, jeg ikke tager nogen chancer, når jeg er på arbejde ude i verden. Jeg passer ekstremt godt på mig selv, og der er gode grunde til, at jeg har overlevet et hav af krige og katastrofer. Jeg rejser stort set kun med fotografer, der selv har børn, for jeg foretraekker at arbejde sammen med folk, der har noget på spil.«
Vi bliver alle født med nogle kort på hånden. Nogle har fået gode kort, andre har fået dårlige kort, og så er vi en flok, som har fået en blandet håndfuld. RASMUS TANTHOLDT, JOURNALIST OG KORRESPONDENT
Min foretrukne fugl?
»Jeg er ret ambitiøs med de ting, jeg kaster mig over. Hvis jeg får mig en ny interesse, går jeg all in. Sidste sommer flyttede min kaereste og jeg vaek fra byen og ind i et hus nord for København. Det ligger inde i et
stykke skov, og grunden går ned til en lille sø, som har et fantastisk fugleliv. Da de tidligere ejere skulle overdrage os nøglerne, kiggede manden på os og sagde: ”Vi har engang set en isfugl dernede”. Jeg interesserede mig ikke specielt for fugle på det tidspunkt, men det lød, som om det var en stor oplevelse, så da jeg kort efter købte et kamera for at fotografere dyrelivet omkring søen, drømte jeg om engang at spotte en isfugl. I dag bruger jeg virkelig mange timer på at ligge på vores terrasse og tage billeder af fugle. En dag, mens jeg stod i køkkenet og talte med min kaereste, kunne jeg pludselig se noget blåt bevaege sig på den anden side af vinduerne. Jeg spaenede ind efter kameraet, og pludselig kunne jeg se en lille fugl saette sig på kanten af den jolle, vi har liggende nede ved søbredden. Og fandeme om ikke det var en isfugl. Det er måske den smukkeste fugl, vi har herhjemme. Den er fuldstaendig eksotisk at se på og ligner ikke noget, der hører til i vores klima. Man kalder den for Danmarks kolibri, og vidste man ikke bedre, ville man tro, at det var tropefugl, der var faret vild.«
Mine helte i det virkelige liv?
»I Ukraine har jeg mødt unge, som krigen har tvunget til at traeffe nogle vilde valg. Det er mennesker, der aldrig før i deres liv har haft et våben i hånden. De har aldrig skullet tage stilling til, hvad de ville gøre, hvis deres by en dag blev angrebet, men nu står de pludselig i en helt ny situation. For nylig mødte jeg musikeren Gana, som inden krigen levede af at spille koncerter rundtom i Kyiv. Jeg mødte hende en tilfaeldig formiddag, hvor hun normalt ville sidde på café med sine venner. Nu sad hun og lavede molotovcocktails og skulle forholde sig til, hvad hun ville gøre, hvis hun mødte en ung russisk soldat på gaden, Ville hun tage molotovcocktailen og kaste den i hovedet på ham, så han braendte op? Og var hun klar til at tage konsekvenserne af den handling? Kunne hun leve med at slå et andet menneske ihjel? Og kunne hun leve med, at den handling risikerede at koste hende livet? Det var så langt vaek fra dilemmaer, som unge mennesker herhjemme står overfor. Hun sagde selv, at det var som at vaere til eksamen i livet. Hun skulle forsvare sit land, sin familie og sig selv. Det er først, når man bliver presset til det yderste, at man viser, hvem man er, og hun havde gjort op med sig selv, at hun var klar til at dø for sin sag. Det var de samme valg, som unge danske modstandsfolk stod over for under Anden Verdenskrig. De kunne vaeret blevet hjemme i tryghed, men de valgte at rejse sig op og gøre modstand. Med livet som indsats. Det er der noget ekstremt heltemodigt i.«
Hvad jeg saetter størst pris på hos mine venner?
»At de ved, jeg elsker dem, selv om der nogle gange går laenge imellem, at vi mødes. Jeg er ikke en ven, der kommer forbi til kaffe søndag eftermiddag og hyggesludrer. I det hele taget er der mange ting, jeg må sige nej til, fordi jeg er på farten. Jeg er med i en klub af fodboldinteresserede maend, der mødes for at lave mad og se Champions League, men de fleste gange er jeg nødt til at melde pas, fordi jeg står et eller andet sted ude i verden iført skudsikker vest.«
Hvad jeg afskyr frem for alt?
»Smålighed og naerighed. På alle planer. Hvis smålige og naerige mennesker vidste, hvor meget de skubber andre vaek, tror jeg, de ville overveje at aendre kurs. Jeg har det svaert med mennesker, der aldrig giver og altid skal have daekket deres udgifter, når de henter fadøl til bordet. Eller som insisterer på at finde ud af, hvad de har spist og drukket for, når restaurantregningen skal deles i stedet for bare at splitte den lige over med de andre ved bordet. Selvfølgelig kan man vaere på et stramt budget, og så er det ok, at man ikke har lyst til at betale for en andens dessert. Men min erfaring siger mig, at det sjaeldent er den slags mennesker, der går i små sko.«
De fejl, jeg nemmest tilgiver?
»Alle de fejl, som folk gør deres bedste for ikke at begå igen. Jeg har en lille motorbåd, og min søn har speedbådskørekort, så i sommer spurgte han, om han måtte låne den, så han kunne sejle en tur med vennerne. Det måtte han selvfølgelig gerne, selv om jeg lige skulle synke en ekstra gang, inden jeg sagde ja. Det er ligesom første gang, man låner sin bil ud. Men heldigvis gik sejlturen godt, og jeg kunne ånde lettet op. Nogle uger senere spurgte han igen, men da jeg kom ned på båden efterfølgende, var der nogle ting, som ikke var i orden. Han havde glemt at tage en stak tomme sodavandsdåser med sig, og kalechen var ikke sat ordentlig på, så der var løbet regnvand ned i båden og havde gjort taeppet vådt. Der var en håndfuld ting, som ikke var i orden. Jeg tog billeder af det hele, sendte dem afsted til ham og skrev, at man skal huske at aflevere tingene i samme stand, som man overtog dem. Han var fuld af undskyldninger. Så skrev jeg: ”Jeg bliver aldrig vred, når du begår en fejl. Kun når du begår den samme fejl to gange. Nu kan du kigge på billederne, og så ved du, hvad du skal gøre naeste gang.” Første gang man ikke rydder op i sin fars båd, er det en fejl, anden gang er
det sjusk og mangel på respekt.«
Hvordan jeg gerne ville dø?
»Døden spiller en stor rolle i mit liv, fordi jeg har set den så mange gange. Jeg har aldrig oplevet et menneske udånde, men jeg har set masser af døde mennesker. Når man står og kigger på dem, kan man ikke lade vaere med at taenke over, at det en dag bliver ens egen tur. Jeg ønsker ikke at dø på arbejdet, og kan jeg slippe for at skulle herfra efter en lang og smertefuld sygdom, vil jeg også vaere taknemmelig. Jeg vil gerne sove stille ind, omgivet af dem jeg elsker. Og hvis de ovenikøbet holder mig i hånden, når det sker, vil jeg ikke kraeve mere.«