Sådan forbereder topcheferne sig på en ny økonomisk koldkrig

Den geopolitiske terrorbalance er i skred og indvarsler et opgør med årtiers landvindinger for åbne markeder og global frihandel.

Fornemmelsen af deja-vu er slående i disse dage – og den slår hårdt. For det er bestemt ikke første gang, at høj inflation, stigende renter, recession, energikrise og iskolde relationer mellem atommagter buldrer som bagtaeppe for vores eksistens.

Flashback til begyndelsen af 1970’erne: Inflationen i det danske samfund var omkring 9 pct. År for år svingede renterne drastisk opad. Den første, internationale oliekrise og efterfølgende recession ramte, da Mellemøstens oliesheiker lukkede for hanerne som konsekvens af Vestens opbakning til Israel under Yom Kippur-krigen. USA og Sovjetunionen holdt de geopolitiske relationer langt under frysepunktet under atomskyens golde perspektiv.

Siden er godt 3 mio. nye danskere kommet til verden. Under halvdelen af den nuvaerende befolkning har oplevet datidens energikriser med nogen form for erindring intakt. Og uendeligt mange faktorer står helt anderledes i dag end dengang. Men ikke desto mindre er lighederne og fornemmelsen af storpolitikkens fodspor så markante, at det altså ikke laengere er utopisk at tale om, at dansk økonomi har set det hele før. At verden på en raekke niveauer er ved at blive sat årtier tilbage.

Grundtonen af dyster alvor var da også fremherskende, da et af årets største erhvervsevents, Dansk Industris topmøde, fandt sted i Royal Arena på Amager i tirsdags.

Nok blev der som altid netvaerket ivrigt i arenaen.

Nok blev der som saedvanlig talt lavere skat, politiske reformer, øget arbejdsudbud og grøn omstilling fra scenen.

Men den tunge eftertanke indfandt sig, da vicegeneralsekretaer i OECD, Ulrik Vestergaard Knudsen, som den første fastslog, at de geopolitiske rammer, der dikterer hverdagen for alle danske virksomheder, forandrer sig med bekymrende hast i disse måneder.

En ny geopolitisk koldfront er ved at blive skabt. Den adskiller to eller tre globale blokke (Kina og USA/Europa), som kommer til at stå stejlt over for hinanden, og vil ifølge den danske naestkommanderende i OECD »fuldstaendig underminere det internationale handelssystem og de åbne markeder, som dansk erhvervsliv er så afhaengigt af. Det er hele fundamentet for vores velfaerd«.

Desvaerre havde manden ret. Skulle nogen vaere i tvivl, kunne de lade tankerne vandre til, at Nordstream-gassen vaeltede ud i Østersøen et par hundrede kilometer sydøst for Royal Arena. Eller at en af de vigtigste eksportvalutaer, det britiske pund, kollapsede til det laveste niveau i 37 år. Begge dele helt parallelt med tidspunktet for topmødets afholdelse. Og begge dele øjensynligt entydigt på grund af varierende storpolitiske magtinteresser.

Den måske største forskel på 1970’erne dystopiske landskab og de aktuelle sikkerhedspolitiske og økonomiske kriser er, at vi over de forgangne 50 år egentlig havde bygget den motor, der kunne accelerere os ud af netop situationer som denne. Fri verdenshandel, indre markeder og globalisering i stor skala er kommet til og spiller en afgørende rolle for velstandsstigningen. Frihandelen er kort og godt en vaekstdriver, der kører på raketbraendstof.

Da eksporten udgør omtrent halvdelen af den samlede danske økonomi, er det ingen hemmelighed, at netop dansk erhvervslivs sårbarhed vokser markant, når geopolitiske koldfronter saetter frihandelsmotoren i brand. OECD forventer recession i Tyskland om et halvt år og vaekstrater taet på nul i såvel Storbritannien som euroland. I så fald bliver det i store traek umuligt for en åben, eksportdrevet økonomi som den danske at genfinde vaeksten i de naermeste år.

Den tristesse kan vi som virksomheder og forbrugere ikke bruge til ret meget – og så alligevel. For som det fremgik af diverse samtaler med erhvervslivets topchefer tirsdag, er virksomhederne nok bekymrede, men de er ikke slået hjem endnu. Flere udtrykte en fast tro på, at det vil lykkes at levere også denne omstilling, praecis som deres masse-exit fra Rusland ser ud til at lykkes.

Naeste skridt er at satse massivt på at vinde venligtsindede markeder i den euroamerikanske sfaere, nedbringe afhaengigheden af et Kina, som er under kommunistiskideologisk oprustning og polstre stødpuder og forsyningskaeder til en mere brutal økonomisk verdensorden. Handlekraften fjerner ikke risikoen for en økonomisk krise herhjemme. Men den bliver markant forkortet, hvis erhvervslivets geopolitiske mission lykkes.

Da eksporten udgør omtrent halvdelen af danske økonomi, er det ingen hemmelighed, at erhvervslivets sårbarhed vokser markant, når geopolitiske koldfronter nu saetter frihandelsmotoren i brand. STEEN ROSEBAK