Vi skal ikke registrere, hvem vi taler med

Fortrolighed er forudsaetningen for den demokratiske samtale. Derfor er jeg betaenkelig ved tankerne om at lave et lobbyregister.

Skal vi have et lobbyregister? Naturligvis! Det er en vigtig hjaelp til at reklamere og få nye kunder for lobbybureauerne. Og så vil det jo virke. Enhver, der vil vide, hvem der arbejder med lobby, og hvem der har haft indflydelse på en sag, vil bare kunne slå op i registret.

Der vil man kunne se det hele. Alt. Alle detaljer i demokratiets fine mekanik vil vaere afdaekket, og ingen vil kunne undslå sig. Alt kommer frem i lyset! For det skal det jo.

Eller skal det?

Vi har nogenlunde velfungerende demokratiske processer i Danmark. Såvel under lovenes udarbejdelse som i de formelle processer fungerer møder, udvalg, foretraede og høringer sådan, at alle kan komme til orde.

Der er mere adgang end i mange andre vestlige lande, og der er høj grad af lydhørhed og forståelse hos både embedsmaend og politikere for alle synspunkter og interesser.

Både kommercielle interesser, aktivistiske meninger og faktiske forhold bliver vendt, vejet og lagt frem for politikerne.

Det foregår faktisk mest ved, at mennesker taler og skriver sammen for at forstå hinanden, forstå markederne og for at komme igennem med budskaber eller få svar på spørgsmål.

Det er en demokratisk samtale. Skal vi registrere den samtale? Skal vi registrere, hvad folk siger og mener? Skal vi registre, hvem der taler med hvem?

Det er i hvert fald et demokratisk nybrud i Danmark. Og jeg mener, det er ganske betaenkeligt. For fortrolighed om kommercielle interesser og private samtaler er både en nødvendig og vigtig del af vores repraesentative demokrati.

Men lad mig starte et andet sted. Hvad er lobbyisme eller public affairs, som det også hedder?

Det er en kvalificering af den demokratiske proces. Det er arbejdet med de områder, der har betydning for en virksomhed, men som blandt andet politikere og myndigheder også kontrollerer. Det er rammevilkår og regulering, og det er politisk indblanding, direkte eller indirekte, i virksomheders markeder og produkter.

Vi rådgiver brancheorganisationer og virksomheder om dialogen med politikere, embedsmaend og andre beslutningstagere.

Vi kommer enten på vegne af en organisation eller en virksomhed med et problem, som politikere kan løse, eller vi fremlaegger en mulig løsning på et problem, som politikere eller embedsmaend har behov for at få løst. Kaert barn har mange navne. Jeg mener, at public affairs og interessevaretagelse er taet på det samme. Og alt andet lige daekker det også over det, som man med et mere ladet begreb altså kalder lobbyisme.

Demokratiske løsninger findes bedst, når man kan laegge sårbarhed åbent frem. Det sker i langt de fleste tilfaelde i et fortroligt rum.

Det sker i diskretion. For ellers ”går der politik i den”. Hvis ikke der er fortrolighed, kan sårbarheden blive udstillet polemisk og brugt politisk. Eksempelvis af konkurrenter, der arbejder for en anden regulering, eller af medier eller ngo’er, der ønsker at politisere et marked og tiltraekke fokus til deres sag med aktivisme.

Derfor er der brug for et fortroligt rum. Det er det fortrolige rum, der er ”lobbyen” i lobbyisme. Det er her, virksomheder og beslutningstagere får forståelse for hinanden og for effekterne af regulatoriske mekanismer og konsekvenserne af politiske handlinger.

I et fortroligt forhandlingsrum er det simpelthen politisk dårlig stil at polemisere. Og det fortrolige forhandlingsrum beskytter blandt andet konkurrenceforhold, investeringer og forskning.

Det rum kender vores politikere. De agerer i det fra den første forhandling, de er en del af.

Taenk på Nordsøen og vores olieog gasudvinding de seneste 50 år med fradrag for investeringer. Eller vindmølleeventyrets tilblivelse som dansk idé med direkte statslige tilskud. Den regulering, der har muliggjort de investeringer til gavn for Danmark, er blevet til gennem mange konstruktive og fortrolige dialoger mellem statens repraesentanter, både embedsmaend og politikere, og dem, der har investeret.

I min verden er der er ikke forskel på en journalists behov for kildebeskyttelse og en advokats behov for fortrolighed med sin klient og så på den fortrolighed om interessevaretagelse, som vi står for.

Fortrolighed og trovaerdighed haenger sammen, når man repraesenterer en sag. Både over for kunden og over for de stakeholdere, man er i dialog med.

Vores kunder har krav på samme fortrolighed som advokaters klienter eller journalisters kilder. Fortrolighed er en absolut praemis, hvis kunderne skal føle sig trygge ved at tale om deres politiske udfordringer.

Og det er i kernen af et demokrati, at man har ret til at have sin mening – også når den går mod flertallets, samt at de problemer, man går og bikser med, personligt eller kommercielt, er en privatsag.

De, der er for et lobbyregister, må svare på, hvem der skal registreres, hvornår, for hvad, og hvad det vil give af gevinster og byrder.

Men selvfølgelig skal vi sige, hvem vi repraesenterer, og hvilken opgave vi forsøger at løse, når vi