»I Danmark har vi ingen autoriteter så store, at vi ikke kan pille dem ned på et splitsekund«

I Jyllands-Postens nye serie "Åh, Danmark" kaster en raekke markante stemmer deres blik på landet, som det tager sig ud lige nu. Vi åbner med Informations speedsnakkende chefredaktør, Rune Lykkeberg, der elsker energien i det danske forsamlingshus og hyld

Hvilket sted i Danmark holder du mest af ? »Det danske forsamlingshus. Jeg har holdt i hundredvis af foredrag rundtom i landet, og det bliver ved med at forbløffe mig, at naermest uanset hvilken by man kommer ud til, så er der altid et forsamlingshus med en flok mennesker, som sidder klar til at diskutere verden. Og som ved mindst lige så meget om, hvad der sker derude, som én selv. Det er den bedste vaccine mod kulturpessimisme og triste tanker om samfundets politiske forfald. I forsamlingshuset bliver man en del af en samtale, som går på tvaers af generationer, sociale klasser, land og by. Man møder folk, der er engagerede i deres samfund og optaget af at få det hele til at gå op. Som føler de store samfundsproblemer som deres egne. Jeg siger konsekvent nej til alt, hvad der handler om lederkurser og management, det gider jeg ikke at bruge mit liv på, men når nogen spørger mig, om jeg vil komme ud til dem og holde et foredrag, siger jeg naesten altid ja.«

Hvad er det bedste ved Danmark?

»Det antiautoritaere. Vi har en sund skepsis over for ting, der kommer oppefra. I Danmark har vi ingen autoriteter så store, at vi ikke kan pille dem ned på et splitsekund. Det kan godt vaere, at vi har et kongehus, der nyder saerlige privilegier, men de skal sgu ikke opføre sig som kongelige. Hvis kronprins Frederik tror, at han kan kvitte køen på Storebaeltsbroen eller som den eneste rulle over, når den bliver lukket på grund af en storm, kan han godt tro om igen. Jeg har en tese om, at det altid er Shu-bi-duaDanmark, der vinder til sidst. På Folkemødet ender vores politikere også med at sidde i graesset og drikke dåseøl med en smøg i munden, selv om det er forbudt at ryge. Vi ved godt, at hele fortaellingen om danskerne som en flok PowerPoint-tjekkede gourmander, der kører på strømlinet ivaerksaettersucces, bare er noget fis, vi går og siger til hinanden. Den erkendelse vaccinerer os mod store maend og tåbelige forslag. Men når nu vi ikke finder os i noget pis fra oven, må vi indimellem også stå sammen som folk og selv finde nogle gode løsninger. Det er grunden til, at vi gennem tiden har skabt andels-, højskole- og arbejderbevaegelsen. I samtiden kan man nogle gange få fornemmelsen af, at vi er ved at miste nogle folketraditioner, men så snart man stiller sig uden for samtidens dominerende fortaellinger om sig selv, opdager man, at Shu-bi-duaDanmark hele tiden transformerer sig selv og finder nye udtryk. Da bølgen med New Public Management slog rødder i 1990’erne, taenkte jeg: ”Det tror vi da ikke på.” Men så kører det i en periode, indtil vi bliver enige om, at det er et latterligt faenomen. Og da Anders Fogh Rasmussen fik magten i begyndelsen af 00’erne, troede vi alle, at kontraktpolitik var vejen frem. Men så går der nogle år, og så gider vi heller ikke det mere. I dag er det naermest lidt pinligt, at vi hoppede på den. På samme måde har det vaeret med Mette Frederiksen som statsminister under corona. I begyndelsen var der stor andagt omkring den staerke autoritet, der er sit parti og regeringen, og som inkarnerer nationens handlekraft. Men da hendes pressemøder blev så fulde af patos, at de mindede om en dårlig koncert med Celine Dion, vendte vi ryggen til hende. Den gik heller ikke i laengden.«

Hvad er det vaerste?

»At det Shu-bi-dua-Danmark, jeg saetter pris på, også rummer en selvtilfredshed, som er ekstremt ugenerøs. At hyggen også betyder, at man vender ryggen til tusinder af ensomme aeldre og tusinder af unge, som hverken har job eller uddannelse, fordi de ikke passer ind. Det er et irriterende kulturelt traek ved mange danskere, at vi sjaeldent anstrenger os for at få folk udefra til at blive en del af vores faellesskab. Det kan vaere det nye barn i klassen fra en specialskole, en psykisk syg nabo eller en kollega fra et andet land, som vi er ekstremt dårlige til at invitere med ud og drikke en øl. I stedet er det bare frem med Christiania-cyklen, så vi kan komme hurtigt hjem til vores små familier. Det sjove er, at når vi selv er i udlandet, kommer vi altid hjem og siger: ”Hold kaeft, hvor var folk søde.” Og det er lige meget, om vi har vaeret en tur i USA eller har holdt sommerferie på en graesk ø. Vores selvtilstraekkelighed gør indimellem, at vi har det svaert med at raekke hånden ud til folk. Det får sit institutionelle udtryk i vores udlaendingepolitik, hvor vi kan affinde os med, at andre mennesker lever under groteske forhold. Vi bliver enige om, at det er noget rigtigt møg med de børn, der sidder og rådner op nede i de kurdiske og syriske fangelejre, men alligevel når vi frem til, at det nok også er nødvendigt. Shu-bi-dua-Danmark er både en velsignelse og en forbandelse.«

Hvad er dit staerkeste minde fra barndommen?

»Da travhesten Tarok døde. Jeg var syv år gammel og havde elsket den hest så laenge, jeg kunne huske. Min far er fra Hammerup, og min mor kommer fra Sevel, og Tarok stod i stald i Skive. Det var fantastisk, at en af verdens bedste travheste kom fra den samme egn som min familie. Det var naermest, som om vi havde del i dens succes. Da jeg var dreng i 1970’erne og 1980’erne, var der meget få ting, som Danmark var bedst til internationalt, så hvis der var en sportsgren med en dansk verdensstjerne, blev den lynhurtigt til den vigtigste sportsgren herhjemme. Det var grunden til, at vi i mange år var indlagt til at se oceaner af speedway og badminton i fjernsynet. Eller travsport med Tarok. Jeg blev hevet med på Skive travbane, fra jeg var helt lille, og det var altid en kaempe oplevelse. Tarok var travhestenes Michael Laudrup, og jeg kan stadig huske synet af de røde pølsestumper mellem mine sko, når jeg kastede op i ren spaending over at skulle se Tarok løbe live. Men så en dag blev jeg kaldt ud i køkkenet, og min mor kiggede alvorligt på mig, mens hun fortalte, at Tarok var død. Det var et Kennedy-øjeblik for os alle sammen. Efterfølgende kom folk fra hele landet kørende til Skive for at sige farvel til den smukke hest, og jeg husker følelsen af, at min families egn var genstand for en hel nations beundring. Min familie er fra landbosamfundet. Min morfar og mormor havde den største gård i sognet, som gik nedenom og hjem, og min farfar var folketingsmedlem for Venstre. Han var landbrugsordfører for partiet, men røg ud ved jordskredsvalget i 1973, så jeg voksede op med bevidstheden om, at den kultur, vores familie kom fra, var den tabende kultur. Og i den nederlagsfortaelling blev Tarok et sejrende symbol.«

Hvis du skulle flytte til et andet sted i Danmark?

»Jeg elsker at bo i København, men på mine mange ture rundt i landet ankommer jeg ofte til en by, hvor jeg taenker, at her kunne man også leve et godt liv. Jeg har vaeret i Svendborg et par gange i sommer, og jeg er vild med kombinationen af en smuk, gammel bykerne og en klar fornemmelse af, at vandet altid kun er en kort slentretur vaek. Og så er vidunderlige AErø også kun en faergetur vaek. Jeg er fuldstaendig overbevist om, at livet kan leves godt mange steder.«

Hvor spiser man det bedste måltid?

»Jeg er grundlaeggende ret ligeglad med kulinarisk kvalitet, og jeg kunne ikke drømme om at troppe op på de nye fine cuisinerestauranter. Jeg har svaert ved at købe fortaellingen om, at vi danskere er blevet et folk, der saetter pris på en våd timiankvist plukket i de tidlige morgentimer sammen med en stak skovmyrer, som bliver serveret i meget små portioner i alt for store tallerkner. De fleste af os er vokset op på medister og frikadeller, og måske netop derfor kan jeg virkelig godt lide de gamle mindehaver på Frederiksberg. Der er noget fint og festligt og folkeligt over dem. Om sommeren er der bakkesangerinder, store grillbuffeter og smørrebrød i stakkevis. Det er befriende.«

Hvilken dansker har du respekt for?

»Digteren Per Højholt var et idol for mig. Han boede alene i sit lille hus i Hørbylunde lidt uden for Silkeborg, fordi han ikke mente, han kunne skrive ordentlige digte, hvis han boede i København. Der var for mange distraktioner og alt for meget pladder, sagde han. Højholt stod bag nogle af de bedste modernistiske digte, der er skrevet herhjemme. Han tog lyrikken braendende alvorligt som undersøgelse af hele universet, men samtidig var han også afsindig morsom. Ikke mindst når han skrev sine ”Gittes monologer”, der er fulde af livsvisdom. Som da Gitte på et tidspunkt siger til sin mand: ”Altid negativ, Preben. Hvorfor er der aldrig nogen, der bekymrer sig om det positive?” Det er så skarpt set. Vi er altid optaget af det, der bekymrer os. Og når vi ikke bekymrer os om det laengere, er vi heller ikke optaget af det. Vi hører kun om togene, når de ikke kører til tiden. Eller om sygeplejerskernes arbejdsforhold, når de er utilfredse og vaelger at strejke.«

Hvad savner du, når du er i udlandet?

»Ingenting. Når jeg er afsted på en rejse, er jeg altid fuldstaendig optaget af den by eller det land, jeg besøger. Jeg kan godt lide at lave aktiviteter undervejs, hvor jeg får noget til faelles med dem, der bor det sted, hvor jeg befinder mig. I 2008 tog hele min familie til San Francisco for at opleve den store politiske vaekkelse af folk, der opstod op til valget af Barack Obama. Jeg var nysgerrig efter at se, hvor det momentum kom fra, og vi fik lov til at sidde i et callcenter, hvor sorte, studerende og bankfolk, som i to år havde brugt deres frokostpause på at ringe for Obama, sad og telefonerede til vaelgere. «

Jeg har en tese om, at det altid er Shu-bi-dua-Danmark, der vinder til sidst. RUNE LYKKEBERG, CHEFREDAKTØR OG FORFATTER

Hvilken årstid er du mest glad for?

»Som ung elskede jeg efterårets melankolske intensitet. Det er de staerke farvers årstid. Traeernes blade er knaldende gule, røde eller orange, graesset er helt vildt grønt, og himlen er afsindigt blå. Det er et møde med naturens radikalitet, lige inden det hele slukker. Men efteråret kan også have noget ubehageligt over sig, fordi man så kraftigt oplever, at livet er cyklisk. At ting blomstrer op og forsvinder igen. Det er en påmindelse om, at lige om lidt er man selv vaek. Måske er det derfor, at jeg med alderen er begyndt at holde mere af foråret, hvor alt åbner op. Naermest som en protest mod døden. Jeg elsker også det, foråret gør ved os. Jeg elsker den forandring, der indfinder sig hos folk, når solen pludselig skinner varmt. Vi glemmer, at vi har så pokkers travlt, og stopper for hinanden på gaden: ”Du går først! Nej,

du går først.” Det er, som om nogen har kastet tryllestøv ud over landet.«

Hvor i Danmark vil du gerne begraves?

»Som ung gik jeg konstant til laege, fordi jeg troede, at jeg var alvorligt syg. Jeg kunne ikke traekke vejret uden at høre det pibe fra en svulst nede i halsen. Så fik jeg at vide, at den slags ville stoppe, når jeg fik børn, for så bekymrede man sig kun om dem og deres helbred. Det skete bare ikke for mig. Men nu hvor jeg naermer mig de 50 år, er det, som om jeg har spyttet i naeverne og gjort mig klar til anden halvleg. Begge mine foraeldre kommer fra indremissionske hjem, og når man gik til en 50-års fødselsdag i det miljø, takkede man for de år, man havde fået. Der var en ydmyghed over, at man fik endnu et år. I dag opfatter mange livet som et klippekort, hvor man har krav på i hvert fald 80 klip, og når man så fylder 50, taenker man, at nu er der kun 30 klip tilbage, og det er endda de dårligste. Hvis jeg skulle dø i morgen, ved jeg godt, hvor jeg vil begraves. Som ung kom jeg ofte forbi på Assistens Kirkegård, hvor digteren Michael Strunge lå begravet, og siden stødte hans kollega Dan Turéll også til, så der ville jeg også gerne ligge. Men i de senere år er jeg kommet meget på Vestre Kirkegård, og her hviler også store forfattere som Tove Ditlevsen og Herman Bang. Men kirkegården rummer også en af byens største muslimske gravpladser, og for mig er der noget smukt i, at mens der i offentligheden ofte er meget lidt plads til opbyggelige samtaler mellem muslimer og majoriteten, så er der masser af plads til rolig sameksistens på kirkegården. Når vi mødes mellem gravene, bliver vi mindet om, at vi som mennesker er lige. Vi sørger alle over tabet af dem, vi har mistet, og vi skal alle selv herfra engang, så min familie må gerne smide mig i jorden her, når den tid kommer.«