Alle elsker lokalsamfund. Men vi var der først

Det er blevet populaert at vaere DF’er. Bevares, ikke i alle kredse, og meningsmålingerne kunne også vaere bedre. Men det er populaert på den måde, at flere og flere gerne vil kopiere Dansk Folkepartis politik. Som når vingårde fra resten af verden forsøger at efterligne stilen fra Bourgogne. Med andre ord: Det er blevet mainstream, som de unge måske vil udtrykke det, at føre den politik, som Dansk Folkeparti har stået vagt om i 27 år. Det er jo herligt, fordi det er politik, som vaerner om dét, der betyder noget. Lokalsamfundene. De små erhvervsdrivende. Familien. Det hverdagslige. Og jeg kunne blive ved.

Derfor ser vi nu andre partier foregive en stor forkaerlighed til provinsen og livet vaek fra storbyerne. Den ene overbyder den anden med, hvem der har rødder dybest i landbruget, kan synge med på flest Kim Larsen-sange, er laengst distanceret fra de københavnske saloner, eller hvad public relation-medarbejderen ud fra en vaelgeranalyse foretaget af et brandingbureau på Nørrebro har vurderet bedst vinder vaelgernes gunst. Hvis de så også bare mente det. Men størstedelen af tiden ved man ikke, hvor man har ”folkets fortalere” henne.

For os betyder det noget, at der er liv i lokalsamfundene, samt at resten af landet har samme muligheder som Storbydanmark. Det har vi ikke for tiden, hvor både borgere og butikker i de små bysamfund kommer i klemme i inflationskrisen. Flere købmaend beretter om, hvordan de som følge af skyhøje elpriser har vaeret nødsaget til at slukke kølere, skaere i arbejdstider og begraense lys, og det til trods modtager de stadig varmeregninger, der er fire-fem gange doblet. Mette Frederiksens løsning? At lade købmaendene udskyde deres regninger. Gaeldsaette sig. Så de har mulighed for taknemmeligt at betale staten tilbage senere, hvor ressourcerne måske/måske ikke er mindre knappe. Det er mageløst, og mest af alt en symbolsk lappeløsning på lige fod med et plaster på et åbent benbrud.

Hvis vi gerne vil sikre sammenhaengskraften, som de små købmaend uomtvisteligt er afgørende for, har vi et faelles ansvar for, at de erhvervsdrivende ikke må dreje nøglen om i denne krise. Og heller ikke efter, for den sags skyld.

Men venstrefløjens respekt for de små butikker i provisen er til at overse. Det er derfor, SF har foreslået en ”Ja tak til reklamer”-ordning, som er et forbud mod, at butikkerne må husstandsomdele reklameaviser, selv om mange, isaer i denne tid, har brug for at kunne finde de bedste tilbud på varerne. Men naeh nej. For venstrefløjen er små butikker og reklameaviser noget, de er haevet over. Det er for almindelige mennesker, og de ved jo ikke, hvad der er godt for dem selv – ifølge SF.

Men de små butikker er vigtige for bysamfundene. Vores bysamfund er vigtige for, at vi har sammenhaengskraft i hele Danmark.

Og sammenhaengskraft er vigtig for os alle. Hvis de små erhvervsdrivende må dreje nøglen om, risikerer det at blive selvforstaerkende for den svaekkelse af det lokale, vi allerede er vidne til. Så flytter flere folk til byerne til skade for et sammenhaengende Danmark.