Kunsthistorien og museerne skal opdatere deres syn på køn
Kønsdiskriminering har altid eksisteret i kunstbranchen. Men som den første har kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen lyttet til fagfolks opråb om, at der kan vaere et strukturelt problem i Danmark: Vores kunstsamlinger og museumspraksis praesenterer ikke den kvalitet, der er i dansk historie og samtid.
Kulturministeren har indført dataindsamling af statsstøttede og statsanerkendte museer og deres kunstindkøb med hensyn til køn.
Det er vigtigt, ikke kun for fagets egen skyld, men også for folkeoplysning, demokrati og identitet.
Museernes historieskrivning og samtidskunst er vital, fordi den holder et demokratisk samfund sundt med sit fokus på vores indre, mentale og åndelige liv som frit. Denne frihed er vor tids demokratis vigtigste byggesten og også den, vi bryster os af og tjener penge på og ligefrem eksporterer. Måske kan man endda sige, at samtidskunst promoverer demokratiet til andre samfund.
En undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at Louisianas samling består af 12,4 pct. vaerker af kvindelige kunstnere, og Aros har 12,2 pct. vaerker af kvindelige kunstnere. Og Statens Museum for Kunst har 8 pct. vaerker af kvinder. I kategorien “kunst før 1900” viser det sig, at Nivaagaardsamlingen består af 2,4 pct. vaerker af kvinder, og de seneste 10 år har Nivaagaardsamlingen opkøbt 0 pct. vaerker af kvindelige kunstnere.
Men der er ingen undskyldninger laengere, heller ikke for kategorien “kunst før 1900”. Der har selvfølgelig vaeret faerre kvindelige end mandlige kunstnere, men der har vaeret kvindelige kunstnere helt tilbage til 1400-tallet i Europa, sågar helt tilbage til forhistorisk tid og den graeske antik – og i Norden helt tilbage til 1600-tallet.
Kunsthistorien og dens metoder er i krise, og museumspraksis er ikke fulgt med tiden, men er stadig gennemsyret af de foraeldede idéer fra bourgeoisiet om klasser og et samfund delt op efter køn netop for at favorisere det mandlige.
Det skaber et strukturelt problem, og det passer vel ikke rigtig i et staerkt demokratisk land som Danmark at støtte museer, der har den praksis?
Man kan sagtens åbne et privat museum og ikke bede om statsstøtte og lave et nichemuseum med vaerker kun af mandlige kunstnere; vi lever i et frit land. Men statsstøtte må komme med et ansvar over for dansk historie og vaere repraesentativ for al den kvalitet, der er og var i landet, samt at forske og granske i deres egen metoder og følge med tiden.
For cirka 10 år siden begyndte museer i England, Frankrig og Holland at tage historien op til revision. Det mangler vi stadig at gøre, og de større nationale danske samlinger er nødt til at lave radikale aendringer for at følge med tiden og rette op på deres kunstsamlinger ved at indkøbe de vaerker, der mangler af kvindelige kunstnere, samt lave nye forslag til ophaeng i de faste samlinger.
Hvor er de danske nulevende eller for nylig afdøde kvindelige kunstnere og større udstillinger af disse på danske museer?
Kunsthistorikeren Ernst Gombrich udgav i 1950 ”The Story of Art”. Denne gennemgang af verdens kunsthistorie indeholdt ikke én eneste kvindelig kunstner, selv om der på det tidspunkt, hvor han skrev den, faktisk var mange kvindelige kunstnere, man sagtens kunne have taget med – nogle af de kvindelige kunstnere, vi nu ser blive hevet frem fra historiens gemmer. Kvindelige kunstnere, som bliver hyldet, genier som for eksempel Hilma af Klint, som Guggenheim-museet viste i 2019.
I år har kunsthistorikeren Katy Hessel udgivet bogen “The Story of Art – Without Men”, der slår ned på spørgsmålet om, hvorvidt den er korrekt arkiveret, indkøbt og nedskrevet.
Hvornår bliver kønsforskning accepteret som grundforskning i kunstens teori og historie? Hvor lang tid skal der gå, før museerne i Danmark laver nye ophaeng i deres sale for de permanente samlinger?
Min egen faglige drøm er – som en videnstank for den nye tid – at man (som man allerede har gjort i London og Frankrig) laver en saerlig afdeling på Det Kongelige Bibliotek eller på Danmarks Kunstbibliotek i kategorien Billedkunst om “kønsforskning i kunst” og “LBGT+ og kvindelige kunstnere”, således at vi hurtigere kan komme frem til en ny kunsthistorie. Og at befolkningen kan inkluderes og få indsigt i bagtaeppet for museernes arbejde.
Hvis vi ikke forsker i og inkluderer vaerker af de kvindelige kunstnere, har vi heller ikke eksempler på vaerker, der diskuterer og omhandler oplevelser af at vaere et køn set fra andre vinkler end den mandlige.
Desuden kan vaerker af nonbinaere kunstnere også tilføje viden om ikke-køn eller helt nye visioner af køn. Kønsforskning vil i fremtiden blive en større og større del af vores grundforskningsområder i kunst såvel som i andre humanistiske fag.
Kunsthistorien er ikke en uskyldig eller objektiv historie om kunst og kvalitet, det er – såvel som så meget andet i historien – en historie om magt, kolonisering, klassesamfund og et staerkt narrativ om patriarkatet.
Man kan så spørge: Hvad med kunstmarkedet og den store forskel, der er i priser på vaerker af maend og kvinder? Det er taet forbundet med museernes praksis, det er museerne, der fører an, gallerierne følger trop. Således vil diversitet i museernes indkøb og sale også afhjaelpe det kaempestore gender gap, der er i priserne på kunstmarkedet.
Diversitet er en helt afgørende faktor for kvalitet og en vital byggesten for et rigt og sundt demokrati. Vi går en spaendende tid i møde, hvor de gamle kunsthistoriebøger og museumssamlinger hurtigt vil blive foraeldede, hvis de ikke allerede er det.