Naturligvis er Støjberg vaerdig

Inger Støjbergs tilbagevenden til Christiansborg bliver et af de store temaer med det folketingsvalg, som statsministeren måske allerede udskriver tirsdag i sin åbningstale. Hun kan få en hovedrolle i det drama, der allerede nu tegner sig om, hvordan der kan skrues en regering sammen efter valget.

Det må vaere på den baggrund, at så mange har travlt med at opfinde fortaenkte argumenter om, at hun med sine Danmarksdemokraterne måske nok rykker ind i Folketinget, men på en måde alligevel ikke taeller rigtigt. Der er opstået en mystisk debat om, hvorvidt hun vil vaere »vaerdig« til at bestride en ministerpost. Debatten stortrives i københavnske medier og blandt meningsmagere, der ser en interesse i at holde Støjberg ud i strakt arm.

Reglerne er glasklare: Alle, der vaelges til Folketinget, kan blive minister. Punktum. Laengere er den egentlig ikke. Så er det blevet højeste mode at henvise til, at hvis man har udstået en ubetinget frihedsstraf, så kan man først vaelges til et byråd efter en karenstid på tre år. Man vil heller ikke kunne optages på Politiskolen. Senest er også Støjbergs gamle partiformand, Lars Løkke Rasmussen, steget på disse argumenter. Det gør dem ikke mere overbevisende.

Der gaelder ikke disse regler for Folketinget. Er man først valgt, har man også som tidligere frihedsstraffet – som Støjberg – alle rettigheder. Det ved dem, der vil forhindre Støjberg, naturligvis godt. Derfor opfindes det løjerlige argument om »vaerdighed«. Men dermed indføres pludselig i dansk politik en moralsk overbygning som tillaeg til de almindelige regler og kutymer for parlamentets virke.

Hvem skal administrere denne overbygning? Hvem skal udstyres med retten til at afgøre, hvem der er og isaer ikke er vaerdig til at blive minister? Er det mon københavnske lederskribenter, flertallet i den snakkende klasses indforståede Twitter-debatter eller dagsformen hos folk med let adgang til medier og offentlighed? Nej, den holder selvfølgelig ikke. Der taeller kun ét: Hvad er reglerne her? Resten er bare politik.

I forhold til andre tidligere straffede personer, som har al mulig ret til resocialisering efter udstået straf, gør der sig i tilfaeldet Støjberg ydermere gaeldende, at hun skal accepteres af vaelgerne. De udgør en ekstra kontrolmekanisme i den samlede vurdering af hendes habitus. Det eneste rimelige er at sige, at hvis en person vaelges til Folketinget af tilstraekkeligt mange vaelgere, så er hun alene underlagt de regler, der nu engang gaelder. Ellers åbnes der for, at allehånde mavefornemmelser og moralske kvababbelser, som vores tid i forvejen er alt for tyranniseret af, indføres som en ekstra, men helt ustyrlig norm for, hvem der skal have fuld politisk indflydelse. Det vil vaere helt uhørt.

De blå partier har velgørende tydeligt sagt det så klart, som det er: En person, der har udstået sin straf, og som vaelges til Folketinget, er naturligvis et fuldgyldigt medlem af samme. At en statsminister så ikke nødvendigvis behøver at udpege netop Inger Støjberg til justits- eller integrationsminister, er en helt anden, men ganske lavpraktisk sag. Der skal tages hensyn til mange ting ved ministerudnaevnelser, og når det gaelder Støjberg og dét, hun har med i bagagen, vil det også vaere tilfaeldet med hende. Det er der intet principielt i, alene pragmatisme.

Inger Støjberg skal mødes med politiske argumenter, når hun snart rykker ind i Folketinget igen; ikke af til lejligheden opfundne argumenter.