Skru ned for glorien på den politiske midte

Der er traengsel på midten af dansk politik. Det er der, alle gerne vil vaere – det er voksenbordet i det politiske selskab. Men det er også der, hvor politik bliver afpolitiseret.

Frygten for ørkenvandringen er om noget en drivkraft i dansk politik. Det vil sige frygten blandt de store magtpartier Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet for at skulle tilbringe et årti eller mere i opposition.

Det er noget, både rød og blå blok har oplevet. Under hele opbygningen af velfaerdsstaten – med undtagelse af den katastrofale VKR-regering fra 1968 til 1971, der videreførte Socialdemokratiets politik – var de borgerlige partier i opposition. Til gengaeld var Socialdemokratiet i opposition fra 1982 til 1993 som straf fra vaelgerne for sin økonomiske politik. Og igen fra 2001 til 2011 som straf fra vaelgerne for sin slappe udlaendingepolitik.

Det middel, de store magtpartier har udtaenkt for ikke at ende i den politiske ørken, er at tilslutte sig enhver sag, de alligevel ikke kan vinde. Poul Nyrup Rasmussen indså, at det var umuligt at komme til magten uden at føre en økonomisk politik, der kunne godkendes af sagkundskaben, og opgav den eventyrpolitik, både Anker Jørgensen og Svend Auken var tilhaengere af.

Anders Fogh Rasmussen indså, at det var umuligt at komme til magten uden at hylde velfaerdsstaten, og opgav enhver tanke, der stod at laese i bogen ”Fra socialstat til minimalstat”.

Mette Frederiksen indså, at det var umuligt at komme til magten uden at føre en stram udlaendingepolitik, og droppede samarbejdet med Radikale Venstre.

Det forum, hvor de store magtpartier forvalter Danmark, kalder jeg voksenbordet. Her sidder man – med gode manerer og daempet stemmeføring – og fører ansvarlig politik om vigtige ting. Det er ikke alene velfaerden og økonomien, der diskuteres ved voksenbordet. Man tager også stilling til for eksempel indretningen af Forsvaret; indretningen af Danmarks infrastruktur; reguleringen af miljøet og gennemførelsen af den grønne omstilling.

Det modsatte af voksenbordet er selvfølgelig børnebordet. Her er der mere festligt. Man må gerne råbe op og tale i munden på de andre og lade de ting ligge på tallerkenen, man ikke kan lide. Til gengaeld har man ikke noget at skulle have sagt. Det er et privilegium, der alene nydes blandt de voksne.

Voksenbordet er en anden måde at omtale den forjaettede midte, der kommer til at spille en stor rolle i valgkampen. Den er der mange, der er begejstrede for. Jeg er dog ikke iblandt dem.

Problemet med voksenbordet er, at det i praksis fører til en afpolitisering af dansk politik. Når alle er enige i den økonomiske politik, bliver den teknokratisk i stedet for politisk. Det samme gaelder for alle andre områder: Administrationen af velfaerdsstaten bliver teknokratisk. Den grønne omstilling bliver teknokratisk. Og så fremdeles.

En af de farlige ting ved afpolitisering er, at de konkurrerende synspunkter aldrig kommer frem i den politiske debat. Jeg tror personligt, at det er bedst at føre en økonomisk politik, der kan godkendes af vismaendene og Nationalbanken. Men som politiker er jeg afhaengig af, at nogen med eftertryk mener det modsatte. Fordi det giver anledning til at praesentere kendsgerningerne og gøre sin argumentation skarpere. Og sådan er det hele vejen igennem. Fordi der er noget, der naermer sig konsensus om den grønne omstilling, har vi indtil nu ikke fået en ordentlig debat om visdommen i et energimiks, der består af ustabil energi plus backup med gas fra en fjendtligt indstillet diktaturstat. Debatten får vi endelig nu. Men uden at lyde bagklog vil jeg sige, at det er lovlig sent.

Et andet problem ved afpolitisering er, at det baner vejen for dårlige reformer. I sin fremragende bog ”Entreprenørstaten” beskriver politologen Sigge Winther Nielsen, hvordan alle reformer siden år 2000 – med undtagelse af kraeftpakkerne og indførelsen af NemID

– er mere eller mindre fejlslagne. Det vil for eksempel sige strukturreformen, politireformen, domstolsreformen, folkeskolereformen, inklusionsreformen, gymnasiereformen og universitetsreformerne. Hver og en af disse har skabt nye og unødvendige problemer, der givetvis kunne have vaeret afvaerget, hvis de havde vaeret bedre forberedt.

I Danmark er vi stolte af, at så mange aftaler vedtages hen over midten med brede flertal. Men vi glemmer bagsiden af medaljen: Når der er indgået et forlig, har alle deltagere i forliget til evig tid – eller til forliget opsiges – vetoret i forhold til enhver aendring.

I virkelighedens verden består forlig ofte af 75-80 pct. politik, som forligskredsen faktisk er enig i. Og 20-25 pct. politik, hvor der hersker en staedig og principiel uenighed. Men hvor man med kryptiske og uldne formuleringer snakker sig uden om den indrømmelse, at man reelt ikke er nået til enighed.

Et godt eksempel er gymnasiereformen fra 2016. Selv om der er indgået et forlig, er de røde og de blå partier dybt uenige om, hvad navnlig stx er for en størrelse. De røde partier vil gerne have en bred uddannelse, hvor det er let at komme ind og let at bestå. De blå partier vil hellere have et klassisk gymnasium, der er selektivt i sin optagelse af elever og stiller store faglige krav.

Det førte til et fortaenkt, tåget formuleret og bureaukratisk administreret optagesystem, som alle kunne erklaere som en sejr, efter at aftalen var indgået. Altså ikke i udpraeget grad noget, man kan vaere stolt af som politisk håndvaerker. Men det absolut bedste resultat, der kunne opnås.

Resultatet er blevet, at ethvert møde i gymnasieforligskredsen bedst kan sammenlignes med en session hos en parforholdsterapeut. Lige inden den ene part siger, at nu kan det vaere nok, og begynder at søge på nettet efter en skilsmisseformular.

Det er af disse grunde, jeg er meget skeptisk over for den hyldest til midten og det brede samarbejde, man både hører fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Moderaterne.

Det er både rigtigt og vigtigt, at en bred kreds af partier finder sammen om for eksempel forsvarsog infrastrukturpolitik. Men det har nogle helt utroligt uheldige konsekvenser, når man indgår forlig, selv om man er vildt uenige. Det medfører både, at de institutioner, der rammes af reformerne, kommer til at fungere dårligt. At administrationen af institutionerne bliver mere bureaukratisk end nødvendigt. Og at alle møder i forligskredsen er krisemøder.

Et område, hvor vi i årene, der kommer, har brug for mere aerlighed og faerre skåltaler til det brede samarbejde hen over midten, er velfaerdsstaten. For den sandhed, alt for få politikere kommer til at sige højt i valgkampen, er, at velfaerdsstaten ikke kan blive større, end den er. At velfaerdsstaten vokser, forhindres af tre ting: Budgetloven, der forbyder større gaeld. Økonomen Laffers erkendelse af, at hvis man haever skatterne over en vis graense, begynder provenuet at falde. Og den omfattende mangel på arbejdskraft.

Når velfaerdsstaten ikke kan blive større, er det tvingende nødvendigt, at den reformeres. Både ved at afvikle de massive maengder af pseudoarbejde, der findes. Og ved, at staten på flere områder opgiver at producere velfaerd og i stedet lader borgerne selv anvende de penge, der er afsat.

Når velfaerdsstaten ikke kan blive større, er det tvingende nødvendigt, at den reformeres. Både ved at afvikle de massive maengder af pseudoarbejde, der findes. Og ved, at staten på flere områder opgiver at producere velfaerd og i stedet lader borgerne selv anvende de penge, der er afsat.

Problemet er, at den slags aldrig tages op ved voksenbordet. Men netop derfor skal det siges af andre.