Valgpanik pakket ind i økonomi

Mette Frederiksen er under pres. Det har hun vaeret laenge, men trykket blev øget, da De Radikale i forsommeren gjorde det klart, at hendes tid som statsminister ville rinde ud ved Folketingets åbning.

Mere og mere tyder på, at Mette Frederiksen vil bøje sig for det radikale krav. I hvert fald har regeringen med bemaerkelsesvaerdig hast offentliggjort socialdemokratiske udspil og skyndt sig at indkalde til forhandlingerne om politiske udeståender.

I denne perleraekke må ”DK 2030”, som fastlaegger de overordnede rammer for den økonomiske politik frem mod

2030, betragtes som kronjuvelen. For her i regnearkenes rå matematik burde det vise sig, hvad der er råd til, og hvordan man får råd til det.

Men så krystalklart fremstår planen naturligvis ikke, og finansminister Nicolai Wammens mikrofoner var ikke engang slukket, før kritikerne meldte sig: »Hvorfor skal der ansaettes 5.000 flere i den offentlige sektor, mens den private sektor står til at beskaeftige langt faerre?« lød det fra Dansk Erhverv. Samme spørgsmål stillede Dansk Industri, som konstaterede, at 2030-planen er landets økonomiske kompas, og sådan et kompas skal have en klar målsaetning for fremtidens beskaeftigelse, men planen er naermest blottet for konkrete initiativer, som skal øge den velstand, der skal betale gildet.

Hurtigt blev det afsløret, at det lønløft til offentligt ansatte, som Mette Frederiksen har turneret rundt med, ikke er med i beregningerne, og fra De Radikale blev der efterlyst flere konkrete bud på, hvordan regeringen vil skaffe pengene. 2030-planen giver, som Venstres finansforordfører, Troels Lund Poulsen, formulerede det, anledning til flere spørgsmål end svar.

Og der står den så for Mette Frederiksen, som godt ved, at de faerreste vaelgere får tygget sig gennem de 188 sider og da slet ikke når frem til det, som er skrevet med småt, herunder at pensionsalderen skal forhøjes i takt med stigende levetid, for ellers haenger det hele slet ikke sammen.

Meningen med planen er naturligvis, at fremtiden skal reduceres til de saedvanlige slagord om bedre velfaerd, som fås ved at jonglere med et fiktivt økonomisk råderum. Problemet for regeringen, og det vil de facto sige Socialdemokratiet, er, at det ikke tåler at gås efter i sømmene. Det så man et eksempel på i avisen fredag, hvor Jyllands-Posten spurgte kommunerne, om de kunne genkende Socialdemokratiets påstand om et velfaerdsløft på 25,7 mia. Da kommunerne afkraeftede det, blev kampagnen straks slettet fra partiets hjemmeside.

Og det var kun ét eksempel på, hvor let det er at gennemskue den socialdemokratiske propaganda og pille den ned, hvis man blot er i besiddelse af en simpel lommeregner, som kan købes i ethvert supermarked. For partiet havde naturligvis ikke selv reklameret med de sammenlagte tal på svimlende 25,7 mia. kr, men spredt det ud over hver enkelt af Danmarks 98 kommuner, som altså ikke kunne genkende det løft i velfaerden, som Socialdemokratiet reklamerede med.

Laeg hertil, at Folketingets røde partier slet ikke kan få nok. Både SF og Enhedslisten vil have endnu flere milliarder til velfaerd, som de kaekt foreslår skal finansieres gennem formueskat. Står det ikke direkte i den økonomiske plan, så fremstår det alligevel mellem linjerne: Hvis Mette Frederiksen efter valget skal kunne taelle til 90, så bliver det dyrere at vaere dansker.