Københavns Kommunes storm på normer fortsaetter ufortrødent

Københavns overborgmester, socialdemokraten Sophie Haestorp Andersen, fik travlt ved tastaturet søndag, da Berlingske kunne berette om en ny kommunal sprogvejledning, der skal indføre kønsneutralt sprog. For ifølge kommunen kan det vaere »fordomsfuldt«, »diskriminerende« eller »nedladende« at antyde, at et bestemt køn er normen. Så derfor ud med mor og far, for i stedet skal kommunens ansatte spørge borgerne, hvilke pronominer de foretraekker – han, hun, den, de, dem.

Som det hedder i vejledningen, der er sendt til kommunens medarbejdere: »Kommer du til at bruge et forkert pronomen, så sig undskyld – ligesom når du kommer til at bruge et forkert navn. Respekter, at den person, som sidder over for dig, er ekspert i, hvordan vedkommende føler og identificerer sig.« Afsløringen af vejledningen fik dog hurtigt overborgmesteren til at mane til ro, for sådan var det da heller ikke ment, ja, der var vel naermest bare tale om et velment råd, og ingen kan vel vaere modstander af at beskytte minoriteter, vel?

Ingen er modstander af at beskytte minoriteter, men om der er tale om en vejledning eller velmente råd, er for så vidt ligegyldigt, for alene det, at kommunen udarbejder vejledningen og rundsender den til sine medarbejdere, vidner om, at Københavns Kommunes staerkt venstreorienterede flertal anført af Enhedslisten med sig baerer et politisk korrekt og identitetspolitisk angreb på normer, traditionelle vaerdier og familier.

Man så det allerede i sommer, da det kom frem, at kommunen har hyret de LGBT+-funderede Normstormere, hvis syn på køn man roligt kan sige er flydende, til at tage sig af seksualundervisningen i byens folkeskoler. At det skulle ses i en staerkt politiserende og ideologisk sammenhaeng, fremgik af den socialdemokratiske politiske ordfører på rådhuset, Laura Rosenvinge, der sagde, at »når det handler om at opdrage vores børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår, og at det er okay at vaere den, man er, så er det for vigtig en opgave bare at overlade til foraeldrene«. Hvem tilhører børnene? Det er der vist ingen tvivl om her.

Man fornemmer hensigt og bliver forstemt, for når Københavns Kommune tilpasser sin sprogpolitik til en ganske lille minoritet, så handler det om meget andet end det: at beskytte en minoritet. Det handler om at nedbryde normer, det normale, i en mistaenkeliggørelse af det, som ret beset taet på alle baserer deres liv på. Det menes, at ca. 0,6 pct. af danskerne lever med et andet oplevet køn end det, de er født med. Og selvfølgelig skal der passes på dem og deres rettigheder, ligesom der skal på regnbuefamilier og alle mulige andre konstellationer.

Men det gøres ikke ved at nedbryde sproget og storme normerne. Der er en grund til, at de kaldes normer; det er, fordi de repraesenterer langt hovedparten af befolkningen.

Men det ser man stort på på Københavns Rådhus, og når statsminister Mette Frederiksen naegter at svare på, hvor mange køn hun mener der findes, så vidner det om, at selv om minoriteten er lille, så er frygten for den større end lysten til at forsvare de normer og det flertal, som i alle mulige andre sammenhaenge ellers tillaegge så stor vaegt og vaerdi. Minoriteter skal naturligvis beskyttes, men det gøres ikke ved at rette ind og aendre det faelles sprog af frygt for at kraenke dem. Det er kun nedbrydende.

Minoriteter skal naturligvis beskyttes, men det gøres ikke ved at rette ind og aendre det faelles sprog af frygt for at kraenke dem.