Rekordmange partier. Usaedvanligt lidt politisk indhold

Jeg er en anelse skuffet over, at Mette Frederiksen bøjede sig for det radikale valgkrav. Men nu er vi i gang. Så hvem skal jeg stemme på?

Umiddelbart burde det ikke vaere så svaert, for der er nok at vaelge imellem. Der har aldrig vaeret så mange partier, og der er både noget for dem, der spiser kød, og dem, der udelukkende holder sig til salaten. Jeg tilbereder med fornøjelse røde bøffer og bacon på gasgrillen, så Alternativet og De Grønne islamister er ikke en mulighed. Det indsnaevrer feltet en anelse.

Det paradoksale er dog, at i takt med at stemmesedlen vokser i omfang, så skrumper det indholdsmaessige. For meget politik kan selvfølgelig også skraemme vaelgerne vaek.

I dag er mange af partierne i ekstrem grad drevet af persondyrkelse og fortaellingerne om disse, som møjsommeligt er bygget op. Der skal leveres et stykke underholdning, så medierne har noget at viderebringe, og eksperterne noget at snakke om. Men den virkelig kedelige nyhed er, at det ikke vil gøre nogen naevnevaerdig forskel, om statsministeren ender med at hedde Søren Pape (K), Jakob Ellemann-Jensen

(V) eller Mette Frederiksen (S).

Den eneste forskel, som for alvor vil blive bemaerket – og som jeg kan få øje på – er, at der med den konservative partiformand som statsminister vil vaere en chance for, at vi på et tidspunkt får vores første mandlige statsministerfrue, hvilket selvfølgelig vil sende et signal om, at Danmark er et progressivt land i forhold til Pridebevaegelsens vaerdier.

Så kan alle danskere stolt kippe med regnbueflaget. Nogle vil hilse signalet velkommen. Andre skal nok først lige finde en grimasse, der kan passe. Jeg er til gengaeld sikker på, at vores nye, progressive kongehus (laes: kronprinsparret) hurtigt og vinkende vil tage opstilling ved siden af de to maend i Statsministeriet – om ikke andet så for at aflede opmaerksomheden fra de interne royale konflikter.

Men bortset fra det vil kongeriget ikke opleve noget betydeligt ryk i hverken den ene eller den anden retning. Nuvel, der kan komme skattelettelser med en borgerlig regering, men det kan der erfaringsmaessigt også komme med en rød regering.

På de store linjer vil der ikke vaere forskel trods det store udbud af partier. Vi har at gøre med systembevarende karrierepolitikere, som ikke for alvor skal nyde noget i forhold til at udfordre det eksisterende. De holder sig inden for rammerne.

Jeg savner, at der bliver provokeret noget mere, men ikke for provokationens skyld.

Det er en vaesentlig pointe. Provokationen skal tjene et indholdsmaessigt formål. Provokationen skal skabe debat for at skabe forbedringer. Det skal vaere, fordi man vil saette fokus på en sag, som berører almindelige mennesker, og som er vaerd at risikere noget for.

Måske er problemet, at ingen vil risikere noget mere.

Den virkelig kedelige nyhed er, at det ikke vil gøre nogen naevnevaerdig forskel, om statsministeren ender med at hedde Søren Pape (K), Jakob Ellemann-Jensen (V) eller Mette Frederiksen (S).

Jeg savner, at partierne tør saette de store emner til diskussion: Skal nationen vaere dansk om 100 år? Kan vores faellesskab holde til, at andelen med indvandrerbaggrund stiger og stiger? Hvad med EUmedlemskabet? Eller hvad med at diskutere, om vi har ageret korrekt i forhold til Rusland-Ukrainekonflikten med sanktioner, der i sidste ende rammer vores egne mest økonomisk sårbare borgere hårdest?

Jeg er med på, at der kan vaere mange forskellige svar og fortolkninger. Men det er ikke desto mindre relevante emner, som fortjener saerlig opmaerksomhed i en valgkamp, som vel mest af alt kommer til at handle om, hvorvidt man er for eller imod personen Mette Frederiksen.

På den anden side kan det også vaere vanskeligt at diskutere de politiske forskelle, når de er svaere at få øje på. Og så er vi tilbage ved starten. Der er mange politiske partier, men der er ikke så meget politisk indhold. Spørgsmålet er derfor, om ens kryds overhovedet vil gøre en forskel. Trist for folkestyret.