»Jeg elsker fodbold så højt, at det naermest er en besaettelse«
I Michael Falchs omflakkende barndom blev fodboldspillet et fast holdepunkt. Nu udgiver rocksangeren en lille bog om sin store kaerlighed til nationalsporten.
For få uger siden meldte Michael Falch sig ind i en fodboldklub.
Det gør han altid som noget af det første, når han flytter til nye byer, for rocksangeren kan ikke undvaere traeningen, tacklingerne og tilsviningerne.
Når han har braendt trefire-fem chancer, er holdkammeraterne fuldstaendig ligeglade med, at Michael Falch er et kendt navn uden for kridtstregerne. Så er han med egne ord bare en eller anden kegle, der sommetider rammer bolden så skaevt, at den går i mål.
»For mig er der en form for livsvisdom i det,« griner musikeren i telefonen.
Han har måttet bosaette sig i Flensborg for at kunne leve sammen med sin asiatiske partner, indtil de kan søge opholdstilladelse i Danmark. Derfor har parret installeret sig i en lejlighed i graensebyen, hvor Michael Falch nu tilbringer en del af fritiden med at drible forpustet rundt blandt de andre altherren i den lokale klub TSB Flensburg.
Ingen graes på knaeene
Kroppen skal lige op i omdrejninger igen, for det seneste år har Michael Falch forbudt sig selv at få graes på knaeene, fordi han ikke havde lyst til at komme humpende ind på scenen under Malurts genforeningsturné.
Fodboldpausen har også haft den fordel, at forsangerens humør har vaeret nogenlunde konstant under turnéen og ikke er blevet påvirket af hans praestationer på grønsvaeren, sådan som bandet halvt i sjov og halvt i alvor har udlagt tingene backstage.
»Det har vaeret svaert at afholde mig fra fodbold i al den tid. For jeg elsker det så inderligt,« konstaterer Michael Falch, som den 18. oktober udgiver en bog om sit livslange kaerlighedsforhold til sporten.
Det lille vaerk med titlen ”Om fodbold” er en opsamling af tekster fra hans erindringsbøger og optraeder i Gyldendals Kolibri-serie, hvor laeserne eksempelvis også kan fornøje sig med Troels Kløvedals ord om at rejse, Suzanne Brøggers litteraere omfavnelse af kvinder eller Karen Blixens beskrivelser af aegteskabet.
Og hvorfor så lade Michael Falch tage fat om selveste Danmarks nationalsport? Fordi manden med det furede ansigt, den haese stemme og den stålgrå manke både har spillet i et utal af klubber og gennem årtier har haft en form for direkte kontakt til landsholdstruppen.
Et land uden høje bjerge
Hver gang Kasper Hjulmand samler den røde og hvide kamptrup, udgør Michael Falchs bud på startopstillingen en hyggelig del af landstraenerens forberedelsesritual. De to har kendt hinanden i en årraekke, fordi Hjulmand først gik til koncerter med Falch og sidenhen besøgte ham som et led i sin inspirationsrejse inden overtagelsen af fodboldembedet.
Inspirationsrejsen handlede om at finde ind til kernen af den danske folkesjael i et forsøg på at modernisere hele DBU’s ledelsestilgang oven på en periode, hvor landsholdet blev beskyldt for at vaere tilknappet på og uden for banen.
Besøget hos Michael Falch tog afsaet i signaturhittet ”I et land uden høje bjerge”, som på én og samme tid besynger ”lillestatsmentaliteten” og storhedsvanviddet, en dobbelthed, der alle dage også synes at have kendetegnet forventningerne til landsholdet.
»Det var jo en slags filosofisk research, der gør Kasper Hjulmand enestående i min optik. Og det har altså ført til, at jeg får lov til at spille lidt smart før hver landskamp ved at komme med mit bud på hans startopstilling. Jeg må indrømme, at det ikke har vaeret den vilde succes for mig, men jeg har da haft fem rigtige flere gange – og ni rigtige sidst, så måske går det fremad,« funderer Michael Falch om sin personlige succes i sejren over Frankrig.
Aftalen mellem de to herrer viser, hvor meget landsholdet fylder hos sangeren, der bruger utallige timer på at følge med i de bedste danske spilleres bedrifter og statistikker i de internationale ligaer.
Sådan har det vaeret, siden Falch i 1960’erne tumlede rundt i barndomsklubben Brabrand ved Aarhus og forsøgte at efterligne sit første store idol, Ulrik le Fevre. Senere lod han sig som teenager forføre af Allan Simonsen og Henning Jensen, når de dukkede op på de tyske tvkanaler i Tønder, hvortil den omflakkende familie var ankommet efter at have boet i Køge, Glostrup, Brabrand, Lystrup, Sønderborg og Tåstrup.
De mange opbrud betød, at Michael Falch igen og igen skulle tackle udfordringerne ved at vaere den nye dreng i klassen. Derfor var hans tre fritidsinteresser en slags holdepunkter i tilvaerelsen.
»Fodbolden, musikken og litteraturen har udgjort en tresporet motorvej i mit liv. Jeg elsker jo fodbold så højt, at det naermest er en besaettelse, selv om mit eget talent er meget begraenset. Min viljestyrke udgør måske 95 pct. af min formåen, men det kan man komme et stykke med, hvis niveauet er tilpas lavt,« siger Falch på sin selvironiske facon.
Høgh og Falch
Evnerne med laederkuglen har aldrig rakt til mere end seriefodbold. Alligevel kan han prale af at have spillet sammen med brødrene Laudrup og et vaeld af andre landsholdskoryfaeer på Showstars-holdet, der fra 2000 til 2011 turnerede rundt i sommerlandet for at samle penge ind til ungdomsarbejdet hos modstanderklubberne.