Ubehagelig bog om maend, som hader, draeber, jagter og undgår kvinder
Laura Bates skildrer i ”Maend som hader kvinder”, hvordan unge maend radikaliseres til misogyni på internettet, og hvordan hadet forplanter sig til virkeligheden.
FAGLITTERATUR
LAURA BATES (på dansk ved Iben H. Philipsen)
316 sider, 275 kr.
Rebel With a Cause Er udkommet
Nogle gange ønsker man som anmelder sig fri for absolut at skulle oversaette sin laesning af en bog til stjerner. Mest fordi stjernerne ofte er et resultat af et rutineret regnestykke, hvor der taelles plusser og minusser, som ender i mere eller mindre gavmildt stjernedrys.
Laura Bates’ gennemresearchede, gruopvaekkende og forbilledligt dokumenterede bog ”Maend som hader kvinder”, der er tematisk beslaegtet, men i øvrigt ikke forbundet med Stieg Larssons bestseller ”Maend der hader kvinder” (2005), er et af de tilfaelde, hvor de ovenstående fire stjerner på mange måder er misvisende. For analyserne og konklusionerne i Bates’ tekst er blandt de bedste, jeg nogensinde har laest om misogyni og de medietekniske mekanismer, der i disse år ofte er med til at gøde det florerende kvindehad. Ankerne mod bogen ligger bl.a. i den tilsyneladende lidt for hastige (der er mange stavefejl) danske udgivelse, de alt for taetskrevne sider og et redaktionelt svigt, der tillader alt for mange gentagelser.
Indholdet i ”Maend som hader kvinder” kan alle altså ikke bare anbefales at laese, alle bør også orientere sig i perspektiverne i konsekvenserne af den såkaldte manosfaere, der daekker over de farligt mange anonymiserede mandebevaegelser på internettet. Bates har skrevet bogen med udgangspunkt i de reaktioner, hun har fået, siden hun i 2012 etablerede Everyday Sexism Project, der er en digital platform, som opfordrer mennesker af alle køn til at dele oplevelser med sexisme. Databasen taeller i dag flere end
100.000 vidnesbyrd.
Det tal overstiges så langt af det antal henvendelser, som Bates har modtaget som reaktion mod sin kortlaegning af sexisme i hverdagen. Tusindvis af daglige mails fra maend, der fortaeller, at og hvordan de ønsker at voldtage og draebe Bates, alene fordi hun formaster sig til at vaere kvinde. Det ekstreme kønsbaserede had fik Bates til at gå i gang med den undersøgelse, som rummes i naervaerende udgivelse, og det er akkurat lige så skraemmende og grusomt, som man med bare en smule
kendskab til de radikaliserede misogyne netvaerker kunne forestille sig.
Ikke bare et faenomen
Bates indleder sin lange bog med at saette fokus på den generelle modvilje mod at laese dette kvindehad som andet end internetfaenomener. For det er der ikke tale om. Donald Trumps udtalelser om »grab them by the pussy« og incel-faenomenet (incel er en betegnelse for maend, der ufrivilligt lever i cølibat) Elliot Rodger, der i 2014 draebte sig selv efter at have offentliggjort et kvindehadsk videomanifest og stormet en kvindelig studenterforening med et automatvåben og draebt seks kvinder, er bare enkelteksempler på et langt større strukturelt problem, som det er alt for let at lukke øjnene for.
I ”Maend som hader kvinder” giver Bates hadet og volden det fokus, det kraever. Og hun er bevidst om, at det er ubehageligt at vaere vidne til. For at få adgang til de lukkede miljøer opretter Bates en falsk profil som den 24-årige Alex, der er klar til at flirte med tanken om, at kvinder er roden til alt ondt. Og den tanke er maendene på nettet mere end villige til at fodre.
Gennem 10 veldokumenterede kapitler med hvert sit fokus viser Bates, hvordan hadet får naering. Fremhaeves skal også Maia Kahlke Lorentzens – hvis navn også er stavet forkert i indholdsfortegnelsen – danske efterord.
Det er grusomt at laese. Kvinder er uduelige undermennesker uden rettigheder, og de fortjener at blive udsat for al taenkelig vold og voldtaegt, fordi det er kvinders skyld, at disse maend ikke har en kaereste eller kan finde nogen, der vil gå i seng med dem (hvilket er maends ret).
Bates analyserer klart det absurde i, at de misogyne maends følelser af at vaere kuet af et ”gynokrati” i virkeligheden handler om noget helt andet. At de som maend også er fanget i det patriarkalske samfunds idealer, der er mindst lige så undertrykkende for maend som for kvinder.
Før vi indser det – og kommer i gang med at tale langt mere åbent om det – kommer vi ikke videre, er Bates’ pointe. Lad os håbe, at hendes bog bliver laest og forstået. Så er der måske håb.