At gøre Danmark dummere er en demokratisk ret for ethvert politisk flertal
Hvis vi forringer vores uddannelser, saver vi den gren over, vi sidder på. Hvad skal vi leve af i fremtiden, hvis vi bliver dummere og dummere? Det spørgsmål er ret aktuelt at besvare for de politikere, der lige nu foreslår at save i de videregående uddan
Det er banalt, men det er sandt. Der gror ikke pengetraeer i de jyske skove, og der er ikke diamanter i den sjaellandske undergrund. Danmark er bygget af kloge haender og kloge hoveder – og det er her, vi finder kilden til både vores velstand og vores demokrati.
Denne klogskab kommer naturligvis ikke af sig selv, men er resultatet af politiske ambitioner. Skiftende regeringer har insisteret på et højt uddannelsesniveau og har vaeret villige til at følge op med de nødvendige midler, som er blevet investeret i forvisningen om, at uddannelse gav dem mangefold igen. Men sådan er det ikke laengere. I mange politikeres øjne har uddannelse ikke den samme vaerdi som tidligere. Og det gaelder måske isaer universitetsuddannelse, som i stigende grad bliver betragtet med mistro.
At det forholder sig sådan, har vi netop fået bevis for. Efter et kig i regnearkene er det regeringens intention, at langt de fleste universitetsstuderende på samfundsfag og humaniora kun skal laese i fire år mod fem i dag. Konkret vil man halvere den toårige kandidatuddannelse og kun lade et fåtal slippe igennem til det andet år.
Ifølge regeringen har dette ikke konsekvenser for kvaliteten. Hvilket naturligvis ikke passer. Søforklaringer og mundsvejr har der altid vaeret rigeligt af i politiske kredse, og det er også tilfaeldet her. For i virkelighedens verden er der tale om en dramatisk forringelse af universitetsuddannelser i Danmark.
En åbenlys konsekvens er, at de faerdige kandidater i fremtiden vil vaere dårligere uddannede, end de er nu. Godt nok vil man give de studerende flere undervisningstimer om ugen, men det kompenserer på ingen måde for det år, der skaeres vaek. På et universitet laerer man ikke kun noget, når man lytter til en underviser. Det er også, når man laeser sine tekster og diskuterer med sine studiekammerater, at man for alvor laerer sit fag at kende. Og tiden til de aktiviteter vil stadig vaere begraenset. Så jo, en forkortelse har konsekvenser, og det ville vaere klaedeligt, hvis regeringen ville sige det, som det er: Den vil ikke prioritere universiteterne og har nu fundet sparekniven frem.
For den enkelte studerende er det en urimelig situation. Det er uddannelse, der skal ruste unge mennesker til fremtiden, men nu må de altså klare sig med en svagere faglighed. Det vil stille dem dårligere i konkurrencen om jobbene, og det vil få både økonomiske og samfundsmaessige konsekvenser. Alligevel vil regeringen saette reformen i vaerk og dermed lade en presset ungdom holde for endnu engang.
Forslaget er imidlertid også til ulempe for de offentlige og private virksomheder, som med rette forventer at kunne ansaette dygtige kandidater. Når kandidaterne ikke er så kompetente, som de har vaeret, må virksomhederne selvfølgelig bruge flere ressourcer på at laere de unge mennesker op. Og byrden bliver større end som så. For noget af det, der sandsynligvis forsvinder, er de erhvervsrettede aktiviteter, som universiteterne har arbejdet intensivt med de seneste år. Hvordan skal man for eksempel få plads til laengerevarende praktik, hvis kandidatuddannelsen kun varer ét år? Hvor skal det grundige erhvervssamarbejde placeres, hvis specialetiden halveres? Og har de studerende stadig tid til kompetencegivende studiejob, hvis de skal bruge flere timer i forelaesningslokalet?
Svaret er, at det ikke kommer til at gå op. De studerende vil vaere mindre parate til at gå i job, og overgangen til arbejdslivet vil blive vanskeligere. Det kan man vaelge at lukke øjnene for, men det er et scenarie, der er absolut realistisk.
Når man skaerer så voldsomt ned på uddannelsers varighed, har det konsekvenser for mange studerende. Men der er selvsagt nogle, der bliver hårdere ramt end andre. Det gaelder alle dem, der af den ene eller den anden grund har svaert ved at få ordentligt greb om deres universitetsstudie, for eksempel fordi de kommer fra ikke-akademiske hjem, eller blot fordi de har svaert ved at få greb om det svaere stof. Det kan også vaere studerende med personlige problemer eller dem, som har valgt at gå nye, utraditionelle veje.
Det bliver ikke de studerende, der kommer igennem det nåleøje, som regeringen har efterladt til femårige uddannelser. For disse studerende har brug for tid, og det er den tid, der nu gøres til en knap ressource.
Også det kan man vaelge at ignorere. Man kan indtage det synspunkt, at der ikke skal vaere plads til krøllede, søgende eller usikre studerende, og at universiteterne kun skal vaere for dem, der er parate til vanskelig viden fra første dag. Men man skal vide, at det er en usolidarisk og elitaer måde at taenke universitetsuddannelse på. I Danmark er vi vant til at mene, at der skal vaere lighed i uddannelse, men også det er regeringens reform et opgør med.
Alt i alt er regeringens forslag en dårlig idé, som vil have negative konsekvenser for både individer, organisationer og samfund. Men reformen er også udtryk for en uhensigtsmaessig måde at føre politik på. Når man laver så stor en reform, skal man selvsagt have viden om det område, man vil reformere, ligesom man skal vaere i taet dialog med dem, der berøres. Har man ikke det, er man dømt til at mislykkes. Se på folkeskolereformen, der netop led en krank skaebne på grund af denne syge.
Og nu gentager man fejlen. Dialogen med universiteterne er man sprunget over, og af udtalelser fra fremtraedende politikere kan man se, at de mangler forståelse for det, de har med at gøre. For eksempel florerer den påstand, at universiteternes kandidatuddannelser er rettet mod at uddanne forskere. Hvilket er forkert. Universitetet uddanner kandidater til det omgivende samfund. Dette arbejde kan selvfølgelig stadig blive bedre, både når det gaelder kvalitet og relevans, men det sker ikke gennem en reform, som kommer oppe fra, og som ikke baserer sig på samarbejde og dialog.
Man kan undre sig over, at en regering i Danmark vil laegge navn til en så markant forringelse af uddannelse, som det er tilfaeldet her.
Men på den anden side. I de senere år har det vaeret tydeligt, at uddannelse ikke laengere står så højt på den politiske prioriteringsliste, som det har gjort. Ikke bare har man undladt at investere og udvikle, man har også sparet. Og nu laegger man altså yderligere alen til det spor.
Selv om det er uklogt, er det – selvfølgelig – en legitim politisk holdning. Man kan spare på uddannelse, hvis man vil, og man kan saenke uddannelsesniveauet, hvis man har flertal til det. At gøre Danmark dummere er en demokratisk ret for ethvert politisk flertal. Men det rejser et spørgsmål, som forhåbentlig kunne blive et tema i valgkampen: Hvis vi forringer vores uddannelser, saver vi den gren over, vi sidder på. Uddannelse er grundlaget for vores velstand, velfaerd og demokrati, og derfor skal vi overveje, om det virkelig er det, vi vil. For hvis ikke det er kloge hoveder og kloge haender, vi skal leve af i fremtiden, hvad er det så? Det må man forvente, at enhver politiker, der ikke for alvor kan se vaerdien i uddannelse, har et klart svar på.
Alt i alt er regeringens forslag en dårlig idé, som vil have negative konsekvenser for både individer, organisationer og samfund. Men reformen er også udtryk for en uhensigtsmaessig måde at føre politik på.