Lad os nu få det valg og et regeringsskifte

Det er Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, der er forudsaetningen for et regeringsskifte. Det har man ondt af på den moralistiske venstrefløj. Men hun er en af de mest farbare veje ud af en magtfuldkommen etpartiregering.

Det er utåleligt, at vi reelt er kommet langt ind i en decideret valgkamp, uden at der formelt er udskrevet valg. Der holdes endog tvdebatter mellem mediernes udvalgte statsministerkandidater.

Men det vigtigste i demokratiet forpasses: at regeringen skiftes ud, når den har opbrugt sin trovaerdighed. Derfor bør luften renses hurtigst muligt.

Valget er imidlertid ikke et simpelt valg mellem frihed og lighed, men derimod en kompleks demokratisk udskiftning af en etparti-regering, der er blevet for magtfuldkommen og for glad for en stadig udvidelse af den offentlige sektor. Statsministeren har vaeret for kontrollerende – i et taet samarbejde med sin departementschef. Og hun synes for dybt inspireret af en vis rådgivers strategi om at styrke Socialdemokratiet frem for alt andet.

I en udpraeget krisesituation er det vigtigt at frihed og lighed ses som uforenelige modsaetninger, der aldrig kan håndteres fornuftigt og konstruktiv uden om en accept af begge idéers gode sider. Friheden skal tillade initiativer og nye løsninger, men en god regering skal samtidig sørge for, at flertallet bevarer trygheden og sikkerheden gennem omsorg for de svage og respekt for traditioner.

Løsningen på modsaetningsforholdet er derfor aldrig en enten-eller-holdning eller en benaegtelse af, at frihed fører til ulighed (hvad Anders Fogh Rasmussen ikke ville vaere ved). Det er en dynamisk faktor, der aldrig må ende i forsøg på at skabe en slags harmonisk idealløsninger hen over midten af mere eller mindre socialliberal art endsige i en ensidig liberalisme eller socialisme.

Den britiske sociolog Anthony Giddens idé om ”den tredje vej” er derfor stadig aktuel. Den vandt Labours leder Tony Blair valget på i 1994 – og Venstres leder Anders Fogh i 2001. Den afskaffer på ingen måde modsaetningen mellem frihed og lighed, men sikrer, at fløjene i det politiske system med mellemrum skiftes til at danne regering med hver sine samarbejdspartnere.

”Fidusen” er, at modsaetninger bliver håndteret på en måde, der ikke ender med dyb splittelse i befolkningen, men tvaertimod udvikler sig inden for et sundt folkeligt faellesskabs rammer.

I 2009 fejlede Lars Løkke Rasmussen stort ved at kassere den tredje vej, og han fejlede igen, da han efter sin afgang som V-formand dannede sit eget parti med ønsket om en regering hen over midten. De liberale skal naturligvis skaffe sig magten ved at appellere til midtervaelgere, eftersom middelklassen er blevet stor og afgørende. De fleste af dem er ikke partitro – men vover at skifte side med mellemrum.

Det gaelder også de midtervaelgere, der gerne stemmer på Det Radikale Venstre. Derfor har dette parti flere gang vist, at det kan gå i regeringssamarbejde med både S og VK.

Først med Baunsgaard i 1968, siden med Niels Helveg Petersen, men det gik skaevt med Margrethe Vestager, da Bjarne Corydon (S) førte sin økonomiske politik igennem hen over SF. Det er åbenlyst et problem for de socialliberale på midten, at de tror, de har en saerstilling i dansk politik – og ovenikøbet er begyndt at haevde dogmatiske principper om indvandrere og flygtninge (Rwanda-sagen).

Vi bør ikke glemme, hvor galt det gik i Sverige, da det socialkonservative parti Moderaternes leder, Frederik Reinfeld, efter sin afgang som statsminister og partiformand med brask og bram sluttede op om kansler Merkels fatale åbning af EU’s ydre graenser i 2015. Han bød alle flygtninge velkommen, fordi der var »plads nok« i Sverige. Han lancerede ligefrem idéen om Sverige som en »humanistisk stormagt«. Resultatet blev alt for mange flygtninge – og alt for mange skyderier og drab.

Det er en politisk brøler at slå sig op på humanistiske principper og gøre barmhjertighed til en global strategi, for dermed forsvinder den fundamentale nødvendighed af ethvert folks naturlige forpligtelse til at sørge for nationens evne til at bevare faellesskabet intakt. Barmhjertighed gaelder ens naeste og ikke en uoverskuelig verdensbefolkning på otte milliarder. I Sverige blev resultatet som bekendt, at Sverigesdemokraterne for nylig blev større end Moderaterne.

Den ulykke undgik vi i Danmark, fordi Fogh i 2001 – modsat Nyrup – var klog nok til at traekke Dansk Folkeparti ind i det varme parlamentariske samarbejde. Partiet er nu efter interne stridigheder i frit fald. Derfor er det i dag Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, der er forudsaetningen for et regeringsskifte. Det har man ondt af på den moralistiske venstrefløj, men hendes parti sigter på pragmatisk samarbejde og regeringsansvar. Partiet vil derfor vaere umuligt at komme uden om for Venstres formand.

Jakob Ellemann kan glaede sig over Søren Pape Poulsens alvorlige ridser i lakken, men hans største problem er manglen på dyb, gennemtaenkt og fremsynet politik. Derfor bliver det hans livs største chance at få en sådan på plads i de kommende regeringsforhandlinger med Støjberg og Pape. Der er heldigvis god dynamik i selve forskellen mellem den folkelige, jyske kvinde og den mere elitaere københavner. Ellemann vil sikkert vokse med opgaven, men der mangler noget afgørende i selve hans livsindstilling, og det er det tragiske element, erfaringen af, at mennesket ikke altid får sin vilje. Desuden er den vedvarende eksistentielle tilblivelse altid et spørgsmål om at gå imod ”entropien” eller sandsynligheden.

Først og fremmest skal Ellemann forstå, at modsaetningen mellem frihed og lighed ikke kan fjernes, når den beror på en principiel uforenelighed af to lige berettigede hensyn. Modsaetningen er faktisk komplementaer i den saerlige og ganske geniale betydning, Niels Bohr gav den allerede i 1920’erne. Begge sider i modsaetningsforholdet skal vaere fuldt anerkendt, hvis dynamikken skal bevares, og dette kan i vores yderst komplicerede situation kun lade sig gøre i kombination med en helheds-realisme, der fuldt ud accepterer bredden i tilvaerelsen og alvoren i vores krise. Valget kan nok vindes på stemmer fra den moderate middelklasse, men fløjene skal hverken bilde sig ind, at der findes en definitiv løsning, eller at der kan dannes en ideal og perfekt regering.

Vores aktuelle situation er dybt tragisk: Mennesket hersker ikke over naturen. Politikerne kontrollerer ikke samfundsudviklingen. FN og EU gør heller ikke. Klimakrisen og energikrisen udfolder sig på egne betingelser. Den vanvittige Ukraine-krig gør alt endnu vaerre og vil blive meget lang – uden at nogen vinder; den rammer Rusland og Europa lige hårdt. Langvarig recession er stensikker, og den vil med garanti ramme forbruget, indkomsterne, de offentlige udgifter til sundhedsvaesen, aeldrepleje, skolevaesen, uddannelse, forskning, sport og finkultur.

Så det er givet, at den nye regering for sin overlevelses skyld er nødsaget til relativt hurtigt at udarbejde en decideret recessionspolitik, der torpederer alle illusioner om nemme løsninger en gang for alle – men til gengaeld giver mere plads til det menneskelige.

Det er åbenlyst et problem for de socialliberale på midten, at de tror, de har en saerstilling i dansk politik.

Én ting står nemlig fast. Almindelige borgeres fremmeste opgave er uaendret af elementaer eksistentiel og prosaisk art, nemlig at sørge for overvaegt af det gode og konstruktive i det naermiljø, hvor de tilfaeldigvis er placeret, og hvor de har et direkte ansvar af gammeldags analog slags. Sådan er det alle steder på kloden, uanset det politiske system. Her hjaelper ingen ”virtualitet”. Og det er just vort håb.