Ikke laenge siden, ikke langt vaek. Holocaust må aldrig glemmes

Klemt inde mellem hoteller, højhuse, lejlighedskomplekser, det enorme shoppingscenter Emporia og Malmø Arena finder man Malmö Mässan. Placeret i en rundkørsel i Malmø-forstaden Hyllie, der aestetisk er i sin helt egen liga. Og det er ikke positivt ment.

I dette inferno af glas, beton og hurtigt forbrug kan man i udstillingscenteret bevaege sig ind i noget helt, helt andet. For nu at sige det mildt. Siden juni sidste år har Malmö Mässan vaeret vaert for vandreudstillingen ”Auschwitz. Not long ago. Not far away”. Udstillingen, der er den første vandreudstilling med genstande fra Auschwitz, blev pga. den store interesse tilbage i september forlaenget til på søndag den 29., to dage efter Auschwitz-dagen, der på fredag markerer årsdagen for dødslejrens befrielse i 1945.

Der er naeppe nogen tanke bag, at det er i netop Malmø, at udstillingen er placeret, men det er dog vaerd at minde om, at byens jødiske befolkningsgruppe, der oprindeligt var på flere tusinde, de seneste 10-15 år er blevet reduceret til få hundrede, som for laengst er holdt op med at skilte med deres herkomst af frygt for grupper af muslimer, der chikanerer dem. Bystyret har lukket øjnene og forklaret det med den almindelige stigende racisme i det svenske samfund. Så kender man det relativiserende Sverige igen.

Nuvel, antisemitismen er stigende i hele Europa, og derfor giver det endnu mere mening at minde om denne forbrydelse, isaer nu, hvor de sidste øjenvidner dør, og det skal Malmö Mässan under alle omstaendigheder have tak for. Det er en pligt at oplyse om Holocaust, der er så ubegribeligt, at sproget naesten hører op, netop for at understrege udstillingens undertitel – det er ikke laenge siden og ikke langt vaek.

Det sker gennem plancher, film, rekonstruktioner, videoklip og lyd, men først og fremmest gennem mere end 700 genstande, som blev efterladt i Auschwitz af de 1,1 millioner fortrinsvis jødiske ofre. Deres sko, stadig med sokkerne i, tøj, personlige ejendele og meget mere står som talende minder over alt det, der for evigt forsvandt i ovne og massegrave – mennesker, drømme, muligheder, relationer, historie – og som en knugende gravskrift over, hvad den menneskelige ondskab er i stand til.

Det er ikke isoleret til Auschwitz og Holocaust, det ved vi og har set mange eksempler på siden, senest i Ukraine. Men den nazistiske ondskabs omfang og effektivitet var monstrøs. Holocaust var moderne i den forstand, at det var afhaengigt af tog til tiden, lejre, der var store nok, og høj produktivitet. Den nye tyske film ”Wannsee-konferencen” giver anskuelighedsundervisning i netop det. Her møder man arkitekterne bag Endlösung, da de i januar 1942 trak linjerne for jødernes udslettelse. Det sker med samme kølige og analytiske tilgang, som var der tale om et møde i en virksomhedsledelse, der skal implementere en ny strategi.

Holocaust var ikke modernitetens modsaetning; det var ikke et primitivt tilbageslag. Det var tvaertimod et barn af moderniteten. Civilisationens sammenbrud var baseret på den moderne fornufts analytiske evne i sin reneste form. Og på den totale dehumanisering af en hel befolkningsgruppe. Den dehumanisering er genstandene i Malmø et slag i ansigtet på. Ligesom de er det på alle, der har for vane at tro, at godheden og en bedre verden kommer med fremskridtet. Det er en tynd fernis. Det må aldrig glemmes. Isaer ikke nu, hvor ondskaben og dehumaniseringen igen er på spil – ikke langt vaek.

Civilisationens sammenbrud var baseret på den moderne fornufts analytiske evne i sin reneste form.