Dyster prognose: Recession og alvorlig risiko for social uro

Globale cheføkonomer advarer om konsekvenserne af den globale leveomkostningskrise, der kan saette kraefter i bevaegelse, som ingen bryder sig om.

Verden vil med overvejende sandsynlighed blive ramt af et økonomisk tilbageslag i 2023.

Det mener et markant flertal af de 50 globale cheføkonomer, der indgår i World Economic Forums cheføkonompanel.

Vaerst tegner perspektiverne for Europa, hvor 27 pct. af cheføkonomerne forventer en »meget svag« økonomisk vaekst, mens 59 pct. venter en »svag« vaekst.

»Ni ud af 10 cheføkonomer forventer en svag økonomisk udvikling i Europa i det kommende år, hvilket er pessimisme på et niveau, som vi ikke ser i andre dele af verden. Når det gaelder USA, mener naesten to tredjedel, at 2023 vil byde på svag vaekst,« forklarer Saadia Zahidi, direktør i World Economic Forum, der er den internationale organisation for offentligt-privat samarbejde.

De dystre perspektiver flugter med den seneste prognose for tysk økonomi, udarbejdet af de fire økonomiske institutter Leibniz Institut für Wirtschaftsforschung i Essen, Institut für Weltwirtschaft i Kiel, Institut für Wirtschaftsforschung i Halle og Ifo Institute i München.

Europas største økonomi er inde i en meget kraftig opbremsning, der vil resultere i en vaekst på blot 1,4 pct. i år og ÷0,4 pct. naeste år. I 2024 forventer de fire institutter en vaekst på 1,9 pct. Dog knytter der sig stor usikkerhed til prognoserne for 2023 og 2024 på grund af den stigende risiko for et totalt stop for gasleverancerne fra Rusland.

»Det russiske angreb på Ukraine og den deraf følgende krise på energimarkederne fører til en maerkbar nedgang i den tyske økonomi. De høje energi- og fødevarepriser vil sandsynligvis stige yderligere i det kommende år og forårsage betydelige tab af købekraft,« siger økonomiprofessor Torsten Schmidt fra Leibniz Institut für Wirtschaftsforschung i Essen, der er ansvarlig for prognosen.

Ingen stigning i ledigheden

I sin nyeste prognose forventer industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, at Tyskland naeste år vil få en inflation på 7,5 pct.

De fire økonomiske institutter regner imidlertid med, at inflationen i Tyskland vil stige fra 8,4 pct. i år til 8,8 pct. naeste år, før den falder til 2,2 pct. i 2024.

»Både lavindkomsthusstande og virksomheder vil vaere afhaengige af yderligere støtte fra de politiske beslutningstagere. For virksomhederne skal man dog sørge for at undgå permanente 0 Mellemøsten og Nordafrika Østasien og Oceanien Sydasien Sydlige Afrika USA Latinamerika Centralasien Kina Europa tilskud, da arbejdsmarkedet i det mindste viser tegn på stabilitet. På grund af personalemanglen i mange sektorer forventes der ingen stigning i arbejdsløsheden på trods af den økonomiske krise,« understreger Torsten Schmidt.

Leveomkostningskrisen

Den alt overskyggende udfordring er det, som cheføkonomerne kalder »leveomkostningskrisen«.

I hovedparten af verden vokser leveomkostningerne på grund af de stigende priser på energi og fødevarer, der forplanter sig gennem hele samfundsøkonomien og udløser en inflation, der også rammer boligudgifterne og ikke mindst medfører store reallønsfald.

Cheføkonomernes frygt er, at leveomkostningskrisen vil udløse meget bastante krav fra lønmodtagerne, der i mange lande står staerkt på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvilket saetter arbejdsgiverne pres.

Risikoen er en pris-og lønspiral, der vil gøre det endnu svaerere at få bugt med inflationen. Bedre tegner perspektiverne ikke af, at regeringerne i mange lande yder subsidier til energi- og fødevarepriserne for ad den vej at under mindske det økonomiske pres på husholdningerne.

På trods heraf mener 80 pct. af de globale cheføkonomer, at leveomkostningskrisen vil føre til social uro – først og fremmest i udviklingslandene, men også i industrilandene.

»Arven fra pandemien, krigen i Ukraine og ukoordineret politisk handling er voksende ulighed mellem lande og internt i lande. Med stigende inflation og faldende realløn rammer den globale leveomkostningskrise de mest sårbare hårdest,« betoner Saadia Zahidi og fortsaetter:

»Da politikere sigter mod at kontrollere inflationen og samtidig minimere indvirkningen på vaeksten, bliver de nødt til at sikre specifik støtte til dem, der har mest brug for det. Indsatsen kunne ikke vaere højere.«

Alene i 1. kvartal i år – altså før Ukraine-krigen begyndte at påvirke nøgletallene – faldt reallønnen i eurozonen med 1,7 pct. Hverken under finanskrisen eller statsgaeldskrisen er der set så store reallønsfald. Indtil nu er reallønnen i eurozonen aldrig faldet med mere end 1 pct.

Gaeldskrisen

»Vi ser en kraftig svaekkelse af husholdningernes købekraft, der rammer hårdest, jo laengere vi kommer ned i indkomstpyramiden. Den seneste vurdering fra Verdensbanken er, at fattigdomsvaeksten globalt vil blive den naeststørste i dette århundrede,« påpeger Saadia Zahidi og fortsaetter:

»Blandt de globale cheføkonomer forventer 60 pct. en stigning i fattigdommen i industrilandene, mens 90 pct. forventes en øget fattigdom i udviklingslandene. Hvad man ikke bør glemme, er at selv når inflationen er bragt ned, vil det højere prisniveau forblive en alvorlig udfordring for mennesker med faste indkomster såsom pensionister og andre på overførselsindkomst.«

En endnu upåagtet konsekvens af den økonomiske udvikling samt energi- og fødevareprischokket er den voksende risiko for, at lav

indkomstlande ikke kan honorere deres gaeldsforpligtelser.

Der er blandt de globale cheføkonomer noget naer konsensus om, at udviklingslandene i almindelighed og lavindkomstlandene i saerdeleshed vil blive hårdt ramt af de hastige renteforhøjelser i industrilandene og den kontinuerlige stigning i dollarkursen.

Med stigende inflation og faldende realløn rammer den globale leveomkostningskrise de mest sårbare hårdest. SAADIA ZAHIDI, DIREKTØR WORLD ECONOMIC FORUM

Store lån i Kina

Bedre bliver situationen ikke af, at mange udviklingslande i det seneste årti har optaget store statslån i Kina. En del af disse lån er ydet i forbindelse med det såkaldte ”Silkevejsprojekt”, men Kina har også ydet generelle statslån.

Udfordringen er, at Kina ikke er medlem af Paris Klubben, der siden 1950’erne har håndteret sager om nødlidende lån i udviklingslandene. Derfor kan de ramte lande ikke søge hjaelp, men må i stedet gå i forhandling med Kina, der – modsat Paris Klubben – ikke har tradition for gaeldeftergivelse.

»Da renterne antageligt vil fortsaette med at stige, forventer så godt som alle af os, at omkostningerne ved at servicere den offentlige gaeld vil medføre en betydelig svaekkelse af vaeksten i løbet af de naeste tre år i lavindkomstøkonomierne. Når det gaelder industrilandene, mener en tredjedel af os, at mange – oven på pandemien – ikke laengere har det finanspolitiske råderum til at håndtere endnu et makroøkonomisk chok,« understreger Rima Bhatia, cheføkonom i Gulf International