Islandsk popstjerne har helt tabt melodien

Den skaeve tilgang til popmusikken har klaedt Björk gennem store dele af hendes omskiftelige solokarriere, men nu er det, som om hun har tabt melodierne af syne.

3 minutter og 12 sekunder.

Laengere skal man ikke ind i ”Atopos” – åbningsnummeret på den islandske popstjerne Björks aktuelle 10. studiealbum, ”Fossora” – før hun tester lytterens tålmodighed.

Her drukner den smukke vokal i monotone, retningsløse trommebeats.

Og det bliver ved. Alt for laenge. Ikke et ondt ord om larm, guitarstøj og aggressive beats, som klaeder mestervaerker fra rockbands som My Bloody Valentine og elektronisk orienterede navne som Aphex Twin, men der skal da vaere en mening med larmen.

Hvis den ikke fører til noget, er den bare irriterende, i vejen.

Sådan er det desvaerre på store dele af det nye album fra den 56-årige Björk, som i de første mange år af sin karriere ellers udviste en eminent evne til at servere iørefaldende popsange i delikate lydbilleder.

Usammenhaengende

Bassen, fløjtespillet og vokalharmonierne vaelter rundt i det flyvske lydbillede. Isoleret set er der tale om smukke musikalske ingredienser, men sangene fremstår – selv for Björk – bemaerkelsesvaerdigt, naermest demonstrativt usammenhaengende.

Ja, man har ofte skulle lede efter melodierne hos Björk, og den skaeve tilgang har klaedt hende både i det charmerende rockband The Sugarcubes og i den efterfølgende, svaert omskiftelige solokarriere, men nu er det, som om hun helt har tabt melodierne af syne.

En af de vigtigste

Björk var ellers en af de vigtigste skikkelser i moderne popmusik.

Hits som ”Human Behaviour”, ”Big Time Sexuality”, ”Play Dead” og ”Army Of Me” lå i fast rotation på MTV i 1990’erne, hun har fungeret som primaer inspirationskilde for utallige yngre kunstnere, og herhjemme kan navne som Oh Land og Hannah Schneider naeppe frasige sig et kunstnerisk slaegtsskab med den islandske popstjerne.

At Björk har sat sit tydelige praeg på popmusikken, kan stadig aflaeses inden for vidt forskellige kunstneriske genrer.

Den 27. oktober har Holstebro Dansekompagni således premiere på ”Björk” – en danseforestilling skabt omkring hits som ”Venus As A Boy” og ”Hidden Place” fra de respektive mestervaerker ”Debut” (1993) og ”Vespertine” (2001).

Den sidste store plade

Hendes sange er imidlertid blev svaerere og svaerere at danse til.

Ja, Björk har praesenteret staerke sange siden, men ”Vespertine” – delvist produceret af danske Thomas Knak – fungerer fortsat som hendes sidste rigtig vellykkede album uden ligegyldigt fyld.

Koncerterne har aldrig vaeret kedelige, hendes show i Royal Arena i København i 2019 var imponerende, men uden sangene fra 1990’erne var hun – sammen med sin hårdt prøvede fanskare – formentligt faret vild.

Hvornår gik det galt? Albummet ”Volta” (2007) var ikke ligefrem imponerende.

»Damn colonists/ ignore their patronizing/ tear off their blindfolds/ open their eyes,« lød det fra ”Declare Independence”, hvor hun opfordrede Faerøerne og Grønland til at løsrive sig fra Danmark.

Det politiske engagement klaeder Björk, men det skal vel også lyde godt.

Hun har tendens til at tabe sangene til fordel for budskaber om eksempelvis klimaspørgsmål.

POP BJÖRK FOSSORA One Little Independent

KASPER SCHÜTT-JENSEN

Som helhed virker Björks 10. studiealbum usammenhaengende, fortaenkt og – når det er vaerst – blot irriterende.

For få åndehuller

Der har vaeret musikalske ligegyldigheder på de seneste mange plader fra Björk. Det bemaerkelsesvaerdige ved aktuelle ”Fossora” er, at det er ligegyldighederne, der danner rammen om vaerket.

Der er heldigvis undtagelser. På ”Freefall” er melodien for en gangs skyld ikke frit faldende, men naermest uimodståelig i det slentrende lydbillede, og med det ubestridte højdepunkt – den pulserende ”Victimhood” – redder Björk en del.

Men ikke nok.