Diplomatiet er kommet til Nuuk
Indenrigs- og sikkerhedspolitik i Grønland flyder sammen, og det saetter pres på graenserne mellem, hvad Grønland alene kan bestemme, og hvad Danmark skal ind over. Med flere diplomater i Nuuk, er fortidens grønlandsk-danske tovtraekning blevet til et mer
Det er svaert at navigere som udenlandsk diplomat i Grønland. Hvem kan og skal man tale med om hvad? Hvornår har de danske politikere beslutningskompetence? Hvornår er det de grønlandske? Og hvordan stiller man begge parter tilfreds, hvis de er uenige?
Som led i min forskning har jeg interviewet en raekke diplomater og embedsfolk fra Danmark, Grønland og udlandet. Interviewene tegner et billede af en kompliceret balancegang, hvor man som diplomat både skal laere spillereglerne og se igennem en del teatertorden - og hvor man alligevel dårligt kan undgå at traede nogen over taeerne.
En udenlandsk diplomat fortalte for eksempel om at have fået et chok, da en grønlandsk repraesentant havde indledt et møde med at erklaere: »Vi vil have uafhaengighed!« »Havde han vaeret fra et oversøisk fransk territorium,« forklarede diplomaten, »ville mødet vaere blevet lukket ned. Eller der kunne vaere udbrudt en krig«. De danske deltagere reagerede slet ikke.
Den diplomatiske scene i Nuuk består af ganske få mennesker, og det kan måske virke som et pudsigt sted at fokusere sin forskning. Men de krumspring, et par håndfulde mennesker gør i Nuuk, udgør en spejling af større forandringer i Grønlands og Danmarks geopolitiske positioner i verden, som allerede har stor betydning for det dansk-grønlandske forhold.
Alene det at tale om diplomati i Nuuk er nyt. For blot et par årtier siden skulle repraesentanter for grønlandske myndigheder saette sig på et fly til København, når de ville tale med resten af verden. I dag tager danske myndighedsrepraesentanter, politikere og diplomater flyet den anden vej,
Stormagternes nye fokus på Arktis har flyttet diplomatiet til Nuuk, fordi det kraever grønlandsk deltagelse at få bundet en raekke storpolitiske forhandlinger og processer sammen.
Samtidig er Grønland blevet vigtig for Danmark på en ny måde, fordi rigsfaellesskabet giver Danmark en plads i en raekke internationale fora, processer og forhandlinger, hvor Danmark uden Grønland ville vaere ligegyldige eller slet ikke vaere med.
Selvstyret i Grønland har magten over stort set al indenrigspolitik, hvor man også kan varetage de
”internationale aspekter”. Udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik er tre områder, som i følge den danske regering ikke kan overtages.
Alligevel beskriver selvstyreloven en raekke principper og procedurer for, hvordan Grønland skal inddrages.
Men den nye geopolitiske interesse for Arktis gør det i stigende grad mere kompliceret at skelne mellem, hvornår noget er et indenrigspolitisk anliggende, hvor Grønland styrer på egen hånd, og hvornår det er et sikkerhedspolitisk anliggende, hvor Danmark forbeholder sig retten til at overtage rat og håndbremse.
Kompetencefordelingen og beslutningsprocedurerne mellem Danmark og Grønland udvikler sig stadig - og både kompleksiteten og udviklingen kan vaere svaere at overskue for udefrakommende. Ovenikøbet er der ikke altid enighed om dem mellem København og Nuuk.
Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, fortsaetter med at skubbe graenserne ved at insistere på, at de selv bestemmer, hvem de vil tale med om hvad. Derfor føler grønlaenderne ikke behov for at invitere danskere til møder med udenlandske diplomater om, hvad de betragter som indenrigspolitiske spørgsmål.
Som en udtrykker det: »Det er kun naturligt at holde det bilateralt, hvis det er vores jurisdiktion«. En dansk embedsmand indvender, at Danmark skal vaere med til sådanne møder som bagstopper, da ”de jo ikke skal tale forsvar”.
Omvendt har grønlaendere af og til mistanke om, at danskere skubber vigtige diskussioner om deres land ud af de mødelokaler, hvor de nu er inviteret med ind - ud i baglokaler, korridorsnakke og fortrolige telefonsamtaler.
For at undgå at naere den grønlandske mistanke, »inviterer vi dem til møder om sager, hvor de virkelig ikke har noget at gøre«, som en dansk embedsmand formulerer det. Men dén danske tilgang indebaerer, at der findes sager, der handler om Grønland, som grønlaendere ikke skal blande sig i og dét er direkte i modstrid med Naalakkersuisuts grundprincip om ”Intet om os, uden os”.
Det kan vaere svaert for udenlandske diplomater at komme elegant ind på den nye diplomatiske scene i Nuuk, men det kan også vaere svaert for de danske og grønlandske at holde balancen.