Har vi sejret os ihjel?

Ved de seneste udbud af offshorevindparker i Danmark og andre steder i Europa, senest i denne uge i Tyskland, har budprisen på retten til parkerne vaeret 0 kr. i offentligt tilskud pr. kWh. På overfladen en god ting, faktisk så god, at visse politikere naermest får våde drømme over, hvor meget vi kan udbygge offshore-vind i Danmark, og ikke mindst over, hvor billigt det bliver …

Men dette ensidige fokus på prisen hos udviklerne af vindprojekterne, hvad enten det er Vattenfall, Ørsted, RWE eller andre, medfører, at staten, og altså dermed os alle, går glip af store maengder innovation, baeredygtighed og social ansvarlighed, fordi det ikke er en del af vurderingskriterierne i øjeblikket, når der tildeles rettigheder til projekter.

For når der udelukkende kigges på pris, ender udbuddet i noget så simpelt som lodtraekning, som vi så det, da rettighederne til Thor blev uddelt i begyndelsen af 2022, hvor flere udviklere havde indgivet 0 kr.-bud, og man afgjorde det ved at traekke lod uden på nogen måde at kigge på, hvordan man ellers ville løse opgaven.

I vaerste fald kan konsekvenserne på sigt ødelaegge den danske vindmølleindustri.

Det ensidige fokus på pris fremfor f.eks. innovation presser den danske vindmølleindustri. Hårdt endda. Det presser ikke bare flagskibene som f.eks. Siemens Gamesa, der netop har annonceret en fyringsrunde på 2.800 medarbejdere, men det presser hele vaerdikaeden med alle dens underleverandører – noget, der kommer til at ramme hårdt her i Vestjylland.

Vi er nødt til at saette pris på andet end pris.

I øjeblikket er det sådan, at der snildt går op til 10 år i Danmark, fra man får idéen til en ny vindpark, til møllerne snurrer ude til havs. Det er ikke produktionstiden på møllerne og tiden, det tager at stille dem op, der tager så lang tid, det er derimod bureaukratiet, ansøgningerne og tilladelserne, og vi må simpelthen få optimeret disse systemer og sagsgange, hvis vi skal have en chance for effektivt og hurtigt at få sat skub i udnyttelsen af de vandressourcer, der er masser af i Nordsøen, Kattegat og Østersøen.

Og så skal vi jo også huske, at når vi så har optimeret, nytter det ikke noget, såfremt vi i kraft af vores ensidige prisfokus har sejret vores hjemlige vindindustri ihjel, inden tilladelserne kommer i hus, for så ender vi såmaend bare med ”made in China” i hele Nordsøen.