GLENN BECH:

Født i Horsens den 8. april 1991. Uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2017.

Blev faerdig på Forfatterskolen i 2019.

I januar 2021 debuterede Glenn Bech som forfatter med den 552 sider store roman ”Farskibet”, der af anmelderne er blevet kaldt bl.a. »en rasende flot debut«, »en overvaeldende kraftudfoldelse«, »et staerkt vidnesbyrd«, »et enormt ambitiøst kampskrift« og »et mestervaerk«. Vinder af både MunchChristensens Kulturlegat – Danmarks største debutantpris – og Albert Dams Mindepris, der uddeles af Dansk Forfatterforening. begyndte at laese psykologi. På Aarhus Universitet var jeg også hjemløs blandt de andre studerende, som boede i foraeldrekøb og glaedede sig til at komme hjem til deres mor og far i weekenderne. Selv lagde jeg større og større afstand til min familie, jeg følte mig som en alien, hadede det, jeg kom fra, og skammede mig over det. Nu bor jeg i København, hvor klasseforskellene også er tydelige. Det undrer mig, at så mange veluddannede, ressourcestaerke mennesker lader sig forarge over mennesker i stedet for at vaere nysgerrige og interessere sig for, hvorfor folk er anderledes.«

En unuanceret debat

Det litteraere miljø er ikke rummeligt?

»Det er rummeligt udadtil. Men jeg oplever et miljø, hvor man skal marchere i takt til nogle fastlåste dagsordener. Man er for eller imod, der er ikke plads til nuancer. Hvis man viger en centimeter fra den politiske dagsorden, så er man dømt ude. Jeg får klaustrofobi i sådan et miljø. Nej, jeg vil ikke provokere for at provokere, og jeg er naturligvis ikke fortaler for kraenkelser, men det skal vel heller ikke vaere sådan, at man får dødsangst ved tanken om at komme til at formulere sig på en forkert måde.«

I hvilke debatter savner du nuancer?

»Eliten debatterer klima, køn, seksualitet og hudfarve, men glemmer helt klassespørgsmålet, hvilket er helt absurd. Økonomisk status skaerer jo et tvaersnit ned gennem vores privilegier. Når man ikke taenker klasseforskellene ind i eksempelvis klimaspørgsmålene, så taler man kun til dem, der forstår sproget. Man taler hen over hovedet på så mange mennesker.«

Klassekamp tabt på gulvet

Glenn Bech haever stemmen:

»Venstrefløjen har fuldstaendig tabt klasseperspektivet på gulvet til fordel for de identitetskritiske emner. Venstrefløjen tør ikke at tale om nationalstaten eller globaliseringens betydning for arbejdsmarkedet, og nu har helt almindelige ansatte hos eksempelvis Danish Crown forladt SF, Socialdemokratiet eller Enhedslisten for at stemme på politikere som Inger Støjberg.«

Du føler slaegtskab med Inger Støjberg og hendes påtale af elitens privilegieblindhed?

»Jeg har faktisk taenkt mig at skrive et brev til Inger Støjberg, for jeg er i tvivl om, hvor hun står. Hun er jo selv en del af eliten, og jeg kan ikke finde ud af, hvor påtaget hendes københavnerskepsis i virkeligheden er.«

Hvilke identitetsspørgsmål fylder for meget på venstrefløjen?

»Mange danskere – jeg kender dem selv fra min opvaekst i Horsens – går i baglås, når vi skal høre om de 52 forskellige køn. Jeg bliver selv helt traet, når en amerikansk superkendis skriver på Twitter, at det er ufølsomt at kalde rumvaesner for rumvaesner, for så bliver det blaest op i Berlingske, og så kan min egen familie blive forargede én gang til. Og med rette. Der kan godt gå strategi i at fremstille sig selv mere queer. Det er, som om det er vigtigere, hvem man er, end hvad man bidrager med. Det er, som om hvis man er queer eller handicappet, så er man pr. automatik et godt menneske. Jeg tror, at den tankegang kan vaere med til at holde homofobien i live.«

Du er selv homoseksuel, og en del af bogen handler netop om homofobi. Er det stadig udbredt i det danske samfund?

»Jeg var i Manchester i sommerferien, og på én dag så jeg flere maend holde hinanden i hånden, end jeg har set på fire år i Danmark. Jeg ser det yderst sjaeldent i København og aldrig uden for København.«

England må i noget højere grad end Danmark betragtes som et klassesamfund?

»Ja, men når det kommer til homofobi, er englaenderne for laengst kommet videre. Der er en konformitet i det danske samfund, en frygt for den store farlige verden, som bremser udviklingen. Jeg arbejder som psykolog to gange om ugen, og jeg taler med homoseksuelle maend, som er frygteligt ensomme. De er højtuddannede, og de tjener kassen, men de har typisk levet i skabet i store dele af livet, indtil de blev afsløret og mobbet ud af faellesskaberne. Jeg har en nabo, som fik en sten kastet gennem en rude, fordi han tillod sig at have et prideflag haengende. Det er ret vildt på Nørrebro, der er blevet kåret som verdens bedste bydel. Verdens bedste? For hvem?«

Du har selv oplevet kraenkelser?

»Oftere, end jeg kan taelle på to haender. Jeg er blevet spyttet på, råbt af og truet med taesk. Også her maerker jeg et pres fra venstrefløjen. Hvis gerningsmanden selv kommer fra et udsat sted, så skal man helst tie stille med de kraenkelser, som de begår.«

Du er ikke bange for at komme til at fremstå som en vred gammel mand i en ung mands krop?

Glenn Bech holder en sjaelden taenkepause.

»Jeg synes selv, at min bog er forsonende og slår lige så meget indad som udad. Jeg håber da, at laeserne også får øje på selvkritikken. Jeg vil gerne indrømme, at jeg kan blive misundelig på dem, der har fået en bedre start på livet. Jeg vil også gerne indrømme, at jeg kan have en tendens til at klynge mig til en offerrolle. Når jeg har allermest ondt af mig selv, kan jeg få den tanke, at jeg ikke selv behøver at jeg vaere et godt menneske, for verden har vaeret så hård ved mig. Som forhenvaerende offer er man nødt til at opdatere sit selvbillede løbende og tage ansvar.«