Andreas Koefoed sendte en mail til Leth – det kom der en film ud af
Hvad har Nicklas Bendtner tilfaelles med en pige, der overlevede et fald fra femte sal, Jørgen Leth og verdens største jazzkoryfaeer? Svaret er, at de alle har rørt Andreas Koefoed og fået ham til at taende sit kamera.
Med sit kamera har Andreas Koefoed fulgt både våbensmuglere og flygtningebørn. Han har skabt prisbelønnede dokumentarfilm om en pige, der overlevede et fald fra femte sal og er på vej ind i sit teenageliv. Han har optrevlet historien bag et aegte – eller måske uaegte – Leonardo da Vinci-maleri og en grådig kunstverden, og han har fulgt en kordreng, der mister sin identitet, da stemmen forandres.
Sideløbende har han gennem de seneste 14 år sammen med forfatteren og filmmageren Jørgen Leth fulgt den danske jazzmusiker Jakob Bros møder med nogle af verdens dygtigste jazzmusikere såsom Bill Frisell, Lee Konitz, Paul Motian og Midori Takada.
En film, der jammer
Det er blevet til filmen ”Music for Black Pigeons”, der i september sidste år fik en Golden Muse – Cinema and Arts Award på Filmfestivalen i Venedig og nu har premiere i danske biografer.
I filmen spørger Jørgen Leth jazzmusikeren Mark Turner, hvad han leder efter i musikken. Hvad leder du efter i dine filmprojekter?
»Jeg leder ikke efter et hjem, som Mark Turner gør. Jeg leder efter mennesker, situationer og scener, som rører mig, og som jeg bliver nødt til at undersøge naermere.«
Hvad rørte dig i ”Music for Black Pigeons’” ?
»Jeg har kendt jazzmusikeren Jakob Bro i mange år. Hans musik har jeg spillet for mine børn, når de skulle sove. Det taler rent til mig, og i 2008 lavede jeg sammen med Sune Blicher en film med Jakob Bro, hvor jeg mødte nogle af de store jazzmusikere. Jeg blev rørt over Lee Konitz og hans måde at vaere på. Sådan lidt grumpy og lidt grov. Det er svaert at saette hans personlighed sammen med den måde, han spiller på. Han spiller guddommeligt, men når han går rundt, er han bare lidt småsur og vil helst bare spise is med chokoladesovs. Jeg blev også rørt over måden, han holder sig ung og legende på. Går fløjtende rundt og hilser på alle børn.«
Der er ikke en lineaer plotfortaelling i dokumentaren, så hvordan vidste du, at der var en film i materialet?
»Gennem årene har jeg jo opbygget et slags arkiv med smukke scener fra Jakob Bros møder med musikerne. Da vi filmede i 2008 i New York, hørte jeg, at Jørgen Leth var i byen. Jeg sendte en mail til ham og inviterede ham i studiet for at høre Jakob, Lee Konitz, Paul Motian og Bill Frisell spille. Invitationen var lidt et long shot. Jeg vidste, at Jørgen havde vaeret jazzskribent i 1960’erne, men ikke, at Lee Konitz var en af hans store helte. Men pludselig dukkede han op og talte med Lee Konitz og med Jakob, og det møde blev afgørende. Jørgen og Jakob udviklede et venskab, og nogle år senere begyndte vi at tale om at lave en jazzfilm sammen. Første step var at tage på en jazzturné i det arktiske med Jakob, Konitz og Frisell.«
»Der var mange fine små scener undervejs, men det var lidt … trivielt at følge musikerne i transport, spille og tale backstage. En dag sad vi i et klipperum og talte om, hvad pokker vi skulle stille op med alt materialet. Vores fantastiske klipper lå på en sofa og sagde: ”Det her er en film, der ikke vil laves! Det er simpelthen for kedeligt.” Jeg sad der helt nedtrykt. Han havde jo ret, men vi havde brugt
mange år på at indsamle materiale og skrevet alle mulige ansøgninger. Men pludselig livede han op – og sagde de magiske ord: ”Men ved du hvad, man godt gider at se? Man gider godt at se en film om jazz, som Jørgen ville lave den. Hvor vi ophaever A-Bfortaellingen og nogen, der skal igennem en udvikling, og hvor man hele tiden skal forstå, hvor de er. Hvad hvis vi bare tager de fedeste scener og jammer det lidt rundt?” Det satte os fri. Så vi tog de bedste ting, vi havde, og satte dem sammen, og så, hvad der skete på kryds og tvaers af tid og sted. Den improviserende form, der ikke følger en skabelon, passer godt med jazzmusik. Det føltes som en åbenbaring.«
Hvordan reagerer folk på den?
»Vi viste den første gang i
Venedig i september under filmfestivalen. Jeg stod med Jørgen Leth på scenen foran 100 mennesker og pludselig taendtes en stor projektør, så der kom et himmelsk lys, der skinnede ned på Jørgen – og os andre – og så stod vi midt i det, mens folk stod op og klappede. Det var, som om vi var kommet i himlen, eller Jørgen var, og det blev ved. De klappede ikke bare af filmen, men af musik og kunst og Jørgens liv, tror jeg, og det var sindssygt smukt. Jeg tror, at den trykker på nogle knapper i folk, men jeg har ikke ord for det.«
Din film ”The Lost Leonardo” er måske en af de mest sete danske dokumentarer ude i verden i de senere år, men denne film … Er der et marked for en jazzfilm?
»Det er jeg også lidt nervøs for. Netflix og nogle af de andre, der burde have nosser til at vise en sådan film og stole på den, tør ikke at afvige fra deres statistikker og skabeloner, som viser, hvad der virker. Det er ret sigende for filmmarkedet lige nu. Der er ikke saerlig meget plads til det anderledes. Selv om menneskets forhold til musik er helt universelt, og filmens musikere er nogle af de bedste gennem de seneste 50 år, og der er jazzfans i hele verden, så hvorfor egentlig ikke?«
Du siger, at du som regel vaelger at følge personer, som du ved, at du kan komme til at holde af. Dit naeste store projekt handler om fodboldspilleren Nicklas Bendtner. Hvorfor?
»Ham har jeg holdt af, siden jeg selv var i 20’erne. Han var den største stjerne i Danmark. Flabet og kontroversiel. For tre-fire år siden blev jeg spurgt, om jeg ville følge hans mulige comeback til fodbold, og der kom jeg i tanke om den følelse, jeg havde haft for ham som ung. Han har en masse af de samme kvaliteter og egenskaber og tilbøjeligheder, som mange andre unge maend – mig selv inklusive – i virkelig høj potens. Da han ikke kunne gennemføre det comeback, han havde håbet på, blev det en anden fortaelling, som handler om at sige farvel til alt det, der fylder hele ens liv, og i stedet prøve at finde ud af, hvem man så er.«
Det er den røde tråd i mange af dine film. Hvorfor?
»Jeg har lavet en film om en drengekors-dreng, der skal forlade den verden, da hans stemme aendrer sig. Taeppet rives vaek under ham. Drengekorsfortaellingen er én til én min egen historie. Jeg gik i samme drengekor med samme dirigent. Det var en selvbiografisk dokumentarfilm fortalt gennem et andet menneske. Det var min første krise i mit eget liv og min første oplevelse af, at livet ikke bliver nemt. Men det er en universel fortaelling for de fleste af os at miste noget af os selv, når vi går fra en fase til en anden. I drengekoret, på fodboldbanen og i jazzmusikken bliver man en del af et faellesskab, der skaber noget, der påvirker andre – og sådan er det også med dokumentarfilm, når man lykkes med at skabe noget, der får folk til at reagere, så kommer man i berøring med noget, der er større end én selv.«