Dårlig psykiatri bliver dyr for samfundet
Når vi spaender cykelhjelmen, ved vi per instinkt, hvorfor vi gør det, og hvorfor det er en god investering: Vi passer på det dyrebareste, vi har: vores hoveder.
Den enkle logik gaelder desvaerre ikke for psykiatrien i dag. Det kan jeg bevidne som far til et psykisk sårbart barn, som virksomhedsleder og som indehaver af et terapicenter.
Der er simpelthen ikke ressourcer til at helbrede psykiske sygdomme og slet ikke til at forebygge dem. Det skorter ellers ikke på undersøgelser, der viser, at problemet er stort og vokser, eller på initiativer igennem tiderne, man troede, ville virke.
Det anslås, at hver femte voksne dansker har symptomer på psykisk sygdom, og at hver tredje af os ender med at få en diagnose, ifølge Psykiatrifonden. Men psykiatrien ligner et russisk militaerdepot. Bag døren er hylderne tomme.
Jeg har selv problemet taet inde på livet. Vi vidste, vores datter var saerligt udfordret i en tidlig alder, men først efter mange års kamp kom vi igennem til ”systemet”. Vi røg direkte på børnepsykiatrisk hospital i et fem-måneders intensivt forløb.
Det pres og den skuffelse maerker vi stadig efterveerne af, og derfor har vi følt, at vi var nødt til at gøre noget selv.
Vi har i dag vores eget terapicenter med heste og alpakaer (dyrene virker bl.a. beroligende). Igennem centret har jeg laert mange andre familier at kende, som også er desperate.
Som virksomhedsleder har jeg haft talrige unge mennesker i praktik og løntilskud. Det er en ordning, der kan hjaelpe mange i gang, men jo ikke dem med behandlingskraevende problemer. Når jeg møder de unge, der gerne vil, men ikke kan, må jeg ryste på hovedet ad systemet.
Det er samfundsøkonomisk vanvid, når man afskriver de unge mennesker som et stykke ødelagt inventar i et regnskab. I stedet for at betale for deres behandling i dag kommer man til at yde livslang førtidspension i morgen – og i fremtiden. Og i stedet for at øge arbejdsstyrken og med den samfundskagen, mindsker man dem.
Det er dejligt at se, at en del laeger, sygeplejersker og pårørende er begyndt at tage bladet fra munden.
Nu mangler vi bare, at erkendelsen indfinder sig blandt de politisk ansvarlige, så vi kan finde nogle løsninger. Jeg ved godt, at sådan noget som en saerskat sjaeldent er realistisk. Men måske er den det lige praecis her, hvor det gaelder så mange menneskers liv og fremtidsudsigter, og hvor formålet med den ville vaere bredt anerkendt.