Gud fri os fra enhver tanke om mere direkte demokrati

I dag åbner Folketinget, og i morgen bliver der måske udskrevet valg som følge af Det Radikale Venstres selvmorderiske profileringstrang. Det er med blandede følelser, man imødeser de kommende uger, hvis det sker.

Således forudser man en regn af daekningsløse checks. Vi står over for en laengere periode med mangefacetteret krise, og der vil ingen ende vaere på, hvad partierne ryggesløst vil love forskellige befolkningsgrupper af milde gaver som kompensation.

Og så er der det saedvanlige: ”Debattens” blandede kalkunfarm, hvor voksne mennesker vil opføre sig som børnehavebørn, der har gjort i bukserne. Her bliver Carl von Clausewitz’ berømte diktum vendt om, her er politik krig med andre midler. Partilederdebatterne, som tilfaeldige studievaerter vil erobre som deres store mulighed for at vise deres seneste dansetrin med landets ledere stående i baggrunden bag små pulte som artige skolebørn – Mette, Søren, Jacob, Lars og de andre.

Det er nedvaerdigende, og folks gebisser har slet ikke godt af alt det taenderskaeren, det medfører. Det er ikke godt for det latente politikernag at overvaere, hvordan det samlede hold af partiledere kan pacificeres uden andet valg end at finde sig i det. Naermest en underminering af det repraesentative demokrati, som oprindelig byggede på det princip, at man vaelger de bedste, man kan finde, til at styre i en periode. Så lader man dem få ro og loyal opbakning – også fra oppositionen – til at gøre deres bedste, og når tiden så er inde, ser man på, om de har gjort det tilfredsstillende. Ellers er det ud.

Den velsignelse har medier, fremfor alt sociale medier, punkteret med alt sit daglige vrøvl – fremmet af ledende politikeres egne lemfaeldige omgang med de sociale medier, hvor de forsøger at overgå hinanden med posteringer, der skal vise, at de er helt almindelige, søde mennesker, der naermest ingen magt har og ikke vil nogen noget ondt. Vi ser billeder af deres jaevne mad, deres søde husdyr, deres ture med konen/manden i skoven og så videre.

Selviscenesaettelse på de sociale medier er tydeligvis blevet en politisk disciplin, og den virker meget puslingelandsagtig, når lokummet begynder at braende. Og det gør det nu. Demokratiet er bestemt truet udefra i disse måneder – Putin, Kina – men også indefra, hvis det kvaernes halvt ihjel af al den dumme tale.

Måske er det den udbredte tilslutning til socialdemokraten Hal Kochs tanker om, at demokrati er samtale, der har åbnet for dette evige, forvrøvlede pludren undervejs, ikke mindst på de sociale medier, hvor enhver borgers mening skal vaere lige god. Men det er den ikke, og Gud fri os fra enhver tanke om et mere direkte demokrati! Det er direkte nok allerede.

I stedet burde man overveje den borgerlige Alf Ross’ mere karske, autoritetsbaserede udgave af det repraesentative demokrati: »Folket behøver ledere. Tanken om den enkeltes selvstyre og ansvar bør forbindes med tanken om ledelse i tillid. Sideordnet med trangen til selvstaendighed ligger hos mennesket trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem, der er klogere og mere indsigtsfulde end én selv...

Ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af, at den fortsat formår at beholde folkets tillid på grundlag af fri kritik og meningstilkendegivelse.«

Demokrati baserer sig på tillid og loyalitet. To gode råd til sidst til den generiske valgkampspolitiker: Prøv at høre din modpart til ende, og lad vaere med at love for mange milde gaver.

Demokratiet er bestemt truet udefra i disse måneder – Putin, Kina – men også indefra, hvis det kvaernes halvt ihjel af al den dumme tale.