Et højtråbende højre kraever frihed, Europa har brug for demokrati

Østrig skal til valg kommende søndag. Det er i sig selv ikke videre ophidsende. Republikken fylder ikke meget i det europaeiske og endnu mindre i det globale landskab. Desuden gaelder valget en praesident, Alexander Van der Bellen, hvis beføjelser er begraensede, men hvis milde og dog faste facon i forskellige krisesituationer synes at garantere ikke blot hans genvalg, men republikken.

Dertil kommer, at de fleste politiske partier anbefaler Van der Bellen. Dels ved de, at de ikke kan passere ham og sparer følgelig på kraefterne, dels foretraekker de indtil videre at ligge i lae af denne højt respekterede skikkelse, ikke mindst de regerende konservative, som er faldet voldsomt tilbage i offentlighedens agtelse, og som netop har tabt et måske retningsgivende lokalvalg i Tyrol.

En enkelt gadeplakat falder i øjnene. Det såkaldte Frihedsparti (FPÖ), der kan anses for småfascistisk, reklamerer for sin kandidat, Walter Rosenkranz, med teksten: »Vi genvinder vor frihed.« Her må man som udenforstående spørge, hvilken frihed mener partiet, at østrigerne har mistet? Sådan helt konkret. Kan det taenkes, at jeg bor i et diktatur uden at vide af det? Nej. Vi har at gøre med højrefløjens natur, med en latent og til tider knap så latent fascisme. Man agiterer for en ikke naermere defineret frihed i den hensigt at kompromittere demokratiet.

Det vestlige demokrati indrømmer borgerne vidtraekkende friheder og rettigheder, vel at maerke under ansvar, herunder pligter.

Frihed alene er det lovløse eller retsløse samfunds frihed, som jeg har oplevet flere steder, bl.a. i Sydamerika i 1970’erne og på Balkan efter Jugoslaviens opløsning i 1990’erne. Her havde serbere, muslimer, albanere og kroater travlt med at slå hinanden ihjel i en til vished graensende tro på, at de ikke ville blive draget til ansvar.

En afart af denne frihed er det amerikanske højres insisteren på en våbenlovgivning – eller rettere dens fravaer – som i de første ni måneder af 2022 menes at have kostet over 20.000 mennesker livet.

Hvilket bringer mig tilbage til FPÖ’s praesidentkandidat, den bedstefaderligt udseende Walter Rosenkranz, partiføreren Herbert Kickls udhaengsskilt. Rosenkranz skal berolige den borgerlige midte. Hans sande og sinistre opgave er at fremme Kickl, tidligere indenrigsminister, stadig ekstremstrammer og politisk gadedreng, husket som bedste ven med Inger Støjberg, hende med de fine saloner i København.

Det ligger i navnet – Frihedspartiet monopoliserer friheden. De andre, haevdes det under hånden, vil den ikke, demagogi i efterårets regntåge, en appel, som skal appellere til angst, til utilfredshed og omvaeltning, vaek fra demokratiet med alle dets regler. Vi hører dem igen og igen, disse slagord, i Ungarn. Vi hørte dem for nylig i Frankrig, Sverige, Italien og Bulgarien. Vil vi høre dem i Danmark før folketingsvalget? De er et ekko af de omhyggeligt kalibrerede raseriudbrud, hvormed Hitler i Tyskland og Mussolini i Italien svang sig op før Anden Verdenskrig?

Van der Bellen bliver ifølge alle meningsmålinger genvalgt. Det vil vaere godt for Østrig, og det vil vaere godt for Europa. Vi kan laere af det 20. århundrede. Vi skal ikke vaere der.

Van der Bellen bliver ifølge alle meningsmålinger genvalgt. Det vil vaere godt for Østrig, og det vil vaere godt for Europa.