Faenomenet Inger Støjberg graver grøfter

Lad mig indledningsvist slå fast: Jeg kan godt lide Inger Støjberg. Hun og jeg var i Taiwan sammen på udvalgstur, da jeg sad i Folketinget, og der laerte jeg hende at kende som et menneske, der har noget på hjerte, og som er nem at tale med. Vi fik talt meget sammen på turen og talte bl.a. om det hus i Hadsund, hun i dag ejer og bor i, for der boede mine faetre, da jeg var barn, så der kom jeg ofte.

Efterfølgende blev jeg minister, og det samme blev Inger senere, så der arbejdede vi fortsat sammen. Derfor kan jeg med sikkerhed sige: Hun er skarp, hun er dygtig, og hun kan se den politiske bold. Men hvad er det for et projekt, hun har sat i gang med Danmarksdemokraterne, og hvad er det ved ”faenomenet Støjberg”, som får det politiske Danmark til at bruge så meget tid på hende?

Først og fremmest er det usaedvanligt, at hun overhovedet kan stille op. For hvordan kan man den ene dag dømmes for en forsaetlig forbrydelse ved landets øverste domstol i sin egenskab af minister for den anden dag at kunne stille op til Folketinget? Og det uden at kunne stille op til et by- eller regionsråd. Det er der mange, der ikke kan forstå, og det giver heller ingen mening. Men nu er det sådan, det er, og Inger Støjberg stiller op til Folketinget, for det tillader reglerne.

Hvad er det så, hun går til valg på? Hun taler meget om københavneri, at Danmark skal haenge sammen, og at hun synes, der er blevet for langt fra de københavnske saloner ud til danskerne, som er flest. Det har givet en vaeldig debat, og det er den type håndfaste udmeldinger, som hun mestrer at søsaette. Jeg er imod falske modsaetninger om jyder og københavnere. De er ikke rigtige, og med ordet ”saloner” får hun det til at lyde, som om vi lever i en tid, hvor der var flere dagsrejser fra hovedstaden til Nordjylland. Men betyder det, at Inger ikke har fat i noget?

Nej, for hun har fat i den fornemmelse, som mange mennesker har af, at centralisering ikke er uden problemer, og at det betyder noget, hvilken landsdel man ser tingene fra. At velfaerden er skrøbelig, og at vi ikke skal aendre på tingenes tilstand blot for at vise handlekraft. Den fornemmelse har mange mennesker, og mange etablerede partier har undervurderet den.

For den gryende fornemmelse af distance har et arnested, som vi også blandt meget andet er nødt til at drøfte i det maerkelige ord ”sammenhaengskrafts” hellige navn. Og jeg er sikker på, at en stor del af befolkningen er enig i, at vi skal styrke sammenhaengskraften i Danmark – vi skal arbejde for det, der samler os, og ikke hen imod det, der skiller os. Vi skal ikke gøre det op i københavneri og jyderi, men tage det alvorligt, når mennesker siger, at de er bekymrede for, at ingen lytter, når laegen lukker, priserne stiger, hjemmehjaelpen udebliver, eller utrygheden på andre måder sniger sig ind.

Både Inger og jeg har i sin tid stemt for kommunalreformen, som reducerede landets kommuner fra 276 til 98.

Og vi skal kigge kritisk på, om vi indhøstede nogen besparelser på det. Vi har begge stemt for domstolsreformen og politireformen. Har vi fået mere naerpoliti af den grund? Naeh, det tyder det ikke på. Vi skal som politikere vaere kritiske, også over for de beslutninger, vi har truffet tidligere, så vi kan laere af erfaringen. Og for mig at se er et Danmark i balance meget vigtigt – både for sjaellaendere, jyder, fynboer, bornholmere og alle andre befolkningsgrupper. Der er ikke to grupper. Der er mange flere, og det er der, hvor jeg synes, Inger Støjberg forfladiger debatten. Hun gør det til et spørgsmål om dem og os, og den faelde skal man passe på med at falde i.

Jeg har selv vaeret initiativtager til og formand for foreningen ”Staten i hele Danmark”, som var blandt de første til at tale om udflytning af statslige arbejdspladser, og der skal vi hele tiden vaere årvågne, så vi som politikere ikke graver grøfter, men tvaertimod binder os taettere sammen, når vi planlaegger.

Selv om Danmarksdemokraterne ”kun” står til omkring 10 pct. af stemmerne, så skal man ikke vaere blind for, at Inger Støjberg udtrykker følelser eller holdninger, som der er sympati for i en bredere del af vaelgerskaren. Og selv om man ikke kan se en brand, skal man tage røgen alvorligt. Vi skal lytte til den bekymring, som Inger Støjberg taler direkte ind i, men i stedet for at møde den med grøftegraveri, skal vi møde den med åbenhed og en bred fordomsfri diskussion af, hvad vi kan gøre ved problemerne.

Inger Støjberg forfladiger debatten. Hun gør det til et spørgsmål om dem og os, og den faelde skal man passe på med at falde i.