Hun skulle have ladet De Radikale løbe linen ud
Hvis blå blok får flertal, vil det sandsynligvis tage tid, inden et regeringsgrundlag er defineret inden for en mere eller mindre diffus borgerlig side.
Så kom det. Valget. Det er et fuldstaendig utidigt valg med en meget uheldig timing de nuvaerende energikritiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske forhold taget i betragtning.
Spørgsmålet er, om der er tale om et folketingsvalg, eller om der er tale om et medie-styret valg. Statsminister Mette Frederiksen gav den laenge ventede officielle meddelelse om valgets udskrivelse på et pressemøde. Det var altså over for medierne, hun udskrev valget, og ikke fra talerstolen i folketingssalen.
I de seneste to døgn har valgrygterne sat sig på hele sendefladen i timevis. De begynder, mange timer før det centrale emne skal begynde. Man sender konjunktivisk sniksnak om, hvad der mon nu skal ske. Eksperter og analytikere holder hele maskineriet i gang med hypoteser, formodninger og gaetterier.
Det er dødsens kedsommeligt. Det er ødelaeggende for et folkestyre, at det politiske liv mere og mere bliver til et mediestyre. Det er utidig journalistik.
Den nuvaerende regering, som baerer den aktuelle krisestyrings seletøj, burde for den politiske kontinuitets skyld videreføre arbejdet hen over en kommende forsyningskritisk vinterperiode. Så ville et valg i maj 2024 vaere relevant.
Men sådan skulle det ikke vaere. De Radikales trussel om en mistillidsdagsorden til den socialdemokratiske regering, de selv har støttet, antaendte hyperventileret valgiver i blå blok.
Et sådant regeringsskifte fra rødt til blåt kunne måske nok vaere tiltraengt. Dog det kunne vel også vente nogle måneder endnu, hvor blå blok fandt ud af, hvem de er i forhold til hinanden.
Blå blok er fragmenteret af et Venstre i defensiv, Konservative, som muligvis vinder stort terraen, andre partier under delvis nedsmeltning og to personfikserede partier, som mere har de to partilederes personlige profilering som program end politik.
På nuvaerende tidspunkt tyder prognoserne på taet løb mellem rød og blå side i Folketinget.
Men hvis blå blok får et flertal på 90 mandater plus, så vil det sandsynligvis tage tid, inden et regeringsgrundlag er defineret inden for en mere eller mindre diffus blå blok.
Det er farligt, hvis Danmark ikke er handlekraftigt, specielt i forhold til den sikkerhedspolitiske situation. Vi kan pludselig vaere et svagt led i de opbyggede alliancer, som fjendtligsindede kan søge at udnytte både internt politisk, i Baltikum, Nordsøen og Arktis.
Mette Frederiksen skulle have ladet De Radikale løbe linen ud, så de for en gangs skyld måtte tage konsekvensen af deres trussel om en mistillidsdagsorden. Men nu slipper de som saedvanligt for at tage konkrete konsekvenser af deres meninger.
Men hvis nu blå blok får 90 plus, og hvis Søren Pape Poulsen er den oplagte statsminister, ville en ren konservativ mindretalsregering vaere at foretraekke. En sådan regering ville kunne undgå meget internt fnidder i den blå vennekreds og laegge afstand til arvegodset fra DF og deres sidste sympatisører i andre blå partier. Og man kunne ved samme lejlighed forhåbentligt slippe for at slaebe De Radikale med over i blå zone, nu hvor de åbenbart er forhippede på at skifte ringhjørne fra rødt til blåt.
De Radikales trussel om en mistillidsdagsorden til den socialdemokratiske regering, de selv har støttet, antaendte hyperventileret valgiver i blå blok.
Med en konservativ mindretalsregering ville Søren Pape Poulsen kunne manøvrere frit og bredt i Folketinget og skabe forlig og aftaler hen over den attraktive midte. Hvis de øvrige blå partier ikke er med på det, så må de jo vaelte den konservative regering. Men der skal nok meget til, før et blåt flertal vaelger at skyde sig i foden, hvis de endelig er kommet til magten.
Eller også er det Mette Frederiksen, som fortsaetter med nye politiske venner. Nu må vi se.