Hvor har vi dog brug for erhvervsfolk, der siger noget andet end Lars Kolind nu

Lars Kolind har gjort det igen. Virkelig rigtigt synspunkt. Og så på samme tidspunkt: Helt af pladen.

Erhvervsmanden Lars Kolind er et af de få mennesker, der er berømt for to og en halv ting.

Ting nummer ét og ting nummer 0,5 vender vi tilbage til. Ting nummer to var hans forslag om i 2007 – og han mente det – at nedsaette skatten på Fyn til 40 pct.

Davaerende skatteminister Kristian Jensen (V) bemaerkede tørt, at det måske var en smule uretfaerdigt over for de folk i Korsør og Fredericia, der skulle kigge over på skatteparadiset.

Nu har Lars Kolind gjort det igen. Forstået på den måde, at han igen har sagt noget, der lyder som om, at noget i princippet muligt og noget virkelig, virkelig maerkeligt har avlet et barn sammen.

Lars Kolind giver i JyllandsPosten sin støtte til synspunktet om, at energikrisen og inflationen må koste nogle virksomheder livet – og sådan bør det vaere. Blandt andet formuleret af Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh. Det er ikke alt, Danmark skal forsøge at holde liv i, og slet ikke gennem hjaelpepakker. Absolut fornuftigt. Og så kommer det:

»Hvis en købmand lukker, fordi han ikke kan betale energiregningen, er det, fordi han ikke har vaeret forudseende og ikke har installeret solpaneler eller på anden måde gjort sin forretning mere energivenlig. Det er et grundvilkår for virksomhedsdrift, at man skal have noget at stå imod med og dertil forudse eller reagere på risici.«

Citat slut.

Det lader vi stå et øjeblik.

Til eftertanke. Først skal det ind, at Lars Kolind som ting nummer ét er berømt for sin fantastiske transformation af høreapparatvirksomheden Oticon for 30 år siden og som ting nummer 0,5 er berømt for at have købt Danmarks dyreste palaeejendom, Tusculum, da de tidligere ejere, ejendomsmaeglerparret Norvig, blev indhentet af finanskrisen.

Tilbage til citatet. Den korte version: Hvor har dansk erhvervsliv dog brug for ledere og rollemodeller, der siger noget andet end Lars Kolind.

Hvad ledere og rollemodeller i stedet burde fortaelle de mindre virksomheder, som energikrisen har tvunget i knae efter mange års drift, er, at de kan lukke ned med rank ryg.

Mindre virksomheder tillaegges nu pludselig at kunnet have forudset priser på el og naturgas, som ingen forudså for bare seks måneder siden. De tillaegges at kunnet have tilpasset sig produktionsvilkår, som ingen forudså for seks måneder siden. De tillaegges at kunnet have haft et kapitalberedskab, som små virksomheder sjaeldent har – netop fordi de er små.

Små selvstaendige, hvis virksomheder går til grunde i disse måneder, burde have samfundets anerkendelse fremfor Kolinds stikkende bebrejdelser. De har forsørget sig selv og deres familie og haft arbejdsvilkår, som lønmodtagere ikke gør sig forestillinger om. Hvad ligner det så at vaere, åh, så Lars Kolind-klog, når krig og absurde priser på energi slår deres livsvaerk ihjel?

Svaret er: Det ligner ikke noget. De burde klappes ud af scenen. Punktum.