Skru op for den menneskelige energi

I en energikrise-tid skal vi skrue endnu mere op for energien over for hinanden. Raekke ud fremfor at vaere en energisparepaere, som sparer det medmenneskelige vaek.

Hvad gør denne tid med alskens kriser ved dig?

1) Reducerer du din kraft og bliver dig selv naermest?

Det kan vaere en god strategi for dig på den korte bane, men ikke for andre. På den mellemlange og lange bane bliver strategien heller ikke god for dig. For du kan risikere at blive en såkaldt energityv, som med et selvisk udsyn kan tage energien fra andre og splitte dine omgivelser.

2) Viser du omsorg over for andre og bliver dine omgivelser naermest?

Det er en god strategi for dig på den korte, mellemlange og lange bane. For omsorg skalerer en kemi i hjernen, som haemmer frygt i at få overtaget. Det betyder, at både du og dine omgivelser fastholder hinanden i en positiv trivsel, fordi jeres handlinger forener mennesker.

3) Står du stille og befinder dig i en neutral, afventende dvale?

Det kan vaere en god strategi på den korte bane, men på den mellemlange og lange bane kan du miste følingen med din handlefrihed, fordi frygt får overtaget og lammer din sunde fornuft.

Vi kan nemlig alle løfte og tilføre vaerdi. Vi har alle noget at byde på, som kan generere energi i en energikrise. Det, som er en mangelvare udefra og ind, må ikke udvande styrken indefra og ud. For styrken, indefra og ud, skal løse vore udfordringer.

Det globale drama må ikke fratage os vores medmenneskelighed og opmaerksomhed over for naesten.

Det er tvaertimod nu, at vi skal skrue helt op for energien til hinanden. For forbundethed er medicinen i en tid, hvor frygt ellers nemt kan få overtaget, og netop frygt danner fødekaede for energityve, hvis vi lukker øjnene.

Betegnelsen ”energityv” daekker over én og samme profil i form af et menneske, som inviterer til tillid, men i stedet misbruger andre, draener deres energi, og intet køn er undtaget.

Personen udmatter sine omgivelser, skaber psykologisk usikkerhed og øger dermed behovet for tilbagetraekning og selvbeskyttelse.

Faellesskab og tilhørsforhold, som jeg i nogle år nu har omtalt ”belongingness”, benaevner Wikipedia som det menneskelige, følelsesmaessige behov for at vaere et accepteret medlem af en gruppe.

Ønsket er så universelt, at behovet for at høre til findes på tvaers af alle kulturer.

Roy Baumeister og Mark Leary haevder, at tilhørsforhold er et så grundlaeggende ønske og menneskelig motivation, at vi føler alvorlige konsekvenser for ikke at høre til.

Tiden her kan derfor antages at laere os endnu mere om vaerdien af det at vaere forbundet.

For det er nu, vi skal traede fuldt frem og dele ud af det, vi har med os af talenter.

Alle talenter kan tages i brug, for vi er alle gode til noget, og købmandskabet kan derfor med fordel blive genopfundet i det daglige liv.

Det kan vaere, at jeg kan hjaelpe med it, og du kan tilberede en and til mig. Det kan vaere, at du kan saelge en billigere ydelse eller produkt, imens jeg låner mit hjem ud i en weekend.

Det kan vaere, at jeg maler et maleri til dig, imens du fikser mine VVS-opgaver. Måske bager du brød til mig, imens jeg laver en lasagne til dig osv., og måske fødes nye venskaber i byttehandlen, når vi oplever vaerdien af det, vi repraesenterer i faelles ånd.

I en af mine podcasts fortaeller det ukrainske ledertalent Olga Pernerovska om sine oplevelser af krigen i Kyiv, heriblandt hvad en hverdag i krig har laert hende.

Hendes syn på medmenneskelighed har aendret sig, for vaerdien af at kunne føle et tilhørsforhold til andre er blevet forstaerket. Hun fortaeller samtidig, at man kun kan føle et tilhørsforhold til andre, hvis man føler et til sig selv.

Måske laerer vi i denne energikrise, hvad der avler energi, og hvad der ikke gør? Måske tvinger energikrisen os til at genopfinde vaerdien af forbundethed og identificere dét, som dekobler os fra os selv og hinanden?

Måske får vi nu mulighed for at gro helt nye tilhørsforhold?

Netop det skete i min familie. Vi laerte, ved at raekke ud til andre, hvordan et mirakel blev født. For helt ud af det blå opstod et smukt venskab.

Vi havde flere gange betragtet en dejlig syrisk familie og havde selv for mange ejendele, vi ikke kunne bruge. Vi opsøgte derfor familien og spurgte dem, om de ville have vores ting. Der var meget, og de tog gladeligt imod.

I retur har vi fået den laekreste mad, vaeret til eftermiddagste, vi modtager hjaelp, f.eks. til reparation af et hul i daekket sent om aftenen, og det allerbedste er de smil, vink og kaerlighed, som vores venskab inviterer til.

»All of us are happy to help you! Do not forget that you are a part of us!« skriver vores nye venner.

Et mirakel blev født i en energikrise. Sådan oplevede vi det i min familie. Og det laerte os alle fem, hvordan vi kan generere endnu mere energi ved at forbinde os til andre.

Måske tvinger energikrisen os til at genopfinde vaerdien af forbundethed og identificere dét, som dekobler os fra os selv og hinanden?