Giv os unge livsmod i en krisetid

Valgkampen er praeget af de krisetider, vi lever i – og har levet i, siden covid-19 ramte os. Ikke mindst unge har brug for, at der tankes op med livsmod fra politikerne; at de med deres udmeldinger peger på løsninger for fremtiden.

Så er valgkampen i gang – helt officielt. Spørgsmålet er, hvad der vil kendetegne valget. Sidste gang, da vi tilbage i 2019 afholdt valg til Folketinget, udviklede det sig til et klimavalg. Meget tyder på, at klimaet også denne gang vil blive et af de allervigtigste punkter på dagsordenen.

Når jeg som ungt menneske ser på den generation, jeg er en del af, så håber jeg, at der under valget også vil komme fokus på, hvordan livsmodet kan styrkes – saerligt hos ungdommen. Det bør vi forholde os til. For på den ene side er man blandt en af historiens mest privilegerede og velstillede generationer, når man vokser op i dagens Danmark.

Men samtidig er man en del af en generation, der scorer rekordhøjt, hvad angår psykiske lidelser og diagnoser. En vaesentlig del af årsagen er for mig at se, at vi er tynget af en meget staerk krisebevidsthed. Som følge af den kriseretorik, vi dagligt eksponeres for, saerligt i forbindelse med klimadebatten, er tilliden til fremtiden blevet tvivlsom. Et godt eksempel er udråbet fra den afgående britiske premierminister om, at klokken er et minut i midnat på dommedagsuret. Men vi har brug for fremtidshåbet for at leve.

Desvaerre tror jeg, at vi i de naeste måneder vil møde meget mere af samme kriseretorik. Endnu flere alarmerende beretninger om klimaets og klodens horrible tilstand. Det er aergerligt, for det er den slags, der udfordrer fremtidshåbet og livsmodet. Det foreløbige resultat af den kriseretorik, hvormed vi omtaler klimaet, for slet ikke at tale om alle de andre kriser, der også pustes op for tiden, ser desvaerre ud til at vaere en tynget og overbebyrdet ungdom med dalende livsmod. Undersøgelser viser, at 4 af 10 unge tøver med at saette børn i verden, fordi de er usikre på fremtiden. Unge mennesker mødes i klimasorggrupper, og klimaangst er et udbredt faenomen blandt ungdommen.

Problemet er, at diskursen føres med en alt for ensidig appel til frygten. At det er et vaesentligt problem, er jeg selv blevet ekstra opmaerksom på, efter at jeg på det seneste har beskaeftiget mig en del med Grundtvig og skrevet debatbogen ”Fanget i nuet”. Han gør opmaerksom på, at hvis man vil tale virkningsfuldt til mennesket, må man huske, at »menneskets sind bevaeges af håbet og frygten«, altså må både frygt og håb betones.

Begge dele må med i vores fortaelling om mennesket og verden, siger Grundtvig. Det haenger sammen med, at mennesket i sig selv er et spaendingsfelt mellem muligheder og begraensninger. Vi kan gøre meget godt, men ikke uden også at skabe nye udfordringer.

Men jeg fornemmer, at frygtappellen fortsat vil dominere i den kommende tid. Og mistanken er ikke ubegrundet.

I de godt og vel tre år, der er gået siden seneste folketingsvalg, har vi stiftet bekendtskab med ikke så få andre problematikker: covid-19, krig i Ukraine, mangel på arbejdskraft, stigende inflation og forsyningskrise blandt andre.

Alligevel har klimastormen ikke lagt sig. Klimakrisen er blevet et bølgende og utilregneligt hav, vi nu forsøger at bygge vort samfund på. Flere omtaler klimaudfordringerne som en eksistentiel krise. Hvis ikke vi løser den, kan alt andet vaere lige meget, siger de. »De stigende temperaturer er ved at ødelaegge vores jordklode,« siger statsministeren f.eks. i sin nytårstale.

Derfor spiller klimaproblemerne ind i snart sagt alle mulige sammenhaenge. Da der i februar udbrød krig i Ukraine, blev klimakampen ikke for en stund nedtonet til fordel for en mere akut problematik, nemlig spørgsmålet om vort lands sikkerhed.

Nej, tvaertimod. For at blive uafhaengig af den russiske gas måtte der saettes ekstra skub i den grønne omstilling, klimapolitik blev simpelthen lig med sikkerhedspolitik; klimapolitik er nu også blevet et spørgsmål om national sikkerhed.

Problemet er ikke, at der er fokus på klimaet. Det er en politisk udfordring og kraever som sådan politisk bevågenhed og handling. Problemet er den kriseretorik, hvormed der bliver talt om klimaudfordringerne. Der er gået inflation i at formulere alarmerende udmeldinger om klimaets tilstand. Forslag til grøn omstilling formuleres alt for ofte på baggrund af en meget staerk frygtappel.

Et af de seneste eksempler er Frie Grønne, der varmer op til valg. De vil forbyde al udenrigsflyvning fra Danmark til destinationer, som med et alternativt transportmiddel vil kunne nås inden for 12 timer. Og hvad er så begrundelsen? Ja, det er en kraftig, frygtappellerende udmelding fra partiets politiske leder, Sikandar Siddique, om, at »det, vi ikke betaler i dag, betaler vi i fremtiden i blod!«

Og han er langtfra ene om den slags blodige udmeldinger. Midt i en sommer, der bød på udtørrede floder, tørke og skovbrande flere steder i Europa, blev der i juli holdt klimamøde i Berlin. Her advarede FN-generalsekretaer António Guterres med henvisning til klimaudfordringerne os alle: »Vi har et valg. Kollektiv handling eller kollektivt selvmord. Det er i vores haender.«

Problemet med denne retorik er, at den udover at vaekke vores alarmberedskab, hvilket må vaere den ønskede effekt, også udløser en hele del stress. Saerligt ungdommen oplever følelsen af at skulle redde klodens fremtid som en vedvarende stressfaktor. Og hvis stress varer for laenge, risikerer det at føre til udmattelse og udbraendthed.

Og så kan man måske taenke, at ungdommen selv med skolestrejker og demonstrationer har bidraget til krisestemningen.

Men en ting er at lytte til ungdommens udtalte krav om klimalov og borgerting. Langt vigtigere er det at blive opmaerksom på den bagvedliggende frygt og angst. Det er der, det vaesentligste problem ligger. For hvis indsatsen for klimaet skal give nogen mening, må den vaere for menneskelivets skyld.

Derfor: Hvis ikke livsmodet sikres, kan alt andet vaere lige meget. Og her kommer kriseretorikken til kort. Ungdommen har krav på en fortaelling, der også giver anledning til håb.

Det er i år 150 år siden, Grundtvig døde. Meget er forandret siden. Dog er der vaesentlige ligheder mellem vor tid og hans – isaer hvad angår krisebevidstheden. Grundtvig oplevede Københavns bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814 og senere tabet af Sønderjylland i 1864. En økonomi i frit fald og et land på randen af sammenbrud. Samtidig oplevede han også flere personlige kriser og dybe depressioner.

Alligevel groede han ikke fast i kriseretorikken. Han begyndte i stedet at fortaelle historie, og det gjorde han med egne ord »i det håb at kunne meddele isaer mine yngre landsmaend et lysere og bedre grundet håb om fremtiden«.

Indgående beskaeftigede han sig med fortiden for at kunne berolige ungdommen med tanken om, at gennem alle de kriser, som historien har kendt, er livet dog gået videre.

Problemet er den kriseretorik, hvormed der bliver talt om klimaudfordringerne. Der er gået inflation i at formulere alarmerende udmeldinger om klimaets tilstand.

Hvis politikerne i dag på lignende måde skulle have interesse i at styrke livsmodet hos vort lands opvoksende generationer, mener jeg, at disse tanker fra Grundtvig er et oplagt sted at begynde. Så kaere politikere på begge sider af den udefinerbare midte: Husk på, når I fører valgkamp, at hvis ikke livsmodet sikres, kan alt andet vaere lige meget.