Hveder er blevet et symbol i kampen for at bevare store bededag
Helligdagene og deres betydning for vores liv raekker ind i definitionen af at vaere dansk, og de faelles måltider, der knytter sig til helligdagene, er med til at understrege de faelles traditioner
Hvederne er et symbol på store bededag og derved den direkte anledning til at skrive ind i den aktuelle debat om helligdagens afskaffelse.
At fratage danskerne en helligdag har i høj grad skabt overskrifter, og fagbevaegelsens røde faner er fundet frem og klar til at blive rullet ud. Men hvorfor nu denne ophidselse?
Helligdagene og deres betydning for vores liv raekker ind i definitionen af at vaere dansk. Vi har en faelles forståelse af disse dages betydning for vores nuvaerende liv, og vi har, ligesom generationerne før os, forstået at udfylde dagene med kulturbårne handlinger.
Det er ikke bare almindelige fridage, hvor vi laeser en god bog, mens vi har benene høj placeret i sofaen og gnaver løs af en pose Matadormix.
Helligdage er fridage med substans, som definerer en faelles identitet og kultur i nutid, fortid og fremtid. Helligdagene for os danskere er et brud med hverdagen. Helligdagene giver selvforståelse – dannelse om man vil, minder os om årstidernes skift, og ”slaegt skal følge slaegters gang”.
De traekker tråde til barndommens univers, hvor man sammen udførte en saerlig handling – meget ofte med inddragelse af et faelles måltid.
Traditionsbaerende faellesmåltider rammer ind i det at dansk. Vi fejrer og markerer vores helligdage og traditioner med at spise noget helt saerligt. Du har nok allerede lagt maerke til fastelavnsbollerne i butikkerne, og indtagelsen af den traditionelle julemad er vel knap faldet af taljemålet.
Til nytår indtog de fleste af os champagne og kransekage, mortensaften en and, chokoladeaeg til påske, og i forbindelse med store bededag serverer vi varme hveder. Vores helligdage og traditioner betyder så meget for os, at vi gør os umage med at indkøbe og tilberede noget ganske saerligt, og det gør vi naermest synkront med resten af den danske befolkning.
Og helligdagene får taet følgeskab af forklaringer og baggrundsstof, betydningen for samtiden, opskrifter og et massivt reklamefremstød fra fødevarebranchen på relevante produkter som f.eks. chokoladeaeg, andebryster, små hvide kartofler på glas og hveder til at varme. Vi behøver ikke at slagte, sylte, bage eller skraelle….vi skal bare varme sovsen….eller hveden!
Store bededag er blevet markeret gennem generationer og afholdes kun i Danmark. Den blev indført i 1686 af biskop over Sjaelland Hans Bagger under betegnelsen ”Ekstraordinaer almindelig bededag”.
Egentlig ville hr. Bagger gerne have haft flere faste bededage – men det var altså kun en, der blev lovfaestet gennem kongelig forordning. Afholdelse skulle indvarsles med klokkeringning klokken 18 dagen før den fjerde fredag efter påske. Dagen var afsat til at bede og afgive bod – altså søge tilgivelse for eventuelle synder.
Store bededag var ligeledes forbundet med faste, idet det ikke var tilladt at spise, før kirkeklokkerne ringede efter gudstjeneste sen eftermiddag. Når man måtte indvarsle bededag aftenen forinden, skyldtes det, at danskerne skulle møde friske og aedruelige til gudstjeneste, hvorfor det var nødvendigt at lukke landet ned. Det gjaldt isaer for handel og udskaenkning. Aftenen blev derfor holdt fri til samvaer med familierne – måske en aften til en spadseretur på Københavns volde i den lune forårsluft.
Store bededag var ifølge de gamle kilder en STOR bededag. Så ikke nok med at man måtte undvaere sin lune øllebrød og det gode staerke øl, man måtte tage plads på de hårde kirkebaenke og lytte til timelange praedikener og sammen med menigheden bede for landets ve og vel. Var Danmark plaget af ufred, økonomiske krise eller epidemier, blev praedikenen blot laengere.
Man kan kalde det menneskehedens skrueforanstaltning – i dårlige tider sender vi flere og dybere mente bønner op til Vor Herre.
Når tilvaerelsen synes let, skaenker vi ham/hende stort set ikke en tanke.
Den mekanisme, der styrer vores adfaerd over for de højere magter, er et gammel levn fra den tid, hvor vi ofrede lidt mad eller våben naer oldtidens bopladser i magtesløshed over dårlige forhold for korn og høst, overfald og krig eller sygdom og død.
Bededag var i gamle dage en alvorlig dag, hvor al ”verdslig forfaengelighed” var aldeles forbudt – og kun de, som var ansat i postvaesnet, måtte foretage rejser. Historien om store bededag er knyttet til Hans Bagger, og derved afliver vi nu myten om, at det var selveste Christian 7.’s livlaege Johann Friedrich Struensee, som var idémanden til den nu omdiskuterede helligdag.
Store bededag var altså allerede ”opfundet”, da Christian 7. i 1770 med helligdagsreformen afskaffede ikke mindre end ni helligdage: 3. juledag, 3. påskedag, 3. pinsedag, helligtrekongersdag (den 6. januar), kyndelmisse (også kaldet Mariae renselsesdag (den 2. februar)), sankthansdag
(den 24. juni), Mariae besøgelsesdag (den 2. juli) og mikkelsdag (den 29. september).
Årsagen til, at det danske kancelli valgte at afskaffe helligdagene, var, at disse dage skulle bruges til ”arbejde og nyttig gerning”. Store bededag blev der ikke rørt ved – måske i respekt for de højere magter.
Store bededag er vel nok den af vores helligdage, som vi i dag markerer på en måde, der kommer taettest på dens oprindelige formål. For dagen er for mange danskere en indvielse af naeste generation i en festlig og officiel kirkelig handling.
Det er dagen, hvor den opvoksende generation bliver indviet i den identitet og kultur, som vi definerer som noget saerligt dansk. Konfirmationen er de unges indsigt, forståelse for og accept af de vaerdier, der kendetegner det danske samfund.
Det er normer og traditioner, som jo ofte i deres oprindelse er kirkebårne.
Og her er der ikke kun tale om årstidens traditioner, men faktisk også livets, der jo ofte har kirken som omdrejningspunkt, hvad enten der er tale om dåb, bryllup eller begravelse. Hele denne pakke står den danske folkekirke for at formidle og indvie vores søde ”små” unger ind i. Det er en kulturpakkeløsning, der følger dem hele livet og giver dem tilhørsforhold, forståelse og respekt for faellesskabet – med andre ord: dannelse.
Ved konfirmationen finder vi atter grund til at skrue på relationen til de højere magter og beder til, at det må gå godt for vores børn. Vi beder for, at de må vokse op i et trygt og godt samfund uden krig, nød eller frygt.
Selvom ”skruemekanismen” er meget gammel og i dette tilfaelde officielt indstifvaere
tet i det danske samfund i 1686, så er mekanismen langt fra blevet rusten. Den er velfungerende og smurt og passer stadig til majoriteten af danskernes mentalitet i 2023.
Men lad mig slutte af på min professionelle hjemmebane: Hvederne, der jo om noget er symbol på store bededag. Hvorfor er det, vi ivrigt indtager hveder store bededag?
Livets og årstidens fester er i dansk kultur almindeligvis markeret af en saerlig fin servering. Vi har så laenge, vi kan se tilbage, udnyttet de ypperste råvarer, gjort os saerlig umage med tilberedningen, og så har vi iscenesat dette måltid som noget ganske saerligt med fint bordtøj og service.
Før industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet var det hvide mel – altså hvedemelet – i en saerlig fin liga for sig selv. Følgende gamle mundheld illustrerer hvedemelets betydning: ”Hvor rugen er den nødvendigste, er hveden den festligste.”
Hveden blev stort set kun brugt til festlige anledninger som f.eks. til jul. Og netop i denne tid nyder vi hvedens faetter eller kusine – nemlig fastelavnsbollen. Betegnelsen for bagvaerk bagt med hvede var ofte ”hvede” eller ”kage”.
I forbindelse med store bededag, hvor altså al druk, handel og arbejde ophørte med klokkeringning dagen forinden, måtte man forbi bageren, som frem til kl. 18.00 solgte nybagte hveder, som danskerne kunne købe med sig hjem.
Nogle af de nyindkøbte hveder blev indtaget varme aften inden, men meningen med resten var, at man havde lidt bagvaerk, som man let og hurtigt kunne lune, når man kom meget sulten hjem fra store bededagens lange gudstjenester.