Tre kaffekopper for en veludført havnekonference, der dog undlader det vigtigste spørgsmål
Den bagvedliggende og uudtalte praemis for havnekonferencen var, at havnens behov er lig med byens behov, men i sidste ende er det vel et spørgsmål om, hvilken by vi ønsker os i fremtiden.
Normalt skriver man anmeldelser af koncerter og teaterstykker. Jeg har skrevet en anmeldelse af ”Borgerkonferencen om udvidelse af Aarhus Havn”, som foregik på Aarhus Rådhus mandag den 26. september. Havnekonferencen, som den er blevet kaldt, er en del af borgerinddragelsen i forbindelse med en eventuel udvidelse af Aarhus Havn. Den er kommet i stand efter en massiv folkelig mobilisering, der begyndte med, at et rekordstort antal høringssvar i foråret viste stor modstand mod planerne.
Nogle anmeldere giver stjerner, andre hjerter. Denne anmelder giver kaffekopper, fordi demokrati handler om dialog, og kaffekoppen er symbol på den gode dialog. Og jeg giver havnekonferencen tre af seks kaffekopper. Her er hvorfor …
Det er saerdeles positivt, at havnekonferencen fandt sted. Den var den første af to konferencer, som ifølge invitationen »skal gøre dig klogere, og så skal den sikre, at politikerne i byrådet har størst mulig viden, inden de forventeligt begynder at behandle sagen senere på året«.
Men formålet var for undertegnede og for mange af de fremmødte lidt uklart. Handlede konferencen alene om viden forstået som resultater af tekniske undersøgelser og faglige vurderinger?
Eller skulle den også give viden om, hvad borgerne ønsker? Og hvis konferencen virkelig handlede om at give politikerne mulighed for at stikke en finger i jorden og få en bedre fornemmelse af, hvad aarhusianerne mener, så undrede det mig, at så få af dem var mødt op. Jeg spottede en håndfuld af de 31 byrådsmedlemmer blandt tilhørerne.
Måske sad resten derhjemme foran skaermen og fulgte med i live-streamingen. Hvis det var tilfaeldet, ville jeg gerne have vidst det. Jeg tror nemlig, at mange ligesom mig oplevede, at havn og borgere i de tre timer, konferencen varede, mest af alt prøvede at overbevise hinanden. Og hvad skal det nytte, når det nu engang er politikerne, der skal beslutte?
De eneste politikere på scenen var borgmester Jacob Bundsgaard, som bød velkommen med de velkendte argumenter for at gennemføre udvidelsen af havnen, og rådmand Nicolaj Bang, som forventede en livlig debat, der kunne gøre ham klogere. Programmet gav herefter taletid til forvaltning, eksperter, interessenter og borgere.
Moderator Simon Ankjaergaard åbnede konferencen i en venlig og bestemt tone, som han trygt holdt hele vejen. Trygt ikke mindst for deltagere både i salen og på scenen, fordi den gennemgående meget kritiske dialog forblev på sporet og gav plads til mange stemmer.
Ikke nogen nem opgave, isaer ikke, da hvad han troede var et spørgsmål fra salen i stedet viste sig at vaere en spontan take over af konferencen med en larmende lynafstemning for og imod.
Det var tydeligt, at mange af de fremmødte borgere havde større lyst til at tale med politikerne end med eksperterne på scenen. Inge-Lise Rauhe valgte da også, da hun fik ordet, at stille sig op foran borgmesteren og rådmanden, der sad på første raekke i salen, og rette en dybfølt appel til dem begge om at tage klimakrisen alvorligt og bevare planeten fremfor at vaelge fortsat vaekst.
De få medvirkende embedsmaend og -kvinder gjorde, som de skulle, og holdt en klar og saglig tone. Her havde forvaltningschefen i Teknik og Miljø, Luise Pape Rydahl, nok den vigtigste rolle, da hun nøgternt og balanceret trak trådene op fra bearbejdelsen af høringssvarene og fra de forudgående temadrøftelser.
I den forbindelse savnede denne anmelder dog et dybere lag i den viden, der blev praesenteret. 1.572 høringssvar blev til kategorier med farvekoder på et enkelt cirkeldiagram. Drøftelserne på temamøderne blev til overordnede argumenter – for og imod. I balance. Det var givetvis lige efter bogen, men meget gik tabt, fordi kun det øverste lag af rationalitet blev bragt videre i fortaellingen.
Ikke de dybere lidenskaber af kaerlighed til en by, som vi kender den, og bekymringen for klimakollaps, der ikke kommer til udtryk i kategorier og diagrammer. Vi fik heller ikke noget indtryk af, at langt størstedelen af høringssvarene efter sigende var imod havneudvidelsen.
Lidenskaberne var til gengaeld fuldt til stede i paneldebatterne. Meget forventeligt fra interessenterne, der udtalte sig for og imod. Havnedirektør Thomas Haber Borch argumenterede selvsagt for, at havneudvidelsen er bydende nødvendig både for Danmark og for Aarhus. Faktisk fik jeg efter hans første indlaeg naermest indtryk af, at et nej ville betyde tomme hylder i supermarkedet.
På den anden side argumenterede Svend Erik Kristensen fra Beskyt Aarhusbugten for, at behovet er usikkert og andre, mindre pladskraevende løsninger mulige. Havnedirektøren blev bakket op af sin sekundant, driftsdirektør Anne Zachariassen, der forsikrede os om, at Aarhus Havn er bedst til CO2reduktion. Niels Aagaard fra Det Faelles Bedste og Majken Løhde fra Den Grønne Ungdomsbevaegelse argumenterede på den anden side for, at det er helt forkert at vedtage en havneudvidelse i lyset af den aktuelle klimakrise.
Mere overraskende for mig var eksperternes lidenskab. Mest markant i denne kategori var Anne Mette von Benzon fra Cowi, der i fremlaeggelsen af analysen af klimaeffekterne i forbindelse med udvidelsen fremstod saerdeles entusiastisk og fast besluttet på at overbevise de 4-500 fremmødte borgere om, at CO2-udledningen skam ville blive mindre, hvis havnen udvider, end hvis den ikke gør. Ikke spor af tvivl i hendes sind.
I det hele taget var eksperterne meget lidt i tvivl, hvilket er overraskende for denne anmelder, i og med at de forsøger at forudsige en udvikling, der straekker sig flere årtier ud i fremtiden. Her var det isaer Leif Haaning fra Rambøll med sin analyse af havnens behov, som imponerede. Efter en indledende konstatering af, at det er svaert at forudsige fremtiden, praesenterede han kurver med uafbrudt vaekst helt til frem til 2055. Det er 33 år!
Som tidsrummet fra Murens fald til i dag. Der var lidt forskel på vaekstraterne, 1,3 pct. eller 1,7 pct., men ingen scenarier, hvor verden, som vi kender den i dag, grundlaeggende forandrer sig.
Og dette på trods af at pandemi, krig og klimakrise i de senere år har skabt betydelig usikkerhed om fremtiden. Som deltager i denne borgerkonference og som borger i et demokrati må jeg sige, at jeg har behov for eksperter, der også er i stand til at formidle den tvivl, som naturligt må vaere til stede, når de skal vurdere verdens gang i et tidsperspektiv, der straekker sig over generationer.
medstifter og forperson for Sager der Samler samt medlem af OECD Innovative Citizen Participation Network
Den foreslåede havneudvidelse får, hvis den bliver til virkelighed, kolossal betydning for fremtidens Aarhus, hvad enten vi taler klima, havmiljø eller naerhed til og udsyn ud over bugten. Derfor skylder vi aarhusianerne en god proces.
Jeg savnede flere uvildige eksperter, som kunne udfordre hinanden. Jeg savnede en beregning af et scenarie, hvor havnen ikke udvides. Hvad er konsekvenserne? Ikke bare for havnen, men også for byen? Hvordan ville havnen taenke nyt, hvis udvidelsen ik
ke sker eller bliver mindre end ønsket?
Hvad ville det betyde for Aarhus, hvis havnen i vaerste fald måtte lukke? Ville andre havne tage over, så vi stadig får varer? Formentlig. Hvad med arbejdspladser? Ville andre sektorer fylde tomrummet ud, hvis havnens arbejdspladser forsvinder? Vi ved det ikke, men det ville vaere godt at vide, når vi skal traeffe en så stor beslutning.
Den ting ved hele havnekonferencen, som forstyrrede mig mest, og som er den primaere grund til det lidt beskedne antal kaffekopper i min anmeldelse, var dog den bagvedliggende og uudtalte praemis, at havnens behov er lig med byens behov.
Som Henrik Olsen fra Frederiksbjerg og Langenaes Faellesråd flere gange sagde fra scenen, drejer hele situationen sig jo om et politisk valg, der skal traeffes.
Vil vi give Aarhus Havn mulighed for at udvide som planlagt med de konsekvenser, det nu vil have? Eller vil vi prioritere anderledes og saette nogle graenser for havnens udfoldelse for til gengaeld at bevare mere udsigt og natur og ikke laegge by til flere CO2-udledninger samt et stort forbrug af råstoffer og byggematerialer? I sidste ende er det et spørgsmål om, hvilken by vi ønsker? Men det spørgsmål blev ikke stillet.