For mange børn med autisme fjernes fra hjemmet
Mistrivsel er alt for udbredt blandt børn, og kommunerne er for dårligt klaedt på til at hjaelpe dem på den rigtige måde.
Alle, der har stået med deres nyfødte barn i armene, ved, hvordan fokus pludselig rettes mod den lille nye guldklump, hvor kun det bedste er godt nok. Man vil gøre alt for, at barnets hverdag er fyldt med glaede, tryghed, trivsel og laering – uanset hvilke behov barnet har.
Derfor smertede det os også, både som foraeldre, politikere og mennesker, da vi blev praesenteret for historier om, hvordan mange familier til børn med autisme bliver behandlet af kommunen.
Sagen er desvaerre den, at tre gange så mange børn med autisme bliver tvangsfjernet fra deres foraeldre end børn uden diagnosen. Alt for mange børn med autisme mistrives, og en del af årsagen er, at kommunerne ikke er klaedt ordentligt på til at kunne udrede og give den lovpligtige hjaelp til børn med autisme. En historie, der gentager sig alt for ofte, er, at foraeldrene gentagne gange opsøger kommunen for at få hjaelp til at håndtere deres børns mistrivsel, men uden held.
Mistrivslen skyldes som oftest forkert skoletilbud eller det faktum, at børn med usynlige handicap laenge kan skjule deres vanskeligheder for omgivelserne, så det kun er foraeldrene, der oplever, hvor svaert de har det.
Ofte er der dog ingen hjaelp at hente. Og i de vaerste tilfaelde bliver bønnen om hjaelp mødt af anklager om omsorgssvigt, mangel på foraeldreevne og i de mest grelle tilfaelde trusler om tvangsfjernelse.
Dermed ender sager om støtte, hvor frustrerede foraeldre henvender sig med de bedste intentioner, med at handle om tvangsanbringelse, uden det er berettiget. Dermed bliver mange foraeldres vaerste frygt om at få at vide, at man ikke er egnet som foraelder, til virkelighed.
En undersøgelse foretaget af
24syv i samarbejde med Landsforeningen for Autisme har vist, at halvdelen af de adspurgte foraeldre lever med trusler om tvangsfjernelse, når de beder kommunen om hjaelp til deres børn.
De er dermed ofte i den kommunale skudlinje, når de render det kommunale system på dørene for at få hjaelp til deres barn i mistrivsel. Det er grotesk – og burde ikke finde sted i et retssamfund som det danske. Vi skal ikke have et system, der slår fejl, og som i stedet for at erkende sin egen utilstraekkelighed ender med at pege fingre ad foraeldrene. Det er ikke vaerdigt.
Rigtig mange familier føler sig i konstant undtagelsestilstand, fordi de er bange for, hvad der kan ske, hvis de går til kommunen efter hjaelp.
De har opbygget en frygt, der ikke bliver mindre af Mette Frederiksens vedvarende snak om, at flere børn skal anbringes, for autismefamilierne ved godt, at de, oftest helt og aldeles uberettiget, er i den kommunale skudlinje.
En del af årsagen til den manglende hjaelp kan skyldes, at det kommunale system er presset.
Men mest af alt mener vi, at der mangler viden om autisme og andre udviklingsforstyrrelser i kommunerne.
I mange tilfaelde kan det nemlig vaere vanskeligt at se forskel på adfaerd som følge af et medfødt handicap eller af omsorgssvigt.
Der tegner sig desvaerre et billede af, at vi har opbygget et system, hvor det er nemmere for kommunen at udrede og håndtere familier, hvor børnene har et synligt handicap, frem for familier til børn med usynlige handicap – som autisme og adhd.
Det er vi simpelthen nødt til at få styr på. Det er en bunden opgave at sikre bedre vilkår og ikke mindst et bedre vidensgrundlag i kommunerne.
MF (V), medlem af Folketingets børne- og undervisningsudvalg
MF (V), social- og familieordfører, medlem af Folketingets børne- og undervisningsudvalg
Der hviler et klart ansvar på kommunerne, men bestemt også fra centralt hold i denne sag. Derfor har vi nu indkaldt børne- og undervisningsministeren og socialog aeldreministeren i samråd torsdag. Her vil vi bede dem redegøre for, hvordan regeringen vil sikre, at børn med diagnoser, f.eks. autisme, ikke fjernes uretmaessigt.