Vaekst i offentligt forbrug bør ikke styres af simpel regneregel

Det vil få alvorlige konsekvenser for dansk økonomi, hvis vi undlader at insistere på fortsat stigende produktivitet i den offentlig sektor.

Traekket er beregnet, så udgifterne helt mekanisk forudsaettes at stige i takt med vaeksten i antallet af borgere i en aldersklasse. Det svarer lidt til regneopgaven i skolen: Hvis det tager en mand en time at grave en grøft, hvor mange skal der så til for at grave to grøfter på en time?

En af de største fejltagelser i nyere dansk politik er ophøjelsen af en simpel finansministeriel regneregel til et bindende politisk mål. Det er det såkaldte ”demografiske traek” – altså hvor meget isaer flere aeldre påvirker det offentlige forbrug. Både Socialdemokratiet og Venstre har udstedt et løfte om at lade udgifterne stige svarende til det demografisk traek.

Traekket er beregnet, så udgifterne helt mekanisk forudsaettes at stige i takt med vaeksten i antallet af borgere i en aldersklasse. Det svarer lidt til regneopgaven i skolen: Hvis det tager en mand en time at grave en grøft, hvor mange skal der så til for at grave to grøfter på en time?

Det simple svar er to mand. Men det er ikke altid rigtigt. F.eks. ved sammenligning over tid må der tages hensyn til, at produktiviteten stadig forbedres. En mand med en gravemaskine kan flytte vaesentligt mere jord, end en mand med en skovl kunne i gamle dage.

Normalt tager økonomiske fremskrivninger hensyn til bl.a. stigende produktivitet. Det afspejler, at generel produktivitetsvaekst har vaeret den vigtigste kilde til vaeksten i dansk økonomi det seneste halve århundrede.

Men i den simple regneregel er produktivitet i den offentlige sektor udeladt, hvad ministeriet da også pligtskyldigt gør opmaerksom på. Der er sandt nok en alvorlig udfordring med at sikre tilstraekkelig høj produktivitetsvaekst i den offentlige sektor. Men også i det offentlige har produktiviteten vaeret voksende historisk – med omkring 0,5 pct. om året.

Det demografiske traek overvurderer derfor udgiftsbehovet.

Faktisk modsvares effekten af demografien omtrent af den hidtidige produktivitetsvaekst, så man kan opretholde serviceniveauet uden udgiftsstigninger.

Det har alvorlige konsekvenser, hvis man alligevel lader det offentlige forbrug vokse bevidstløst.

For det første kan det medføre en standardglidning.

I vaerste fald bliver det en selvopfyldende profeti, at den offentlige produktivitet ikke stiger, hvis der ikke er politisk krav om det.

For det andet laegger traekket beslag på en stor del af det råderum, som ellers kunne benyttes til velstandsforøgende reformer. Af et ledigt råderum på 34 mia. kr. frem mod 2030 tager demografisk traek godt 21 mia. kr., så der er under 13 mia. tilbage.

For det tredje er lav produktivitetsvaekst i det offentlige en af de største udfordringer i en moderne velfaerdsstat (Baumol-effekten).

Det skaber et latent pres for højere udgifts- og skattetryk.

Hvis man pr. definition udelukker offentlig produktivitetsvaekst, bliver økonomien låst i en stadig vaerre klemme.