»Der er intet, der slår følelsen af en god sang – ikke engang mad eller sex«
Martin Brygmanns karriere har budt på lidt af hvert. Musikken er den genre, som han holder mest af – for intet slår følelsen af en god sang.
Martin Brygmann har altid sin kikkert med, når han er på turné. Disse dage er ingen undtagelse, når han turnerer landet rundt for at holde foredrag og synge for sit publikum.
»Man ved aldrig, hvornår man kommer forbi en spaendende fugl, og med mit arbejde, som er meget socialt anlagt, så får jeg af og til brug for bare at gå rundt og stirre og artsbestemme,« siger han.
At kigge på fugle har vaeret hans hobby siden 8. klasse. Fuglene forventer ikke noget af ham, og det kan han godt lide.
Når kikkerten rammer hans naeseryg, håber han altid at se pirolen – en lille gul fugl med sorte vinger. Det er kun sket én enkelt gang før i Tyskland for mange år siden, da han var helt ung.
»Naturen er så taknemlig. Den gør bare lige, hvad den skal, og når man er ude i naturen, så er man fuldstaendig fri. Det kan jeg godt lide,« siger han.
Frihed betyder meget for Martin Brygmann, men den må gerne blive sat i system – for det kan sagtens lade sig gøre, mener han. Han kan godt lide tanken om kasser – og faktisk også tanken om at blive placeret deri. Det giver noget struktur og skaber nogle rammer. Til gengaeld vil han gerne vaere fri for at vaere i den samme kasse for lang tid ad gangen.
»Jeg foretraekker at skifte mellem forskellige ting. Alt, jeg laver, er en traedesten, og det er dét, der gør, at jeg optjener en sult til at traede på den naeste sten. På den måde hopper og danser jeg vaek fra en sten, og når jeg har vaeret vaek noget tid, har jeg optjent en sult, der giver mig lyst til at vende retur.
Han forklarer, at når han eksempelvis ikke har lavet teater i en periode, får han altid lyst til det igen, når han har fået en lang pause.
Martin Brygmann føler sig privilegeret over den brede palet af kunstarter, han har haft mulighed for at eksperimentere med. Dog er der ingen tvivl om, at han foretraekker at lave musik.
»Der er intet, der slår følelsen af en god sang – ikke engang mad eller sex. Musik vaekker så mange gode følelser. Det kan vaere så vild en oplevelse, at der opstår en total eufori inden i mig,« siger han.
Musikken vandt hans hjerte
Martin Brygmann er autodidakt. Da han var faerdig med 10. klasse forsøgte han sig først med Det Frie Gymnasium, hvorefter han påbegyndte en VVS-uddannelse, for det var den korteste uddannelse, han kunne finde. Ingen af delene havde han stor succes med, så han besluttede i stedet at forfølge sin passion for musikken.
»Jeg tror, at musikken kom først, og så kom noderne. Sådan er det også lidt med mig. Jeg ved ikke noget om teori, jeg arbejder kun på øret. Nogle gange skifter jeg også bare toneart – for mig lyder det helt naturligt, men for andre lyder det helt skørt,« siger han.
Nogle år efter, at han udelukkende havde dyrket sin passion for musikken, besluttede han, at han ville vaere skuespiller. Uddannelsen tog fire år, og det havde han ikke tid til, så han besluttede i stedet, at nu var han bare skuespiller.
I samme periode voksede hans omgangskreds sig større, og det var isaer skuespillere, der stødte til.
»Skuespillerne satte i højere grad spørgsmålstegn ved livet end mine musikervenner gjorde, og det kunne jeg meget godt lide, så pludselig havde jeg en stor omgangskreds med skuespillere, som jeg haegtede mig på,« siger han.
Åben for det meste
Det var i samme periode, at han mødte holdet bag Lex & Klatten, som blev startskuddet til, at hans karriere for alvor tog fart.
Er der noget i din karriere, du mangler at afprøve?
»Jo aeldre man bliver, jo mindre bliver feltet, og det er jo både godt og dårligt. For da jeg var ung, var alt nyt og spaendende, nu skal jeg gøre sig mere umage. Jeg har svaert ved at gøre ting, jeg har gjort før,« siger han.
Martin Brygmann er overbevist om, at mulighederne stadig er mange. Han er åben over for det meste, men der er en bestemt retning, han bestemt ikke har taenkt sig at gå.
»Jeg skal aldrig vaere filminstruktør. Jeg har aldrig prøvet det, men det har jeg virkelig bare ikke lyst til, selvom det er meget populaert,« siger han.
Senest har han dannet en trio ved navn ”Martin, Poul & Peter” med to af sine gode kolleger, Poul Reimann og Peter Stenbaek. De er i fuld gang med albummet ”Kystbanefunk”, der flirter med starthalvfemsernes soul/