Sluk, skru ned – også for lukkeloven

Det vil kun vaere godt for os og samfundet, hvis vi tog hviledagen helt bogstaveligt.

Temperaturen er sat ned til 19 grader i kirken, i sognegården, i graverbygningen, i toiletbygningen og i mødelokalet. Natindstillingen er 16 grader. Arrangementer flyttes og laegges i forlaengelse af hinanden, så unødig opvarmning undgås. Oplysningen af kirken er ophørt, lyset på ”kaerlighedsstien” ved kirkeskoven er slukket, og lyset på parkeringspladsen er slukket.

Slukket, slukket, slukket.

Sådan er det i alle landets kirker, i alle danske hjem – og alle andre steder i vores samfund i denne krigs- og krisetid, der tvinger os til at laegge vores livsform lidt om.

Vi er nødt til at spare lidt, droppe julebelysningen, skrue ned for varmen, slukke lyset, taenke os om og besinde os på at leve anderledes – fordi verden af i går ikke laengere er den samme. Nødvendigheden byder os at skulle leve anderledes, og under coronakrisen erfarede vi, at vi godt kan ommøblere vores liv og tilmed få noget godt og uventet ud af det.

Men det undrer mig såre, at naermest det eneste sted i samfundet, hvor livet går uaendret videre, er i forretningerne. Hvorfor i al verden aendrer vi ikke lukkeloven, så alle forretninger, detailhandel såvel som fødevarer, holder lukket fra lørdag eftermiddag kl. 15 til mandag morgen kl. 7? Og i hverdagene lukker tidligere?

Hvorfor skal Magasin, Illum, Salling,

Bilka og alle mulige andre forretninger, også de små, holde åbent søndag og i hverdage til langt ud på aftenen – og braende al den energi af, vi ikke har?

Der er ikke én eneste god grund til det. Vores ultraliberale lukkelov har ikke gjort noget godt for mennesket, for det er alene en vanesag, at vi tror, vi skal have den fuldkomne frihed til at købe alt lige fra maelk og kiks til underbukser og nye cykler, nøjagtigt når det passer vores lille, individuelle liv.

Jeg er helt overbevist om, at det kun ville vaere godt for os, hvis samfundet havde en hviledag, som vores tyske naboer har. Der var en søndags stille ro imellem traeer og tage, da jeg boede i Berlin – en virkelig velsignet ro. Folk sad på caféerne og spiste deres søndagsbrunch, drak kaffe, laeste taetskrevne tyske aviser, gik ture, og der lød et kor af stemmer, kirkeklokke efter kirkeklokke faldt ind i lydbilledet og ringede ud i luften, hvor man fornemmede en slags højtidelighed. Hverdagen var afløst af helligdagen, af hviledagen og et langsommere livstempo – der blev omkranset af kirkeklokkernes kalden.

Og uanset om vi bevaeger os ind i kirke eller ej om søndagen, er klokken en grundklang i vores samfund, der melder, at ikke alle dage er ens, at vi skal prøve at leve dobbelt så langsomt, at vi skal holde hviledagen hellig – ikke for Guds skyld, men for menneskelivets skyld – med alt det, livet er af krige og kriser. For vi har brug for hvilen, vi aldrig får i vores højhastighedssamfund, hvor optimeringskulturen og praestationskulturen konstant får livstempoet til at accelerere, hvor hamsterhjulet bare kører og kører og kører og producerer udbraendte mennesker, der mest af alt har brug for hvile.

For der sker noget, når vi hviler. Og det er, som om det er blevet lidt et nederlag at erkende, at vi har brug for hvilen – vi burde jo kunne holde hastigheden oppe.

Men hvilen er nødvendig, uden hvilen skrumper vi ind og syner hen – for hvilen vrimler af liv. Ud af hvilen vokser livet – for »hvilen er baerer af gode kraefter, som tager fat, hvor ens egne kraefter svinder ind«, skriver den svenske forfatter og praest Tomas Sjödin.

At hvile er ikke at slippe ansvaret for vores liv for en tid. At lade det hele ligge, nej, at hvile er at tage ansvar for det eneste, som er noget vaerd – nemlig livet selv.