Jeg begynder at tvivle på systemet, når en staerk politisering åbenbart kan forflygtige ansvaret

Mette Frederiksen er storsindet: Hun siger ”undskyld” på andres vegne mange år tilbage i tiden: Godhavnsdrengene, grønlandsbørnene. Godhedens og børnenes statsminister.

Rent sprogligt betyder ”undskyld” ”vil I ikke godt forlade min skyld?” (som i Fadervor), altså et spørgsmål, en bøn. Ikke med udråbstegn, som jo egentlig er en ordre: ”Undskyld!” Men når det kommer til egne affaerer, er Mette Frederiksen blottet for skyld: »Jeg mener ikke, at der er nogen skurk i det her spørgsmål om mink, og vil sådan set gerne diskutere, om der er tale om en skandale.«

Hun mener blot, at der blev begået en fejl, og at kommissionens konklusioner jo blev underkastet en konkret vurdering i en uafhaengig, uvildig styrelse og: »Jeg kommer ikke til at gå videre ind i diskussionen. Jeg betragter sagen som lukket herfra.«

Upersonliggørelsen florerer: Ingen var åbenbart skyldige, altså ud over de embedsmaend og den minister, som ikke var i inderkredsen. Og statsministeren »kommer ikke til« at ytre sig yderligere, for hun har fuld tillid til sin departementschef. Men Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, formelt under Skatteministeriet, er hverken uafhaengig eller uvildig. Den blev oprettet under Mette Frederiksens regering, Barbara Bertelsen er øverste administrative chef, og Mette Frederiksen selvfølgelig allerøverst. Statsministeriets pressemeddelelse haevdede, at »afgørelsen blev truffet på baggrund af rådgivning og indstilling« fra styrelsen, som »har rådført sig med Kammeradvokaten«.

Som professor Eva Smith skrev i Altinget, må Minkkommissionen føle sig fuldstaendig til grin, når en styrelse, bestående af embedsmaend, nu underkender kommissionens omhyggelige arbejde (14 måneder). En styrelse, der rangerer lavere i hierarkiet end dem, der skal vurderes.

Advarslen til Barbara Bertelsen blev skrevet på statsministerens eget brevpapir, men underskrevet af Medarbejder- og Kompetencestyrelsens direktør ”p.v.a.” = på vegne af Mette Frederiksen. Direktøren understregede på sit eget pressemøde, at hun har »rådgivet direkte til de enkelte ministre«, og at de alle har valgt at følge hendes indstilling. Mette Frederiksens allernaermeste, håndplukkede departementschef fik ellers af Minkkommissionen påtalt »tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet«. Og Mette Frederiksen på det famøse pressemøde den 4. november 2020: »klart ulovlig instruks« og »groft vildledende«.

Men Mette Frederiksen erklaerede stolt, at styrelsen skam også »har valgt at indhente ekstern bistand. Det synes jeg er en klog beslutning.« Denne ”eksterne bistand” var såmaend Kammeradvokaten: et privat advokatfirma, som alene er ansat til at rådgive og føre civile retssager for staten. Altså blot et partsindlaeg.

Professor Jørgen Grønnegaard

Christensen skrev forleden i Weekendavisen om ”Sagen, der ikke bør dø”: »en skraemmende illustration af, hvor risikabelt det er i 11. time at lave nye spilleregler for et forløb, som i forvejen var presset og rodet.«

Jeg har tjent 20 år i et ministerium, herunder samarbejdet med Kammeradvokaten. Vi havde tillid til vore chefer, som havde ditto, helt op til departementschefen. Vi havde aldrig grund til at tro, at vedkommende forsømte sine embedspligter, såsom sandhedspligten eller legalitetsprincippet.

Men nu begynder jeg alvorligt at tvivle på ”det danske system”: En staerk politisk centralisering kan åbenbart forflygtige ansvaret, så det hele løber ud i sandet. Selv om jeg stadig vaegrer mig ved at tro, at dansk politik og embedsvaerket i 2022 korrumperes pga. personlig forfaengelighed, endsige magtbrynde?

En staerk politisk centralisering kan åbenbart forflygtige ansvaret, så det hele løber ud i sandet.