Efter milepael holder tennistalent fri med en bagtanke
I den forgangne uge noterede Johanne Svendsen sig en bemaerkelsesvaerdig sejr. Nok til et avancement på 300 pladser.
En tennisspiller har det sjaeldent rigtigt godt med at slappe af.
Der er altid en turnering at deltage i eller en detalje at terpe til traening, men i denne uge har Johanne Svendsen alligevel tilladt sig selv at holde lidt ferie med familien – af to ganske vaesentlige grunde:
For det første har tennistalentet vaeret på farten i fire uger og har behov for at fordøje blandt andet den korte karrieres klart største sejr.
For det andet kan turen til Sydfrankrig skubbe på drømmen om at nå verdenstoppen, for i Nice har Jo-Wilfried Tsonga, tidligere verdensfemmer hos herrerne, nemlig oprettet et traeningscenter.
»Jeg kender en af traenerne, så vi tjekker det lige ud for at se, om det kan vaere noget. Det er spaendende, for det er virkelig high performancetraening. Der er kun to spillere på banen med én traener, programmet er specifikt tilpasset dig, så det giver en masse. Det er ikke sikkert, at det bliver til noget, men vi har talt om, at det kunne vaere interessant at traene der måske to uger hver anden måned for at blive inspireret og for at møde nye spillere,« fortaeller Johanne Svendsen, der til daglig er tilknyttet Leschly Tennis Academy.
Et stort hop
I en alder af 18 år er hun ved at finde fodfaeste blandt seniorerne og fik en optur for en uge siden, da hun i en mindre turnering i USA besejrede verdens nummer 155 og avancerede 300 pladser på verdensranglisten til en plads som nummer 814.
»Det var fedt for selvtilliden, for nu ved jeg, at jeg kan slå en spiller af den kaliber, men jeg ved ikke rigtigt, om det er et gennembrud, for jeg føler ikke, at jeg er der endnu, hvor jeg kan slå flere af dem i streg og kan sige, at jeg kan vaere med på det niveau,« fastslår Johanne Svendsen, der efterfølgende tabte 3-6, 0-6 til Madison Brengle, verdens nummer 51.
»Jeg er jo fra Jylland og er kommet lidt sent i gang, så man føler nogle gange, at man ikke rigtigt kan følge med, for det er gået rigtigt staerkt. Derfor var det fedt at spille de kampe og maerke, at jeg ikke følte mig intimideret, som jeg ellers godt kunne have gjort. Den store forskel op til de bedste er helt sikkert det mentale. Topspillerne er så gode til at styre følelserne, selv om de er edderspaendt rasende, og lader det ikke påvirke deres spil.«