Vi må ikke lade os afpresse af Putins atomtrusler

Med fire ukrainske regioner folkeafpresset ind i Rusland kan praesident Putin over for russerne kalde et angreb på regionerne for et angreb på Rusland og dermed ivaerksaette landets forsvarsdoktrin, der tillader brug af atomvåben mod Ruslands fjender.

Det er det glade vanvid, som udgår fra Kreml og den evigt truende Putin. Følgende ville faktisk forklare vanviddet udmaerket – Ruslands ultranationalister har tilladt Putins ekstreme korruption, mod at landet melder krig mod Vesten. Den slags får vi nok aldrig svar på, men sikkert er det, at Putin er omgivet af blodtørstige høge, og at hans stjålne milliarder gør ham til Ruslands definitive oligark.

Putin kan gøre brug af kernevåben på flere måder. Sikkerhedsanalytiker Joseph Cirincione skriver i Washington Post, at man enten kan forestille sig et afskraekkelsesmissil over havet, et mindre atomart angreb på ukrainske styrker, et regulaert nedslag over Kyiv eller et atomangreb mod et Nato-land. Førstnaevnte lader til at vaere det mest sandsynlige, men sikkert er, at alle scenarioer øjeblikkeligt vil medføre total mobilisering af Natostyrker, anført af USA, og således afskibning af kampfly, droner, tanks, landtropper og ikke mindst krigsskibe i Sortehavet.

Er det fire ukrainske landprovinser vaerd? Har man nogensinde startet så store krige for mindre? Eller er der bare et bizart, braendende ønske om krig i Kreml? Ikke engang Hitler ønskede krig for krigens skyld, i hvert fald ikke før jorden begyndte at flamme under ham.

Putin har gentagne gange anklaget Vesten for dekadence – vi kunne anklage Kreml for nihilisme. Den findes, den russiske nihilisme, i mange forgreninger, isaer den politiske af slagsen, den der ikke anerkender nogen autoriteter, mindst af alt Vesten. Ifølge historieprofessoren Timothy Snyder er nihilismen udbredt til hele det russiske folk, hvor man er blevet opdraget af medierne til ikke at stole på nogen eller noget, udover Putin. Spørgsmålet er nu, om ikke en vitalisme, som griber til handling mod styret, kan vågne i russerne, sådan som krigen i Ukraine efterhånden antager grotesk karakter. Som man siger, mange russere er bange for Putin, men de er endnu mere bange for atomkrig.

Vi må ikke lade os afpresse af Kremls atomtrusler. Det er en glidebane af dimensioner. Det vil vaere indbydelse til diktatorer med masseødelaeggelsesvåben om at gøre det samme, slået grundigt fast af Rusland-kender Anna Libak for nylig i ”Debatten”. Det vil yderligere vise, at Vesten ikke er i stand til at forsvare demokratier, når de råber om hjaelp. Vesten vil se svag ud, og kraefterne i øst vil flekse med de autokratiske muskler.

Man bliver godt gammeldags traet af styret i Rusland. Putins stadig mere snerrende retorik, hvad har vi egentlig gjort ham? Han angreb Georgien i 2008, da Nato-medlemskab var på tale, og tilsvarende med Ukraine i 2014 og i dag – taenk engang, hvis man havde en regering i Kreml, som ikke gjorde alting op i militaeralliancer, men lod det russiske folk smage på Vestens vaerdier, friheder, rettigheder og demokrati. Vinduet var der i 00’erne, hvorfor det er skaebnens ironi, at Putin sang Fats Dominos ”Blueberry Hill” for cremen af Hollywood i 2012: »The wind in the willow played, love’s sweet melody, but all of the vows we made, were never to be.« Putins kaerlighedsaffaere med Vesten endte ikke godt.

Fejl på fejl. Et synderegister af forregnelser. I hvert fald i forhold til at erobre Ukraine. Men måske handler det ikke så meget om Ukraine som om at skade Vesten. Og det projekt forløber jo udmaerket. Energikrisen buldrer derudad, og senest har voldsom sabotage i Østersøen, som Rusland må formodes at stå bag, skabt frygt. Man siger, at en kold europaeisk vinter skal få støtten til Ukraine til at smuldre, men måske er den kolde europaeiske vinter et mål i sig selv? Ikke desto mindre er det en høj pris, Putin betaler.

Rusland-eksperten Masha Lipman har for laenge siden redegjort for den passivitetspagt, som russerne har indgået med Putin, og som består i, at folket ikke blander sig i politik, og Putin ikke blander sig i folkets liv – den pagt bryder Putin nu ved at indkalde almindelige borgere til krig. De indkaldte bliver efter alt at dømme kanonføde. Men overraskende nok kan Putin netop bruge blodbadet til overbevise folket om, hvor brutal den ukrainske fremfaerd med Vesten i ryggen er. Ukrainske elitesoldater kommer i hvert fald til at havne i nogle dilemmaer, når de står over for en deling af uprøvede maend, måske teenagere. Derfor er det også afgørende, at Vesten får arrangeret ordentlige forhold for de russiske soldater, der nedlaegger våbnene.

Man bliver godt gammeldags traet af styret i Rusland.