Efter sabotagen: Valg og vildrede
Danmark er ikke blevet angrebet. Men det føles taet på. Fornemmelsen af at vaere frontlinjestat har bredt sig, efter at regeringen tirsdag aften gjorde det klart, at de tre laekager på gasrørsledninger ikke er udsprunget af tilfaeldigheder. Det er en bevidst handling. Sabotage.
Hvem der er afsender, og hvem der har udført sabotagen, vides ikke. Skaden er sket i internationalt farvand, og forsvarsminister Morten Bødskov har understreget, at der ikke er nogen militaer trussel mod Danmark. Så meget står fast efter et par dramatiske døgn, som har demonstreret, hvor højspaendt den sikkerhedspolitiske situation er.
Flere dage vil gå, før strømmen af gas er stilnet så meget af, at der er mulighed for mere tilbundsgående undersøgelser af, hvad der er sket på 70-80 meters dybde i Østersøen ud for Bornholm. Det aendrer ikke på, at situationen er meget alvorlig både for Danmark og for de øvrige lande, som graenser op til Østersøen. Den militaere tilstedevaerelse er øget, og Danmark har flere gange i år sendt fly på vingerne i afskraekkelsesmissioner over for det stadigt mere naergående og provokerende Rusland.
Danmark – og Nato – er udfordret. Ruslands angreb på Ukraine har vist, at Putin er en trussel mod Europas fred og sikkerhed. Efter meget at dømme har vi ikke oplevet det vaerste endnu.
Noget er større end én selv, og set i det lys kan det virke naesten upassende at diskutere ren indenrigspolitik og forholde sig til, hvordan det danske velfaerdssamfund skal indrettes. De Radikale har med deres højst besynderlige håndtering af minkskandalen bragt både sig selv og Folketinget i en upassende situation.
I stedet for straks at traekke taeppet vaek under Mette Frederiksen udskød partiet pinen og placerede sig selv i en akavet situation, som står meget tydeligt nu, når Sofie Carsten Nielsen med staccatosprog på Facebook forsøger at forklare, hvorfor der er brug for et valg: »Der er krig på europaeisk jord. Punktum. Putin fører krig. Punktum. Ukrainerne betaler med deres liv. Punktum. Europa er i økonomisk krig med Rusland. Punktum. Med inflation og enerigikrise til følge. Punktum. Det slutter ikke om lidt. Punktum.«
Underforstået: Ergo har De Radikale (igen) ret, for hvem kan holde til at føre valgkamp i otte måneder?
»Vi har brug for et valg. Punktum. Så vi kan komme videre fra valgkamp. Punktum. Og løse udfordringerne. Punktum.«
Kan vi ikke stille og roligt og gerne med lange og indskudte saetninger blive enige om, at de udfordringer, som Danmark stod over for, da minkrapporten åbenbarede et fuldkomment horribelt forløb bag den ulovlige beslutning, ikke er blevet mindre i den tid, som er gået, siden De Radikale fik den i hånden? Hvad har partiet fået ud af at traekke pinen ud, ud over at Mette Frederiksen har fået bedre tid til at forberede sig, smøre valgmaskinen og producere politiske planer i lyntempo? Mange vil spørge, hvad man skal stille op med fine partiprogrammer på glittet papir, når husholdningens største udfordring her og nu er udsigten til en lang vinter med dyr energi.
De Radikale har scoret et selvmål, og mest begraedeligt er det, når de ikke selv kan indse, at deres ultimatum nu ikke. virker som en trussel, men som en gave til Mette Frederiksen. Hun står med det bedst mulige afsaet for sin egen valgkamp og får mulighed for at pudse sit personlige brand som krisens mester. Det er situationen for alvorlig til.