Kan vi ikke gøre det lidt bedre

Saetningen fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er blevet lidt af en ørehaenger: »Kan vi ikke gøre det lidt bedre?« Det er snart 25 år siden, at han sagde det i sin nytårstale. Ekkoet fra den har lydt i over halvdelen af Mette Frederiksens liv.

Som den sjette statsminister forsøger hun at tage livtag med det regeltyranni, som er knyttet til velfaerdsstaten. Hun er heller ikke den første, der vil omdanne kolde til varme haender. De gode viljer lanceres så taet på et folketingsvalg, at hun umuligt kan nå at vise, hvad hun rent faktisk kan eller vil, inden vaelgerne står i stemmeboksen.

De er henvist til at tro på de gode intentioner, og netop derfor klinger Nyrups berømte saetning stadig af hulhed. Jovist kan vi gøre det lidt bedre. Det er bare ikke sket, og det aendrer ”Danmark kan mere III” naeppe meget på. Ligesom Danmark heller ikke er blevet verdensmestre i hverken integration eller skolekundskaber, selv om Lars Løkke Rasmussen lovede det, da han var statsminister.

Socialdemokraterne har gennem årene vaeret ivrige til at laegge sten på det danske velfaerdshus med løfter, som kun kan omsaettes i nye regler. For få år siden gik partiet til valg på at ville indføre velfaerdsrettigheder. En rettighed er lig med en ny regel med dertilhørende bureaukrati, administration, afrapportering og nidkaer vogten over, at ingen får for meget, og at ingen får for lidt.

Derfor lyder det for godt til at vaere sandt, når socialdemokrater taler om den store sanering af statslige og kommunale regler. Man ser det for sig ligesom i programmet ”Vi drukner i rod” på TV 2. En families samlede bestand af ejendele baeres ud i en stor hal, sorteres og laegges op på lange og ofte farvekoordinerede raekker, inden familien lukkes ind til sin egen overflod og får besked på at skaere halvdelen fra. De har syv dage til at gennemgå hver kategori: skjorter, køkkengrej, dvd-film og så videre, inden de flytter tilbage med »ro i både hus og hoveder«, som der står i TV 2’s programbeskrivelse.

Taenk, hvis man brugte samme fremgangsmåde på de mange regler, hvad kunne det ikke blive til?

Så vidt tør Mette Frederiksen naturligvis ikke gå, og det er tankevaekkende, hvordan regeringen bruger borgerlige termer som »frihed under ansvar« i sin nye pamflet. I det hele taget er det tankevaekkende, hvor stort et behov Socialdemokratiet har for at svøbe sig i andre partier med reklamespots, hvor Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen figurerer som statister i en socialdemokratisk fortaelling om at stå sammen i usikre tider, og at regeringen har formået at samle Danmark.

Forslaget om at sanere i Regeldanmark kom Mette Frederiksen også med i nytårstalen. Ni måneder er gået siden dengang, og det står ikke ganske klart, hvilke regler regeringen

saneret, og det står på ingen måde klart, hvilke regler regeringen sanere, eller hvad konsekvenserne bliver.

Man skal virkelig vaere hårdkogt paragrafrytter for at saette sig op mod at forenkle og sanere regler. Regeringens forslag kan vanskeligt bestå ikke-prøven. Umiddelbart lyder det troskyldigt at ville feje papirbunker og regler af bordet, men velfaerdssamfundet har brug for en langt større overhaling end de lappeløsninger, som Socialdemokratiet foreslår.

Det kraever nytaenkning, nyskabelse og helt andre principper end den omfordelingsmaskine, som er Socialdemokratiets varemaerke.