»Historisk set har vi virkelig meget tid til at sidde og pille os selv i navlen«
Vi gør som hovedkaraktererne i ny dansk komedie og elsker hinanden for tiden, fordi vi har det bedre end nogensinde før. Det siger kulturhistorikeren Katrine Frøkjaer Baunvig, der er traet af tanken om, at vi er »opmaerksomhedsforstyrrede forelskelsesjunk
Måske begyndte vi første gang at drømme om den eneste ene 390 år før vores tidsregning.
Dengang gik Platon, en lille, skaegget mand, rundt i antikkens Athen og skrev en historie, der på sin vis handlede om navlen. Det lille, tilsnørede hul i midten af maven var ifølge ham i virkeligheden et ar efter en operation foretaget af overguden Zeus.
Før menneskets tid fandtes nemlig en slags aeggelignende kuglemennesker, der rendte rundt oppe i himlen på Olympen og generede Zeus så meget, at han til sidst spaltede dem i to. Derefter begyndte de i stedet at bruge krudtet på at løbe fortvivlet rundt efter deres anden halvdel på jorden.
Fandt de hinanden, udløste det en følelse af at komme hjem, men de to halvdele kunne aldrig igen smelte sammen. I stedet udløste genforeningen en slags sjaeleligt begaer, der ikke kunne maettes.
2.413 år efter Platons historie ruller en film over biograflaerrederne i Danmark og viser, at det sjaelelige begaer ikke altid er for evigt. Nogle gange er det bare for tiden. Hovedkaraktererne Anna og Thomas forelsker sig, flytter sammen, drømmer og … går fra hinanden igen.
”Elsker dig for tiden”, som den moderne kaerlighedsfortaelling om de eneste ener hedder, skal ifølge instruktørerne bag saette spørgsmålstegn ved, om vi virkelig kan sige ja til at elske hinanden for evigt, når nu halvdelen af os, der ved et kirkealter lover at vaere sammen til døden os skiller, afslutter forholdet, laenge før manden med leen kommer forbi.
For her i 2023 virker realiteterne for mange af nutidens mennesker langt fra Platons drømmeagtige linjer om at finde den bedre halvdel for livet, som Zeus engang berøvede dem.
Så måske delte han i virkeligheden kuglemennesket i mere end to?
»Måske,« siger Katrine Frøkjaer Baunvig. »Bortset fra, at man ikke ønsker at leve sit liv med et ensemble af syv. Men så kan man måske få et saet på skift. Lidt som bilkort.«
Hun er ekspert i kaerlighedens kulturhistorie, lektor ved Aarhus Universitet, forfatter til bogen ”Den eneste ene” og selv fjerdegenerationsfraskilt.
Hun sidder på en café i Aarhus for at svare på, hvorfor vi som i filmen er begyndt at elske hinanden for tiden i stedet for for evigt.
Hvad siger det om os og den tid, vi lever i?
Det korte svar handler på en måde om det samme lille ar, som Platon skrev om.
»Vi lever i en tid, hvor det er muligt for os at leve for os selv. Historisk set har vi virkelig meget tid til at sidde og pille os selv i navlen.« siger Katrine Frøkjaer Baunvig.
Det lidt laengere svar tager sin begyndelse nogle århundreder efter hans død.
En overlaesset relation
Vores nutidige idealer for et godt parforhold er »et sammensurium af kulturhistoriske aflejringer,« siger Katrine Frøkjaer Baunvig.
Fra middelalderens troubadourer, der skrev sørgmodige romaner om verdensfjern kaerlighed til deres eneste, uopnåelige ene. Over 1600-tallets familieportraetter af hverdagen i borgerskabet, der tilførte ingredienser som tillid, indforståethed og tosomhed.
Forbi oplysningstiden og filosoffen Jean-Jacques Rousseau, der praecist indkapslede datidens kaerlighedsånd med ordene »intet er så foryngende som forelskelse«.
Videre til romantikken, der gjorde forelskelsen til ethvert parforholds fundament og koloniserede aegteskabet med følelser og intimitet.
Hele vejen op gennem 1900-tallet med kvindefrigørelse, kernefamilier og 70’ernes seksuelle frigørelse. Frem til i dag, hvor parforholdet så naesten skal rumme for meget.
Vi har simpelthen overlaesset relationen, siger Katrine Frøkjaer Baunvig.
Parforholdet skal vaere vores livs klimaks. Det skal rumme sex, venskab, intensitet, tryghed, forelskelse og stabilitet.
Ting, der kan have svaert ved at eksistere side om side, og som tidligere var fordelt på langt flere forskellige mennesker. Derfor er den vildeste historie ifølge Katrine Frøkjaer Baunvig, at halvdelen af dem, der lader sig gifte, faktisk bliver sammen.
»Vi saetter naesten os selv op til at blive skuffet, fordi alle forventningerne ikke kan forløses. Og fordi vi historisk set lever i vanvittig stor luksus, er vi ikke laengere afhaengige af at blive med den partner, vi har slået pjalterne sammen med. I dag kan vi gå med vores mavefornemmelser, opløse et realkreditlån, når vi får lyst,« siger hun.
Slukøret litteratur
Men kunne det ikke også handle om, som nogen vil påstå, at vi er mindre villige