Fire generationers oplevelser af verdenssituationen: »Et wakeupcall ind ad bagdøren«
Mens den 86-årige pensionist dagligt laeser med om udviklingen i verden, har den studerende helt fravalgt at følge med. Moren føler sig magtesløs og bekymret, og den midaldrende lukker ned: »Det er for stort, ik’…« siger han.
er den forgangne uge strømmet ud i Østersøen, efter at flere eksplosioner ifølge myndighederne har spraengt huller i både Nord Stream 1 og 2. Vladimir Putin antyder, at han er parat til at bruge atomvåben, og alle maerker vi, at priserne på varer stiger; vi hører, at vi skal spare på strømmen, og enkelte har allerede måttet give op pga. stigende udgifter. Netaviserne er de seneste dage gået i gult igen og igen.
»Jeg prøver at lade vaere at taenke på det,« siger 50-årige Andreas Hansen.
Han er tegneserieforfatter og med sin laederjakke, cowboyhat og lange hår står han visuelt ud på Dokk1. Han er den naestaeldste af de fire geoverraskede nerationer, som avisen en formiddag på biblioteket stillede to spørgsmål: Hvordan påvirker verdenssituationen dig, og hvordan håndterer du det?
Trygfonden laver hvert år en tryghedsmåling, der måler danskernes tryghed og utryghed på baggrund af spørgsmål til emner som familien, vold og kriminalitet, at blive aeldre, økonomi, tillid til politiet, medier og politikere – og meget andet. I marts tog Trygfonden første gang temperaturen på danskernes reaktioner på krigen i Ukraine og kunne konstatere, at konflikten virkelig har øget utrygheden. En måling i maj og begyndelsen af juni understregede, at utrygheGassen den havde fået tag i befolkningen.
»Det, der virkelig er slående omkring Ukraine, er, hvor meget økonomisk utryghed hele konflikten har medvirket til at skabe. Og der må man bare sige, at det, vi har set folk give udtryk for, det havde de virkelig noget at have i. Der er vitterligt høj inflation, og det er ikke helt det overgangsfaenomen, vi måske havde troet. Der er en løbende og kontinuerlig usikkerhed omkring energi, som vi ikke er vant til. Og så har folk nok fanget, at man har lavet et energimarked, som virkelig er praeget af udsving,« siger Anders Hede, forskningschef i Trygfonden, og fortaeller, at de faktisk var over, at reaktionen var så kraftig.
Mange andre ting talte for, at den økonomiske tryghed skulle vaere høj. Høj beskaeftigelse og en privatøkonomi, der for manges vedkommende blev ryddet op under coronatiden.
Den kolde krig er blevet varm. LARS FUNDING, 86 ÅR, PENSIONERET LAEGE
Varm krig
Og tør forskningschefen så at gaette på, hvordan oplevelsen af tryghed blandt befolkningen er i dag?
»Jeg tror ikke, at den har fået det bedre. Det vil formentlig vaere drevet af økonomisk utryghed og af, at denne her krig kan traekke ud,« siger han.
Det er ikke en helt forkert forudsigelse. På Dokk1 i Aar
hus er foraeldre i leg med deres børn, studerende gør sig klogere i laesegrupper, og andre har fundet sig en blød stol at laese dagens avis i.
Alle, avisen talte med, fortalte som det naturligste i verden om mere fornuftigt strømforbrug. Mens det for de studerende er de naere udfordringer som stigende priser, der fylder, så har den aeldste et lidt andet perspektiv.
»Den kolde krig er blevet varm,« konstaterer 86-årige Lars Funding fra en laenestol i avishjørnet på Dokk1.
Han var fire år gammel og boede i Haderslev, da Anden Verdenskrig brød ud. Han husker stadig, at han løb ud kl. halv syv om morgenen for at se flyene.
»Det var tyskerne. Danmark havde jo allerede opgivet modstanden, men det havde Haderslev Kaserne ikke fået besked om fra hovedkvarteret, så der var antiluftskyts, som skød efter dem. Det ramte en af tagstenene på vores hus.«
Lars Funding følger med – laeser to aviser i hjemmet i Egå hver dag – og han har meget at fortaelle, så vi kommer langt omkring i snakken om, hvordan situationen i dag fylder for ham. For den fylder, og den pensionerede laege påpeger, at det er en lang raekke af ting, som gør, at han bekymrer sig. Jovist, krigen fylder, men klimaforandringerne gør i højere grad – og mens han selv kan perspektivere til den ene og anden krig, er bekymringen for klimaet på vegne af børnebørnene.
»Gletsjerne i alperne smelter, Po, Seinen, Rhone udtørrer,« oplister han.
»Der er enorme problemer, og de bliver jo ikke mindre af et krigsudbrud. Og allersenest med eksplosionerne i Nord Stream-rørene, som giver et yderligere spark…«
»Jeg bliver ikke sådan deprimeret over det, og jeg klarer mig godt økonomisk og har altid vaere sparsommelig af natur. Men det er noget, jeg taenker på dagligt, og det er bekymrende.«
Skruer ned
Rakel Kristensen, 23, Heidi Bisgaard, 24, og 22-årige Christian Bollesen Christensen er landskabsingeniørstuderende.
Alle har de fravalgt at taende for varmen endnu, og alle har de, nøjagtig som opfordringen fra myndighederne lyder, prioriteret deres strømforbrug. Sidstnaevnte lader f.eks. sin computer op på skolen. Det er det naere, der fylder her. Økonomien, frygten for ikke at kunne få pengene til at straekke. Men bekymringen er ikke stor og fylder ikke meget i hverdagen.
Christian Bollesen Christensen giver også en disclaimer fra begyndelsen:
»Jeg har bevidst valgt ikke at følge med,« siger han og forklarer lidt opgivende, at jo aeldre han er blevet, jo dårligere går alting.
Da avisen mødte ham og hans medstuderende torsdag formiddag var det f.eks. nyt for ham, at gassen i selvsamme stund pumpede op af havet.
»Men når I spørger om det her, viser det jo, hvor uoverskueligt det er. Hvordan skal man fikse det?« spørger han – ikke til den konkrete gaslaek, men til verdenssituationen.
»Det er uhyggeligt, men det er ikke noget, jeg har ikke taenkt så meget over. Jeg føler mig ret sikker i Danmark,« supplerer Heidi Bisgård.
Rakel Kristensen bor på en landejendom med sin kaereste, og for hende fyldte krigen ret meget for nogle måneder siden, hvor hun arbejdede sammen med et par ukrainere, som tog hjem. Men siden hun er begyndt på studiet, er det kommet på afstand. Og i dag er det den økonomiske usikkerhed, der fylder.
»Vi har varmepumpe, så det rammer os direkte, at strømmen stiger. Jeg taenker over, hvad jeg bruger de ekstra penge, jeg har, på – har vi egentlig råd til det her på den lange bane?« siger hun.
Magtesløs
»Det føles som en krisetid,« siger 39-årige Kathrine Maardahl, som sammen med sin otte måneder gamle datter, Viola, er på Dokk1 for at mødes med en veninde. Når hun ikke er på barsel, arbejder hun som folkeskolelaerer i Aarhus. Hun og kaeresten bor i Risskov – til leje, understreger hun, med henvisning til høje renter og det svaere ved som førstegangskøber at komme ind på markedet.
»Jeg synes, at det påvirker mig på flere parametre. Der er en bekymring og utryghed i forhold til krig. Og så er der en magtesløshed, fordi jeg fornemmer, at jeg ikke kan gøre noget,« siger hun.
Der er også en økonomisk bekymring.
»Og samtidig er det her nok et bevis på, at vi har levet over evne. Det er måske et wakeupcall ind ad bagdøren,« siger hun og fortaeller helt konkret, at de ville have taendt for varmen allerede nu, hvis ikke de havde vaeret bekymrede for økonomien.
»Men vi skal jo vaske tøj osv. Så jeg skubber det nok lidt foran mig. Lukker øjnene. Men jeg kan maerke det indeni,« forklarer hun og tager hånden op til brystet.
Samtidig er vi ikke ukrainere, påpeger hun.
»Skal man finde noget positivt i det, er det, at der nok bliver nogle gode afledte effekter af det. Bilfri søndag, f.eks.«
Ikke så urealistisk
Tilbage til Andreas Hansen på 50 år. Han er heller ikke »superbange«, som han siger.
»Men det er ikke rart.«
Han er barn af den tid, hvor man for alvor frygtede en atomkrig, men sammenligner han med i dag, så er der, trods hårde trusler, en større forsigtighed at spore, synes han. Han oplever heller ikke, at frygten for atomkrig i lige så høj grad fylder for hans børn, som det gjorde for ham.
»Der er mange problemer. Klimaforandringer, krig i Europa. Og jeg kan ikke gøre noget. Det er svaert ubehageligt,« siger han.
»Og nu snakker de om, at der måske kommer strømafbrydelser og fødevareknaphed. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det kan komme på tale, men det er ikke laengere så urealistisk.«
Og det er her, at han, som naevnt først, siger, at han forsøger ikke at taenke over det. Han sparer på strømmen, men det har han altid gjort, så det er okay.
Til gengaeld kan han bekymre sig om konsekvenserne af, hvor digitaliseret et samfund vi har.
»Jeg tror, at jeg var mere bekymret, da der var krig i Syrien. Men da fulgte jeg også mere med. Nu lukker jeg ned, det er for stort, ik’…«