HISTORIER OM DEN ENESTE ENE
til at ofre os selv? At vi elsker »for tiden«, fordi det er nemmere? Fordi vi er mere optaget af, hvad vi selv får ud af et parforhold, end hvad vi giver til vores partner?
»Det vil meget slukøret psykologisk litteratur mene. Jeg synes, at tanken om, at vi er opmaerksomhedsforstyrrede og lever i en uforpligtende tilgang til kaerligheden, er udpint « siger Katrine Frøkjaer Baunvig.
»Man kunne vende det om. Måske har vi vildt meget kaerlighed, vi gerne vil af med til alle mulige mennesker? Selvfølgelig er der en selvopofrelse i aegte kaerlighed, der handler om at ønske sin partner alt muligt godt. Men måske bliver vi forstyrret og ønsker en anden endnu mere godt? Mange brud handler jo om det. Vi går fra hinanden, fordi der er en anden.«
I din bog skriver du om den hellige Antonius. En aeldgammel fortaelling, der fremstiller det at ofre sig selv som noget haederligt. Er vi i dag mindre tilbøjelige til at synes, at det er godt at ofre sig for en anden?
»Det tror jeg ikke. Den hellige Antonius dedikerede sit liv i kaerlighed til Gud. Han sørgede for ikke at lade sig forstyrre af andet. Han udsatte ikke sig selv for stimuli. Det gør vi i dag. Vi møder vildt mange mennesker, og derfor kan det vaere svaert at fastholde opmaerksomheden på ét enkelt. Men vores behov for de intense følelser, han havde, er der stadig. Man kan diskutere, om vi udvikler os til forelskelsesjunkies. Det vil jeg ikke afvise.«
Det kan vaere, du affejer det som slukøret, psykologisk litteratur. Men psykologen Bo Jacobsen skriver, at parforholdet er et sted, hvor vi gensidigt anerkender og bekraefter hinanden. Det har vi mennesker brug for, fordi det at blive anerkendt og bekraeftet ifølge ham gør det muligt for os at folde os ud. Er det ikke aergerligt, hvis den udfoldelse går tabt, fordi vi stopper med at elske hinanden for evigt?
»Jeg vil godt udfordre praemissen i spørgsmålet,« siger Katrine Frøkjaer Baunvig og smiler. »De fleste af os lever jo ikke i forhold, der varer et år. Vi er sammen med partnere i 10, 20 eller 30 år. Historisk har vi opereret i de spaend, fordi vi døde som 40-årige.«
Det er stadig langvarige forhold?
»Ja, og idéen om, at den samme person er den rigtige for evigt, er noget, man gør vedkommende til. Det er et valg, man tager hver dag, og en dag kan man finde på at traeffe et nyt. Den usikkerhed er et grundvilkår i en tid, hvor vi har det godt og derfor kan traeffe valg.«
Tragiske fortaellinger vinder
Når Katrine Frøkjaer Baunvig skal saette ord på sin egen forestilling om den eneste ene, siger hun, at hun er »arbejdsskadet«.
Hun har arbejdet med emnet i så lang tid, at hun ved, at den slags forhold er »idealer og konstruktioner«. Netop idealer og konstruktioner er under kritik i vores tid, siger hun.
»Alle vil gerne ses, høres og anerkendes. Der er alle mulige varianter af menneskeligt liv, der gør opmaerksom på sig selv som en legitim måde at vaere til i verden på. Det er meget oplagt, at folk, der lever i serielt monogami, også gør det. Jeg tror ikke, at følelserne og erfaringerne er nye. Det er adgangen til dem, der er ny,« siger hun.
Alligevel er hun ikke i tvivl om, at fortaellingen om den evige kaerlighed vil leve videre, selvom vi måske i stigende grad lever i cyklusser af serielt monogami. For de ting, vi investerer os i, og de fortaellinger, der bliver til idealer, har ofte en bittersød side, et element af selvopofrelse.
»Og,« siger hun, »når vi gerne vil høre dem, bliver der ved at vaere mennesker, der elsker hinanden for evigt, for idealerne podes i os. Så kan der vaere masser af komik i folk, der fjumrer rundt mellem partnere. Men det er jo en latterlig måde at forvalte sit liv på – det kan jeg sige, fordi jeg selv er sådan. Det andet er aedelmodigt og storladent, sådan at blive ridderligt stående ved den andens side.«
Platons ”Symposion” fra ca. 390 år før vores tidsregning er en af de aeldste historiske kilder, der handler om forestillingen om den eneste ene. De aeggelignende vaesner fandtes i øvrigt både i en version med to mandlige kønsorganer, en med to kvindelige og en med et af hvert.
”Den hellige Antonius” fra 300-tallets Egypten handler om den unge Antonius, der ofrer alt, han ejer for at rejse ud i ørkenen og leve i askese og total dedikation til Gud. Historien om Héloïse og hendes filosoflaerer Pierre Abélard, der under daekke af lektioner hengav sig til deres kaerlighed, stammer fra gemte breve fra 1100-tallet. Héloïses onkel brød sig ikke om, at de var blevet gift og havde fået barn i hemmelighed. En dag sendte han maend til Bretagne, hvor de gemte sig, for at kastrere Abélard. Han gik i kloster og bad sin kone gøre det samme. Det gjorde hun. Jane Austens roman ”Stolthed og fordom” fra 1813 handler om at bryde med den tids herskende aegteskabsidealer. Den aeldste af de fem søstre, Jane, vil kun gifte sig med en, hun elsker. Hun kaster sig over den rige Mr. Bingley til stor aergrelse for hans søstre. Hun er alt for primitiv til ham, men har held til sidst.
Bogen og filmen ”Borte med blaesten” fra 1936 og 1939 viser, at drifter og lyst med tiden blev en vigtig del af parforholdet. Sådan som det gør sig gaeldende for Scarlett O’Hara, der for sent indser, at den mand, hun i virkeligheden elsker og begaerer, er en anden end den, hun er sammen med. Og så er der ”Elsker dig for tiden” fra 2022. Filmen handler om Anna, en karrierekvinde, der ikke leder efter kaerligheden, og Thomas, der i årevis har ledt forgaeves. En dag støder de ind i hinanden, de bliver forelskede, flytter sammen og drømmer om at have et liv sammen. Men de viser sig ikke at vaere enige om, hvordan det liv skal se ud. De skaendes og går fra hinanden. Thomas forsøger at vinde Anna tilbage uden held. Hun finder i stedet en anden.