Derfor vandt Giorgia Meloni: Italienerne mangler et ”vi”

Kom det som en overraskelse, at den postfascistiske politiker Giorgia Meloni vandt valget i Italien? Svaret afhaenger helt af, inden for hvilket tidsperspektiv spørgsmålet stilles.

Går man kun tilbage til juli i år, til Draghi-regeringen og dens fald, er sejren ikke nogen overraskelse. Giorgia Melonis Italienske brødre har ligget stabilt højt i meningsmålingerne og var det eneste parti, som ikke var med i Mario Draghis samlingsregering. Både den og Draghis politik høstede nok stor anerkendelse i de europaeiske hovedstaeder, hvor man blev betrygget af en sikker hånd på roret i det uregerlige og gaeldsplagede Italien. Men spurgte man dem, som bestemmer, hvem der skal sidde i parlamentet i Rom, nemlig de italienske vaelgere, var begejstringen svaerere at spore. For med Draghi fulgte reformer, og det har italienerne alle dage haft det svaert med.

Går man lidt laengere tilbage – til det forrige valg i 2018 – lignede Melonis parti mest af alt det, som det var: et lille ekstremistparti på højrefløjen, som ingen rigtig kunne tage alvorligt med al dets svøbe i fascismens symboler. Dengang flokkedes italienerne om en anden darling, Beppe Grillo og hans Femstjerneparti, som fik en bragende valgsejr.

Men går man helt tilbage til fødslen af ”den første republik”, det Italien, som opstod efter Anden Verdenskrig, og følger historien frem til massepartiernes kollaps i begyndelsen af 1990’erne, da Silvio Berlusconi stod på fra ruindyngerne og tilbød sig som den, der kuntragter ne redde Italien, ja, så giver Melonis sejr god mening.

For i Italien eksisterer der ikke et ”vi” – eller rettere, det gør der, men det er forbeholdt familien. Men når det gaelder samfundet, La Societa, så er det ”dem”og ”os”.

Det er ikke ”os”, som skal få Italien ud af krisen. Det er ”dem”. Ligesom ”de” er skyld i stigende priser på benzin, mad og energi. ”De” må gøre noget, og dette noget må ikke gå ud over ”min” ret til pension, tryghed i ansaettelsen, og hvad der ellers er oparbejdet af goder gennem de mange koldkrigsår, da staerke fagforeninger stod som en mur over for de naesten evigt regerende kristendemokrater.

”Vi” er traette af ”dem”. Politikerne, som har ranet til sig og besig og betragtes som en saerlig kaste, der er haevet over folket.

Det forhold spillede Berlusconi på i 1994, da han tilbød sig som Italiens frelser. 28 år senere står Meloni med samme budskab. Det gik ikke med de andre. Berlusconi måtte som bekendt gå af i 2011 efter at have kørt italiensk økonomi ud mod afgrunden. Femstjernerne formåede hverken at holde sammen på sig selv eller regeringsmagten. Problemerne er der endnu. Hvorfor ikke prøve hende?

Sejren betyder ikke, at hver fjerde italiener pludselig er sprunget ud som fascist. Partipolitisk har vaelgerne ingen lang historie at laene sig op ad. Blandt de partier, som stillede op ved dette valg, er Lega det aeldste, og det blev, omend i en anden form, grundlagt i 1984. Når Meloni kører fast, og det tyder al historisk erfaring på, at også hun vil gøre, så vil en stor del af italienerne se et andet sted hen og prøve lykken hos den, som nu lover dem tryghed. Hvis de da ikke, som mange allerede gør, bliver hjemme. For hvilken forskel gør ”min” stemme, når ”de” alligevel ikke kan løse problemerne?

Italien er Italien, men valget er også en advarsel til andre nationer om, hvor skrøbeligt demokratiet i bund og grund er.

I Italien eksisterer der ikke et ”vi” – eller rettere, det gør der, men det er forbeholdt familien.