Mens tørklaederne braender i Iran, taler danske muslimer om en fastlagt orden for maend og kvinder
Iran står i flammer – kvinder braender deres tørklaeder og demonstrerer i gaderne i håb om at få nogle af de frihedsrettigheder, vestlige muslimer tager for givet.
Overalt i Iran demonstrerer kvinder mod den hårde linje, landets ledere i stigende grad implementerer. Mere end 76 demonstranter er blevet draebt, over 1.300 er anholdt.
Hvad har disse kvinder, der saetter livet på spil, at tabe? Intet.
I en sidebemaerkning er det ikke helt irrelevant at naevne den skaerende kontrast til russiske maend, der i hobetal forlader Rusland i stedet for at kaempe imod et system, der undertrykker sin befolknings frihedsrettigheder.
I lille Danmark sidder en gruppe vestlige, privilegerede muslimer og diskuterer køn og ligestilling. ”Patriarkatet og matriarkatet: Gaelder de i islam?”, hedder udsendelsen.
Nogle gange skal man lytte efter det, der ikke bliver sagt, og laegge maerke til det, der bliver antydet.
Der er to gaester i studiet, en kvinde og en mand. Hamid og Kasper. Den mandlige radiovaert lader konsekvent Kasper svare først i hele udsendelsen. Kasper har smørstemme, men det, der kommer ud af hans mund, er farligt som slangegift.
»Patriarkatet og matriarkatet handler om en kønsdiskurs, der er farlig, og som man skal passe meget på med som muslim,« siger Kasper. Som det naturligste i verden ridser han et kønssyn op, jeg med en kuldegysning genkender fra Jehovas Vidner. Han vil gerne undgå begreber om køn, men det er jo »desvaerre« ikke nødvendigt i det samfund, altså det danske, han lever i.
Det er tydeligt, at man sagtens kan hedde Kasper og vaere opvokset i Danmark uden at blive demokratisk sindet borger. Med sin bløde stemme fortsaetter han med en argumentation om, at de to køn har nøje, gudgivne roller. Verden er bestemt af Allah, forholdet mellem kvinder og maend er ikke til diskussion.
Hans argumenter er fulde af skarntydesaft glaseret med akademiske udtryk. Han henviser endda til feministen Simone de Beauvoirs bog ”Det andet køn”, hvis titel han udtaler på smukt fransk. Mon ikke den franske feminist ville vende sig i sin grav, hvis hun hørte, hvordan hendes ord bliver fordrejet i munden på en misogyn kvindehader?
»Maend og kvinder er skabt som en krop. Gør én del ondt, vil de andre dele gøre ondt. Hvis den ene del … laver en magtovertagelse, bliver legemet i konflikt med sig selv.« Monologen høster en bifaldende mumlen fra de to andre tilstedevaerende i radiostudiet. Det er laenge siden, jeg har måttet laegge øre til så mageløs, ulogisk nonsenspladder. Mon de ville kunne se ud over deres indoktrinerede kønssyn, hvis man ironisk bad dem tage stilling til, hvordan analogien giver mening, når nu maends helbred statistisk er så meget dårligere end kvinders?
Kvinden i studiet, Hamid, personificerer om nogen kvinder, når de er kvinder vaerst. Hun er skeptisk over for terminologien, der drejer sig om at se på magtstrukturer imellem kønnene. Og så siger hun noget, der får det til at risle koldt ned ad ryggen på mig: »Det er en del af den virkelighed, vi konfronterer lige nu.«
Det er en opmuntring eller advarsel alt efter temperament.
Der er ingen kritiske spørgsmål til synspunkterne kun en tunnelkonversation om, hvor anderledes en muslimsk tankegang er end den vestlige med sit syn på køn og ligestilling. »Vi har en anden tilgang til tilvaerelsen … vi deler grundlaeggende ikke samme livssyn med den her taenkning.«
»Den her taenkning.«
Altså den danske, vestlige og overordentlig velfungerende med fokus på ligestilling mellem kønnene? Mine tanker faldt på integration og på, at danskerne jaevnligt skoses for at bruge en dem og osretorik. Grøfter kan graves på begge sider af vaerdifronten.
Iranske kvinder og afghanske skolepiger vil nok vaere uenige med danske Kasper, der siger: »Maends og kvinders roller skal ikke udfordres. Der er en voldsom tendens i Vesten.«
Han fortsaetter: »I muslimske miljøer er der forskel på kønnene. Det er en mand, der er imam ... en mand, der underviser. Kvinderne er bagved i lokalet ... sådan er det.«
Uanset hvor mange akademiske fraser som »kønsdiskurs«, »magtstrukturer« og »poststrukturalistisk« Kasper og Hamid bruger, er potten fyldt med det samme skidne skarn.
Jeg kom til at taenke på et udtryk, vi bruger her i USA, som lyder: ”to put lipstick on a pig.” Lige meget hvor meget man forsøger at få noget ubehageligt til at lyde paent, vil der under overfladen altid gemme sig et stinkende svin under makeuppen.
Ord er magtfulde, ord kan fordrejes, og ord kan skabe faengsler for dem, der ikke har lov at tale frit. Den praemis gør iranske kvinder oprør imod i disse dage. De betaler med deres liv, når de forsøger at stille spørgsmål ved den orden, deres køn er blevet tvunget ind i.
Det giver en dårlig smag i munden at høre danske muslimer sidde i et radiostudie i Danmark og pseudotale om, at det ikke er vigtigt, ja, ligefrem ugudeligt at saette spørgsmålstegn ved kønnenes plads, rolle og rettigheder. Vestlige, privilegerede muslimer burde stille sig skulder ved skulder med deres trosfaeller i for eksempel Iran og Afghanistan og kaempe for kvinders ret til at vaere selvstaendige individer, der ikke er underordnet maend.