Sosie Bacon giver den gas som psykiateren, der rammes af forbandelsens smil
Smilet er genvejen til en evig forbandelse i effektiv og veldrejet gyserfilm.
GYS SMILE Instruktør: Parker Finn USA, 2022 Varighed: 1 time og 55 minutter Premiere: den 29. september
»Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker,« lød det fra Victor Borge, og der er da også en sandhed i, at vi åbner os mere i relationer, der er båret af smil og imødekommenhed. Derfor er det også ganske snedigt at lade en daemon haerge sagesløse mennesker med smilet som signatur i premiereaktuelle ”Smile”, der nok er kendt pensum, men det leveres veloplagt og stilrent – og derfor virker det.
Rose er psykiater og er i modtagelsen på et hospital, hvor hun skal finde hoved og hale i nyankomne patienters tilstand.
Således også med pigen Laura, der kommer på opløsningens rand og fortaeller, at hun bliver forfulgt af noget, der gemmer sig i kendte ansigter. Det smiler.
Få øjeblikke senere går hun i panik, og da Rose har haft vendt ryggen til hende i få sekunder for at tilkalde hjaelp, har noget overtaget Laura. Nu står hun helt roligt med et uhyggeligt smil plastret på ansigtet og begår selvmord på dramatisk og traumatiserende facon. Samme aften begynder synerne hos Rose – og således er en uønsket arv givet videre.
Parker Finn styrer gysertroperne med helt sikker hånd. Han bygger mesterligt scenerne op, og godt hjulpet af Sosie Bacon (datter af Kevin Bacon) følger vi den ellers så nøgternt taenkende Roses sammenbrud, jo taettere på afgrunden hun kommer. Det er en gyserfilm, men det er også en hårrejsende meditation over sorg og traumer tilsat en overnaturlig
FREDERIK ASSCHENFELDT VANDRUP
daemons trang til at svaelge i menneskelige lidelse.
Vi er taettere på Ari Asters forrygende ”Hereditary” end genrens mere effektjagende metervareproduktioner – selv om ”Smile” så sandelig heller ikke er bange for at saette afdelingen for blodige effekter på overarbejde.
”Smile” understreger, at man med stor genreforståelse, en sikker visuel hånd og engagerede kraefter foran kameraet kan opnå effektive resultater med egentlig ganske uoriginalt stof, og ”Smile” har vigtigst af alt tålmodigheden til at lade chokket vente og i stedet give den urovaekkende opbygning tid til at bundfaelde sig. I gysergenren er den slags tålmodighed en fornem dyd.