Marsklandets hemmeligheder
Filmatiseringen af Delia Owens’ bestseller “Hvor flodkrebsene synger“kradser kun overfladisk i de moralske spørgsmål, den vil laegge arm med.
Jeg må snart vaere blandt de eneste i verden, der ikke har laest Delia Owens’ succesroman ”Hvor flodkrebsene synger”, der i 2018 og 2019 strøg ind på bestsellerlister verden over. Selv uden at have laest bogen, er den umiddelbare appel over historien om den mystiske Kya, der vokser op i den sumpede marsk i North Carolina, fuldkommen indlysende. Ikke mindst fordi Owens har parret outsiderskildringen med et mordmysterium. At der måtte komme en filmatisering, var en lige så åbenlys kendsgerning som romanens succes, og det er den, der nu rammer de danske biografer.
I instruktørstolen sidder Olivia Newman, der tidligere har lavet Netflix-filmen ”First Match” (2018). Med adaptationen af ”Hvor flodkrebsene synger” bliver hun med eftertryk katapulteret ind i Hollywoods monetaere top, for lur mig, om filmen ikke vil traekke begejstrede laesere i biografen i hobetal. Om fans af romanen vil blive skuffede, kan jeg kun gisne om, men Newmans version lader i hvert fald sin dragende
DRAMA
kvalitet til trods noget tilbage at ønske for denne uindviede betragter.
Vi befinder os i North Carolina i 1969. En tidlig morgen findes en ung mand, der hurtigt identificeres som landsby-darlingen Chase Andrews (Harris Dickinson, der har en vaesentlig mere interessant rolle i Ruben Östlunds ”Triangle of Sadness”, der havde premiere i sidste uge), død for foden af et faldefaerdigt tårn ude i marsken. Mistanken falder hurtigt på marskpigen Kya (Daisy Edgar-Jones), der havde et forhold til Chase.
Selv om Kya, siden hun som lille blev forladt af først sin mor, siden sine søskende og til slut også af sin voldelige og alkoholiserede far, har vaeret vant til at gemme sig for myndighederne, går der ikke laenge, før politiet får fat i hende. En retfaerdig rettergang synes unødvendig. Alene på grund af sin afvigelse fra normen er Kya fundet skyldig på forhånd.
Livshistorie rulles ud
Det mener den gode advokat Tom Milton (David Strathairn) imidlertid ikke. Han kan huske Kya, der som lille blev mobbet ud af skolen på grund af sine bare fødder, og insisterer på at repraesentere hende. Men for at kunne gøre det, er han nødt til at kende hende, og derfor ruller Kya nu sin livshistorie ud for ham og for publikum.
Edgar-Jones, der var eminent i serieversionen af Sally Rooneys ”Normale mennesker” (2020) er fyldt med sødme og skønhed som Kya. Man tror på hende som den viltre pige fra marsken, og ikke mindst forstår man, hvorfor Chase og den sødere Tate (Taylor John Smith) forelsker sig i hende. Men – og det er formentlig romanens ansvar – hun er ikke videre komplekst tegnet, og man kunne have ønsket sig for Edgar-Jones’ talent, at hun havde fået flere tangenter at spille på i portraettet.
Newman stiller sig tilfreds med at dyrke Kyas eksotiske fremmedhed, og de konflikter, som fortaellingen så åbenlyst rummer – racisme, sexisme og ikke mindst natur og moral – bliver aldrig problematiseret. Det kommer aldrig for alvor til at gøre ondt, hvilket scenen, hvor Kya klaedt i en nedarvet strutkjole hulker sin sorg over at vaere blevet forladt af Tate, tydeligt eksemplificerer. Selv ulykkelig kaerlighed fremstilles som en overfladisk gestus. Med slutningen (den der kommer efter en ulidelig montage af lykkestunder) in mente synes det at vaere en forspildt chance ikke at have turdet at give Kya flere facetter.
Polly Morgans smukke billedside af marsklandet og de tegninger, som Kya gør til sin levevej, gør ”Hvor flodkrebsene synger“til en overbevisende visuel oplevelse. Havde handlingen bare kunnet følge med.