Danmark kan ikke hygge sig i smug

Da ambassadør Michael Zilmer-Johns på pressemødet mandag skulle svare på, hvad han var mest bekymret for, havde han svaert ved at vaelge. Efter nogen betaenkningstid kom svaret: »At noget går rivende galt i forhold til Rusland.«

Zilmer-Johns, som er hovedforfatter til analysen ”Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035” har beskaeftiget sig med udenrigs- og sikkerhedspolitik i over 40 år, bl.a. har han vaeret ambassadør i Nato, men aldrig set ind i en så dyster fremtid: »Danmark vil frem mod 2035 stå over for langt alvorligere trusler end på noget andet tidspunkt siden Den Kolde Krig,« konstaterer han i sit personlige efterskrift i rapporten.

Heri gøres det også krystalklart, at hvis dansk forsvar skal omstilles og geares til det trusselsscenarie, som Danmark ser ind i, så skal der langt flere penge til end de 2 pct. af bnp, som Danmark hidtil har holdt op som løftestang. Forsvaret skal kort og godt indstilles på at forsvare Danmark og Nato over for en fjendtlig nabo, men Rusland er ikke ene på banen om at true Danmarks sikkerhed og velstand: Kina blev i Natos seneste strategiske koncept udnaevnt til strategisk trussel. Intet tyder på, at migrationen mod Europa hører op, ligesom Danmark fortsat skal kalkulere med en terrortrussel. Hertil kommer hybridkrig, sårbar infrastruktur og konflikter i fjerntliggende områder, som Danmark villigt og dygtigt har ydet bidrag til.

På dette sidste område, de internationale operationer, som Danmark i årtier har gjort til sit brand, må man, også når der flyder flere penge til forsvaret, indstille sig på, at der bliver langt mindre kapacitet at sende ud af. Kort og godt tegner det til et kaempe opgør med den devise, som har vaeret den politiske tilgang til forsvaret: at det ikke handlede om penge, men om effektivitet. Måske var Danmark ikke det land, som brugte flest penge på forsvar. Til gengaeld havde vi de bedste soldater, lød det.

Den går ikke laengere, hvilket et bredt flertal heldigvis, noget sent, erkendte efter Ruslands angreb på Ukraine. I noget naer lyntempo blev partierne enige om, at inden udgangen af 2033 skal Danmarks forsvarsudgifter ligge på 2 pct. af bnp. Det svarer til 18 mia. kr. om året. Danmark har vaeret meget sent ude af starthullerne, og hvor elendig en forfatning forsvaret er i, stod klart, da forsvarsminister Morten Bødskov for nylig praesenterede det såkaldte kasseeftersyn, som afdaekkede et enormt efterslaeb og behov for milliardinvesteringer blot for at få forsvaret på omgangshøjde.

Statsminister Mette Frederiksen er nået til den erkendelse, at 2 pct. af bnp formentlig ikke er nok.

»Ingen kan vaere sikker på noget i denne verden,« lød det fra statsministeren, som – formentlig af valgtaktiske grunde – selv mødte frem og udlagde teksten, før ekspertgruppens formand fik taletid. I øvrigt var hun ivrig efter at betone de udfordringer med migranter, som griber direkte ind i regeringens egen højtprofilerede indenrigspolitiske dagsorden.

Da Zilmer-Johns omsider fik ordet, gjorde han det klart, at meget kan aendre sig frem mod 2035, som er analysens tidsperspektiv, og at der i dette ”meget” ikke kun ligger trusler udefra, men også indefra med bevaegelser mod internationalt samarbejde, som det så diplomatisk blev formuleret. Sagt mere direkte, så kan nationalistiske politikere som Donald Trump og hans europaeiske proselytter udfordre det enestående vaerdibaserede sammenhold, som Vesten har praesteret efter Ruslands angreb på Ukraine.